Bliv ved med at spørge

Individuelle tilbud om støtte til rygeafvænning og opfølgning ved hver eneste jordemoderkonsultation er hovedingredienserne i et projekt i Frederiksborg Amt, der skal få de gravide til at kvitte cigaretterne. Men de gravide er svære at rekruttere.

Måske vil det her projekt vise, at vi skal være mere direkte i vores henvendelse til de gravide, siger Else Marie Jonsson, sygeplejerske og projektleder ved rygestopklinikken på Hillerød Sygehus. Projektet, der startede 1. januar i år, er målrettet gravide i hele amtet og skal i samarbejde med praktiserende læger og jordemødre i jordemodercenter og på svangre- og barselafdelingerne øge opmærksomheden mod den gravide ryger. Rekrutteringen af de gravide startede dog først i begyndelsen af maj.Praktiserende læger og jordemødre opfordres til at udlevere projektets skriftlige materiale i form af folder og postkort til de gravide og til at tage spørgsmålet om rygning op ved hver eneste kontakt med den gravide. Indsatsen følges op både på barselgangen og via sundhedsplejerskerne, så selvom man ikke når det eftertragtede rygestop i graviditeten, er der stadig støtte at hente for det nybagte forældrepar. Else Marie Jonsson står for selve rygeafvænningskurserne og de motiverende samtaler for både gravide og andre rygere i øvrigt. Et elektronisk registreringsark er blevet udarbejdet til projektet. Her skal jordemødrene ved hver eneste kontakt med den gravide registrere indholdet af de samtaler, hun har med kvinden om rygning. Registreringsarket indgår som en del af den elektroniske patientjournal og medfører derfor ikke en stor arbejdsbelastning for jordemoderen. Registreringen skal være med til at dokumentere effekten af indsatsen.

Men trods plakater i venteværelserne, uddeling af foldere, klistermærker og skræddersyede tilbud til denne enkelte gravide er der foreløbig kun få gravide, der har benyttet sig af tilbuddet. Stigningen i antallet af gravide, der kvitter tobakken allerede inden første kontakt med læge og jordemoder, er nok en del af forklaringen, mener Else Marie Jonsson. En anden forklaring kan være, at projektet endnu ikke er blevet introduceret til alle læger og jordemødre i amtet.

– Måske overvurderer vi den brede gruppe af gravides behov for rygeafvænning, og skulle hellere gøre indsatsen mere personlig og skele mere til den enkelte gravides sociale mønster. Og så er vi tilbage ved jordemødrene, for det er dem, der er mest i kontakt med de gravide og det er dermed dem, der skal løfte rekrutteringsopgaven, siger Else Marie Jonsson, der nødig vil fornærme jordemødrene, men bemærker, at de ofte tager udgangspunkt i den praktiserende læges registrering af rygestatus og så ikke snakker mere med kvinden om det.

– Men nu kan jordemødrene visitere de interesserede kvinder videre til projektet, hvor jeg så tager mig af selve rygeafvænningen. Projektet er meget fleksibelt og der er ressourcer til individuel indsats og til at jeg tager rundt i amtet og gennemfører samtaler og kurser, fortæller Else Marie Jonsson.

Ensartet tilbud
Jordemoder Marianne Blinkenberg er kontaktperson mellem rygestopklinikken og jordemødre og læger. Hun ser en stor fordel i at alle gravide får et ensartet og kvalificeret tilbud om hjælp til at kvitte cigaretterne og i at jordemødrene har et sted at sende den gravide ryger hen.- Jordemoderen er stadig den, der identificerer rygerne, men fordelen er, at vi nu har et sted at visitere hende til, et sted som har speciel indsigt i rygestop for gravide og at vi kan skille samtalen om rygning fra det øvrige jordemoderarbejde, siger Marianne Blinkenberg.

Men hermed er jordemødrenes rolle ikke udspillet. Alle erfaringer tyder på, at det kan betale sig at følge op på den første snak om rygning – uanset om kvinden på det tidspunkt viste interesse for at holde op eller ej.

– De gravide forventer, at vi spørger dem om rygningen hele vejen gennem graviditeten. Ofte skal deres tanker om det have lov til at modnes og så skal de vide, at der stadig er et tilbud til dem, selvom de er langt henne i graviditeten. Det vigtigste er, at vi ikke kommer til at virke moraliserende, men løbende forsøger at afdække, hvad det er, der giver den enkelte mening med at fortsætte med at ryge, fortæller jordemoder Marianne Blinkenberg, der har til opgave at orientere jordemødre og sygehusets læger om projektet.

Jordemødrene kan holde sig ajour med projektet via skriftligt materiale i jordemodercentret, hvor forskellige spørgeteknikker blandt andet bliver præsenteret. Alle ansatte på afdelingerne får desuden en grundlæggende introduktion til projektet og en temadag for jordemødrene om ny viden inden for området er under overvejelse.

– Der skal lidt peptalk og motivation til for at holde gejsten, siger Marianne Blinkenberg.