Det var ikke jordemoderledernes skyld, at overenskomsten i 1999 blev stemt ned med stort flertal, da resultatet af forhandlingerne med Amtsrådsforeningen og H:S var til urafstemning. Ledergruppen var stort set tilfreds med resultaterne af forliget, hvor en af de store ændringer netop var, at jordemødre med ledelsesansvar skulle overgå til Ny Løn. Lederkredsen havde længe ønsket en mulighed for at komme tættere på deres egne forhandlinger om løn- og arbejdsforhold. Gruppen ville ganske enkelt have mere i løn og mente, at det hidtidige lønsystem ikke tog højde for ledernes meget forskellige arbejdsopgaver, uddannelsesniveau osv.
Efter tre urafstemninger og fire ugers strejke på fire fødesteder var overenskomsten for de næste tre år endelig i hus – uden at der var blevet pillet ved de særlige vilkår for lederne: Med virkning fra 1. april 2000 var kun grundlønnen sikret – tillæg for funktioner og kvalifikationer skulle lederne i samarbejde med Jordemoderforeningens forhandlere selv skaffe.
Væk fra flinkeskolen
I dag, to år efter indførelsen af det decentrale lønsystem, tegner der sig et meget forskelligartet billede af forhandlingsforløb og resultater i de enkelte amter og for den enkelte jordemoder. Stort set alle jordemoderledere har været igennem mindst een forhandling. Nogen steder har pengene været der og der har været høj prioritet til lederlønninger. Andre steder er det ikke blevet til andet eller mere end det eneste centralt forhandlede tillæg, der giver ledere i afdelingsledelser et ekstra beløb og som arbejdsgiverne ikke kan undslå sig.
– Den mest fremherskende holdning omkring Ny Løn lige nu er, at ledernes forventninger ikke er blevet indfriet. Da vi var på ‘gammel løn’, vidste vi, hvad vi havde, hvor det hele er mere usikkert nu – og det skal vi vænne os, siger Ellen Tobiassen, formand for Lederkredsen under Jordemoderforeningen.
– Vi skal være mere pågående, tro mere på os selv og turde og kunne fortælle, hvorfor vi ikke kan undværes som ledere. Og så skal vi være professionelle ledere, altså prioritere uddannelse højt, fortsætter lederkredsformanden.
– En anden erfaring, vi har gjort os, er, at det er nemmere at forhandle sig til en god løn ved en nyansættelse, end hvis man har været et sted i mange år. Det hænger nok igen sammen med vores pænhed og med at det selvfølgelig er nemmere at sige nej tak til et nyt job, end det er at sige et op, som man ellers er glad for. På den måde kan man selvfølgelig sige, at vi profiterer af manglen på gode ledere – vi er i en god forhandlingssituation, når vi er ude og søge nyt job, siger Ellen Tobiassen.
De specielle jordemødre
– Måske havde det været en styrke, at vi havde formuleret nogle fælles kriterier specifikt for jordemødre for hvilke funktioner og kvalifikationer, der skal udløse løntillæg. Men det er ikke mangel på det, der har givet problemer rundt omkring. Ledernes arbejdsområder, ansvar og kompetence er meget forskellige og svære at sammenligne, så en fælles kriterieliste kunne nok kun have været brugt som inspiration mellem arbejdsstederne. Vi skal derimod sammenligne os med de andre ledergrupper i amterne og på hospitalerne, siger Ellen Tobiassen.
– Men vi skal også være opmærksomme på, at vores rolle i ledelserne er anderledes end for eksempel sygeplejerskers og lægers. Hvor de primært er optaget af at stille diagnoser og behandle, er vi langt mere fokuserede på at være sundhedsfremmende og forebyggede. Det er der desværre langt færre DRG-kroner i. Skismaet ligger således i, at det udløser flere penge at behandle syge mennesker end i at få folk til at forblive raske. Det er en af svaghederne i DRG-systemet, forklarer Ellen Tobiassen og nævner, at det udløser mere end dobbelt så mange penge, når en afdeling laver et akut kejsersnit, end når den varetager et helt forløb omkring en normal graviditet og fødsel.
Een kage – skåret i forskellige størrelser
Lederkredsformanden erkender, at løn ikke er en motivationsfaktor i sig selv. Men hvis proportionerne mellem lønnens størrelse og lederens ansvar og kompetence opleves som helt forkerte, kan det godt betyde, at hun siger farvel og tak til jobbet.
– Der er ledere, der har forladt deres job, fordi de ikke kunne få nok i løn. Lønnen betyder selvfølgelig meget, men der hvor den kommer til at virke direkte demotiverende er, når en jordemoderleder på et stort sted med stort personale- og budgetansvar, får lige så meget eller måske mindre end lederne på et mindre sted. Så handler det selvfølgelig for den ‘store’ leder om at argumentere for hvorfor hendes lederpost skal aflønnes bedre, siger Ellen Tobiassen. Men virkeligheden er, at arbejdsgiveren har andre referencerammer end jordemoderlederen og sammenligner hende med andre ledere på sygehuset.
I amtskommuner hvor ledernes pulje til Ny Løn kommer fra den samme pose penge som de øvrige jordemoderledere i amtet, er der også ledere, der synes, det er svært at tilgodese sig selv.
– Der er amtsjordemødre, der synes det er svært at skulle fordele pengene, fordi lønpuljen er så klart afgrænset i deres amt. Der, hvor lønpuljen er fælles for alle faggrupper, ser det ud til at være nemmere, fordi det ikke kommer til at se ud som om at nogen får på andres bekostning, siger lederkredsformanden, der forudser yderligere udfordringer i den sammenhæng, når basisjordemødrene også kommer på Ny Løn.
De vil selv
I løbet af foråret vil lederkredsens bestyrelse lægge op til en diskussion med kredsens medlemmer om hvem, der skal sidde med ved forhandlingsbordet, når de individuelle aftaler for lederne skal på plads. I dag er det Jordemoderforeningens forhandlingsleder, der forhandler på vegne af lederen.
Hvis der bliver enighed om, at lederne eller grupper blandt dem, vil stå stærkere, hvis de selv forhandler lønnen, så vil kredsen stille forslag til foreningen om ændring af forhandlingskompetencen.
– Vi mener, at en del af Lederkredsens medlemmer bør kunne forhandle på egne vegne. Der er dog stadig nogen, der kan have behov for en bisidder ved forhandlingerne, men toplederne er vant til at forhandle og desuden er deres arbejdsområder så forskellige, at det er svært for en udefrakommende at sætte sig ind i den enkeltes forhold, siger Ellen Tobiassen og understreger, at forslaget kun handler om hvem, der skal forhandle. Den endelige underskrift på aftalerne skal fortsat sættes af Jordemoderforeningen.
Der har også været kritiske røster om Jordemoderforeningens rolle som forhandler for lederne. Lederkredsens bestyrelse hører af og til om ledere, der føler sig kørt ud på et sidespor i forhold til forhandlingerne. De er ikke blevet kontaktet før forhandlingerne og har dermed ikke haft mulighed for selv at fremføre argumenter for løntillæg.
Det skyldes manglende koordinering på de indre linjer i Jordemoderforeningen, blandt andet som følge af en indkøringsperiode for et helt nyt forhandlingsteam, lyder det beklagende fra foreningen.