Cirkulære og vejledning om jordemodervirksomhed

Jordemødrenes ’grundlov’, cirkulære og vejledning
skal moderniseres og tilrettes i forhold til den øvrige
lovgivning. Ændringerne kommer derfor ikke til at
medføre ændringer i indhold og betydning.

’Cirkulære om jordemodervirksomhed’ og ’Vejledning om jordemødres virksomhedsområde, journalføringspligt, indberetningspligt mv.’ er en del af grundloven bag vores jordemoderliv, sammen med EU lovgivningen i form af Direktiv 36/2005.

Nu skal cirkulære og vejledning gennemgås i Sundhedsstyrelsen. Det sker som led i den almindelige gennemgang af alle de dokumenter, som styrelsen har ansvar for, og der kommer til at ske store ændringer i ordlyden af de to papirer.

Jordemoderforeningens formand og udviklingskonsulent samt juridisk sagsbehandler deltog i et møde med repræsentanter for Sundhedsstyrelsen, herunder også tovholderen på udarbejdelsen af det gældende cirkulære.

Hurtig proces
Der skal arbejdes væsentligt hurtigere end sidst, hvor processen tog flere år, der skal moderniseres og strømlines i forhold til betegnelser for dokumenter over alt i sundhedslovgivningen, og endelig, så bliver det et styrelsesinternt arbejde, som Jordemoderforeningen selvfølgelig bliver hørt om. Det er Sundhedsstyrelsens forventning, at den sagkyndige rådgiver i jordemodervæsen, Heidi Astrup Fischer, vil deltage i styrelsens arbejde med cirkulære og vejledning, som nu vil få navnet bekendtgørelse om jordemodervirksomhed. Jordemoderforeningen følger arbejdet.

Det er forventningen i Sundhedsstyrelsen, at der vil være kontakt mellem rådgiver, styrelse og foreningen undervejs, så indholdet i den kommende bekendtgørelse fortsat passer til den faglige virkelighed i bredeste forstand.

Oprydning og forenkling
Det vigtigste meddelelsespunkt i Sundhedsstyrelsens møde med Jordemoderforeningen var, at Sundhedsstyrelsen ikke planlægger at ændre ved indholdsstoffet i det nuværende cirkulære og vejledning, bortset fra, hvor Sundhedslov og Sundhedsautorisationslov gør det relevant.

Der er med andre ord tale om oprydning, forenkling og modernisering, og Jordemoderforeningen følger processen med en frugtbar udveksling med Sundhedsstyrelsen.