Som jordemodermellemleder på en stor specialafdeling starter dagene ofte med at få et overblik over de mange små sedler på skrivebordet. Sedlerne angiver, hvem, der skal siges undskyld til. Hvilke jordemødre og sosu’er har vi arbejdsmæssigt kørt over. Og hvilke fødende har lidt unødigt?
Eller tak. Hvilke jordemødre har endnu en gang gjort noget ud over det forventelige. Fortrængt egne behov og rettigheder for at camouflere manglerne.
Siden forespørgslen om at beskrive jordemoderlivet på en travl fødeafdeling set med mine øjne løb ind for nogle måneder siden, har dagen i dag summet i baghovedet. Jeg ville i hvert fald hylde jordemoderlivet. Være festlig. Berette for vores stærke, stolte forfædre, om hvordan det kun er gået fremad for fødselshjælpen i Danmark, siden de fik os uddannede og organiserede for flere hundrede år siden.
Men så festligt er hele virkeligheden jo ikke lige nu.
Det er trist, at vi har indrettet os sådan, at jordemødre på specialafdelinger bliver slidt op, bliver bange for at gå på arbejde, og at vi for tit må forlade os på held, krydsede fingre og korsets tegn, når en CTG endnu en gang har kørt for længe uden opsyn, eller når man kan høre fra stue 9, at hun for længst burde have haft sin egen jordemoder.
Toner rent flag
Når jordemødrene nu toner rent flag på fjernsynet, er det efter mange års forsøg på at få løst problemerne internt. For at skåne brugerne for ængstelse. Ledelserne melder klart tilbage til deres ledere og direkte til politikerne – nu med cc til pressen.
Det er forstemmende, at vi nu, hvor vi langt hen ad vejen ved, hvad der skal til, ikke får muligheden for at gøre det godt nok.
Men så pludselig toner seje Lillian og alle millionerne frem på skærmen, og så er det ligesom om, at humøret får et godt nyk opad. Godt kæmpet fra Skagen til Gedser. Politikerne forstod skriften på væggen. Det vil jeg gerne berette om for vores forfædre, hvordan jordemødrene stadig er stærke, stolte kvinder, der ikke giver op.
De pæne piger har groet klædelige hjørnetænder.
Så kommer tankerne om de gode dage, der nu tilsyneladende bliver flere af. Dagene, hvor der er overskud til skulderklap til jordemoderen, der troede på den fødende og på sine hænder og fik barnet ud, selvom lægen stod og raslede med cuppen i baggrunden. Dagene hvor man når at glædes med kvinden, der trodsede sit initiale sectioønske og fik en dejlig, naturlig fødsel. Dagene, hvor jordemødrene står nyvaskede på rad og række på OP og tager imod firling A, B, C og D. Hvor en tilsyneladende ukontrollabel blødning stoppes, fordi niveauet er højt over hele linjen, og fordi der altid er hjælp at hente. Fire tryk og du har en hæmatolog og fire tryk mere, og så står karkirurgen der.
Holder fokus
Hele jordemoderpaletten er i brug på de store specialafdelinger. Jeg vil nærmest sige, at jo mere komplekst og patologisk et graviditets- og fødselsforløb er, des vigtigere er jordemoderen. For når overlevelsen er sikret, er det hende, der forstår at fastholde et vist fokus på det, der er det vigtigste for parret, at de skal være forældre. For kronikeren, hjertepatienten, diabetikeren, den nyretransplanterede er det det, der tæller.
Nøglen til håndteringen af de komplekse forløb ligger blandt andet i dettværfaglige og det tværsektorielle samarbejde. Det er, når praktiserende læger, jordemødre, obstetrikere, kardiologer, anæstesiologer, sygeplejersker, sundhedsplejersker, socialrådgivere, psykologer samarbejder, at vi får skabt smukke, sammenhængende forløb for de sårbare og for de sindssygt syge.
