“De troede på, at vi kunne klare det. Og vi troede selv på det.”

Rikke Lundehave Larsen vil anbefale andre førstegangsfødende til at tage hjem fra fødeafdelingen kort tid efter fødslen. Men kun hvis man er velforberedt og man får besøg af en jordemoder i dagene efter fødslen.

Da Rikke Lundehave Larsen og hendes kæreste i sommeren 2011 fik tilbuddet om at være med i projekt ’Rolig start’, valgte de at takke ja, fordi projektet indeholder fødselsforberedelse. I dag, knap et halvt år efter fødslen, kan Rikke også se andre fordele ved at føde ambulant selv om det var parrets første barn.

– Det var fantastisk at komme hjem hurtigt efter fødslen, det kan jeg kun anbefale andre, siger Rikke.

– Vi blev klædt på gennem fødselsforberedelsen til at gå hjem hurtigt, hvis alt var gået planmæssigt. Det var meget efter princippet om hjælp til selvhjælp, hvor vi fik redskaber til at klare os selv – for eksempel lærte vi en række ammeteknikker, som jeg har haft gavn af. Jordemødrene troede på, at vi kunne klare det, og vi troede også selv på det, siger Rikke, der som så mange andre nybagte mødre havde en lidt svær tredje dag efter fødslen. Men da havde familien allerede været installeret i hjemmet i Århus i flere dage.

– Tredjedagen var lidt hård, fordi opstarten på amningen var vanskelig, og jeg var træt. Da var det rigtig godt, at min kæreste havde viden fra fødselsforberedelsen om amning og de problemer, der kan opstå, siger Rikke.

Men Rikke ville ikke have valgt at føde ambulant, hvis der ikke havde været tilbud om fødselsforberedelse til både hende og kæresten og hvis de ikke var blevet lovet tæt kontakt til projektets jordemødre i tiden efter fødslen.

– Det var vigtigt, at vi vidste, at vi altid kunne komme i kontakt med en jordemoder efter fødslen, at tilgængeligheden var i orden. Og det var den. Vi kunne komme i telefonisk kontakt døgnet rundt med en af projektets jordemødre i dagene efter fødslen og vi fik de to planlagte besøg af en jordemoder godt et døgn efter fødslen og igen på tredje dage, fortæller Rikke. Den lille familie fik brug for endnu et besøg på femtedagen, hvor en jordemoder kom ud til dem for at tjekke en let gulsot hos den lille dreng. Den viste sig at være uproblematisk og da Rikke med opbakning fra sin kæreste havde fået amningen til igen at fungere, var alle bekymringer væk.