Forfædrene skal vide, at faget stadig er farverigt. Vi føder med de registrerede regnbuefamilier og med ægdonerede kvinder, hvis egne æg for længst har overskredet sidste salgsdato. Vi redder de ekstremt præmature, og vi laver kejsersnit uden medicinsk indikation. Fødelejerne skal næsten bygges på B&W, fordi kvinderne bliver større og større. Mændene er medindlagt og får nu også fødselsdepressioner. Og parrene er oplyste og stiller krav. Hvis det klør, har de selv googlet sig frem til, at der måske kan være tale om akut fedtlever – eller en anden hyppig lidelse. De bruger pressen både til stress og til gavn for os, og de bruger Patientombuddet.
Nepal og Inkastien
De store afdelinger har bl.a. den fordel, at der er talrige udviklingsmuligheder. Der rokeres om i et væk. Er man mættet af fødsler i en periode, kan det være, at et ophold på svangregangen stimulerer og vækker appetitten igen. Ellers laver man et permanent byt med en kollega, der trænger til fødsler. Der skal måske laves et lille journalstudie. Måske er der en jordemoder, der går fra til et større forskningsprojekt. Eller til at udarbejde nyt undervisningsmateriale. Og så er der jordemødrene, der via orlov trænger til udvikling uden for matriklen. Det kan være klatring i Nepal, vandring på Inkastien eller forløsning af kvinder på Grønland. Jordemødrene bygger bro sektorerne imellem ved at udnytte hele fagets bredde. Nogle kombinerer arbejdet på specialafdeling med arbejde i lægehusene, på private jordemoderklinikker, i gynækologiske speciallægepraksisser, på fertilitetsklinikker og en del har konsultation i sundhedscentre sammen med både praktiserende læger og sundhedsplejersker.
Aktuelt har vi på Rigshospitalet et SATS-puljeprojekt – En fair start – med et tæt tværsektorielt samarbejde med sundhedsplejen på Nørrebro. Projektet formår at vise, at de udsatte gravide har god gavn af sundhedsfremmende tiltag. Det er perfekt med puljemidler til afprøvning, og når projekterne har vist deres tydelige værdi, må vi arbejde på, at de bliver en del af driften.
Jordemødrene følger forordningen af 1714 og er fantastiske kolleger. Sjove, empatiske og rummelige. Der er højt til loftet. Selv når travlheden har nået umenneskelige højder, har kollegerne ikke stået for tur. Som det ellers hører sig til, når krybben er tom. Og det er rørende at bevidne.
Og så til obstetrikerne
Kære forfædre, vi bokser – som oftest godmodigt – med obstetrikerne:
Nej, central overvågning betyder ikke, at man bare går ind på fødestuerne, hvis man i vagtrummet ser noget, man har en kommentar til.
Nej, vi beslutter ikke bare over morgenkaffen efter Sandbjergmøde, at igangsættelse tilbydes ved 41 fulde uger.
Nej, rebozo er ikke det samme som røgelse. Vi bruger det til 9,3 procent af vores fødsler med god effekt.
Jo, selvfølgelig skal kvinden have bedøvelse før cup.
Jo, vi mener det seriøst, når vi går fuldt, fast og roligt ind for hjemmefødsler til de kvinder, vi visiterer til det!
Og så tænkte jeg, at vi også skal have besluttet, hvad vi skal bruge alle de millioner, Finansloven satte af til fødeafdelingerne, til? Familierne skal støttes fra A-Z. Det vil være pænt af os, og det lønner sig. Forebyggelse og formidling. Vi skal have hænder i det akutte beredskab. Fastansættelser.
Jordemødrene skal fortsætte med at forske – også i praksisnære emner. Mindre enheder i det store.
Og så skal vi midt i vores higen efter evidensbaseret praksis og dermed ensretning af omsorgen, midt i meningsfulde retningslinjer, midt i EPM, EPJ, EWS, ESA, PDA, NIP, PVI, VIP, KPI, midt i Sikre Fødsler og akkrediteringer og midt i alt dette vigtige og nødvendige skal vi et eller andet sted efterlade et motivationsrum. Til finessen og det personlige touch. Ellers er det ikke de kvikkeste, sjoveste og mest favnende kvinder, der bliver ved med at vælge jordemodergerningen. Og det vil da være ærgerligt.
Tak.
