Besøg på Six Nations Maternal and Child Centre

I forbindelse med ICM kongressen i Canada, besøgte Rigshospitalets jordemødre en jordemoderledet fødeklinik i Six Nations of the grand River reservatet i Ontario.

Six Nations of the Grand River er Canadas største indianerreservat med over tolv tusind indbyggere. Beboerne repræsenterer de seks forskellige stammer, som reservatet er opkaldt efter: Mohawk, Cayuga, Onondaga, Oneida, Seneca og Tuscarora.

Vi blev vist rundt i to timer og snakkede med to jordemødre, så det var blot en overfladisk fornemmelse vi fik af deres fødeklinik og jordemoderparksis. Men nok til at det gjorde indtryk.

Six Nations Maternal and Child Centre blev åbnet i 1996 efter ønske fra lokalsamfundet om, at fødslerne skulle tilbage til familierne. Det store træhus – som ligner enhver anden villa i området (bare lilla) – ligger på en åben mark og bliver drevet økonomisk af midler fra Ontario Provinsens Aboriginal and Wellness Strategy. Six Nation reservatets sundhedsafdeling administrerer klinikken, men det er en ældre-gruppe udpeget at lokalsamfundet, der vejleder og guider den spirituelle og kulturelle retning for klinikkens jordemødre og familier.

Fælles kontrakt
Når en kvinde skriver sig op til fødsel på centret, får hun tildelt et team af to jordemødre og én jordemoderstuderende (som altid er under jordemodersupervision). De bliver betegnet som hendes “female relative helpers”, som traditionelt set har støttet kvinder i fødsel. Samtidig opfordres kvinderne til at få støtte af familien og andre hjælpere som supplement til jordemoderomsorgen.

De tre parter, den gravide, jordemødrene og den studerende, underskriver en kontrakt: “Client agreement for Aboriginal Midwifery Service”. Den beskriver, hvad jordemødrenes omsorg indebærer, og hvad den gravide skal bidrage med for at blive indskrevet på klinikken. For jordemødrenes vedkommende er det kvalitetskrav og jordemoderfaglige tilbud, som vi kender dem. For kvinden handler det om, at hun forpligter sig til at møde op til besøgene og oplyse ærligt om mulige risici. Især alkohol og stofmisbrug skal hun oplyse om, og hun skal acceptere at blive testet. Der er en del misbrug blandt indbyggerne, så det er ikke et tabubelagt emne.

Det er udelukkende normale gravide og fødende, der visiteres til klinikken. Opstår der komplikationer, konsulteres en obstetriker eller der overflyttes til det lokale sygehus i nærheden. Jordemødrene tager med og fortætter omsorgen i den udstrækning, det er muligt og kvinden ønsker det. Der bliver født mellem 80 og 100 børn på klinikken om året, og overflytninger i fødsel sker sjældent.

Jordemødrene, der arbejder på fødeklinikken, er som minimum på moderens side indianere. De har deres egen uddannelse under ‘Exemption for Aboriginal Midwives’ akten, som er godkendt i Ontario. Det er en unik mesterlæreuddannelse, som tager fire år. Hvis en studerende er dygtig og vurderes til at være klar før de fire år er gået, er det muligt at hun bliver tidligere færdiguddannet. En meget fleksibel og individuel vurdering.

Svangreomsorgen
Kvinderne bliver set af teamet hver måned frem til 28 uger, hver anden uge fra 28.-36. uge og hver uge fra 36. uge og frem til fødslen. Besøgene varer ca. en time og kan være hjemme hos kvinden selv eller på klinikken. Efter fødslen bliver de set på 1., 3., 5. og 10. dag, og derefter på centret tre og seks uger efter fødslen. Her varer besøgene ca. halvanden time. Jordemødrene har også fødselsforberedelse med familierne, som de kraftigt opfordres til at deltage i.

Jordemødrene føder med kvinderne på klinikken eller i kvindernes hjem, og de har vagt en måned af gangen. Når kvinderne har født på klinikken, bliver de 4-6 timer efter fødslen med mindre det er mørkt, så forbliver de indlagt, til det bliver lyst igen. Det blev forklaret med, at ånderne er ude på det tidspunkt. Derfor trækkes gardinerne også altid for, når det bliver mørkt og kvinderne føder.

Når fødestuen tømmes efter en fødsel, renses rummet med røg fra urter (salvie). Først da er rummet er klart til den næste fødende.

Vi spurgte, hvordan de forholdt sig til igangsættelser af fødslen og brug af medicin. Det bruger de ikke, men med smil i øjet forklarede de, at en medicinkvinde fra ældrerådet to gange om året tager jordemødre med ud i vildmarken for at undervise og samle urter til brug i klinikken. Det er i øvrigt kun jordemødre, der ikke menstruerer, som kan tage med, da kvinder med menstruation har en negativ indflydelse på den naturmedicin, som bruges i forbindelse med graviditet og fødsel.

Gamle traditioner og tro
Den ene af jordemødrene, vi talte med, stødte første til undervejs i rundvisningen. Hun stod længe i døren og lyttede. Hun kunne ikke rigtig bestemme sig for, om hun ville deltage eller ej. Til sidst grinte hun lidt af sig selv og sagde, at det jo viser, at hun ikke rigtig kan bestemme sig. Hvorefter hun gik ind i rummet og deltog i snakken. Da vi senere læste i bogen ‘Pregnancy, according to Mowhak Tradition’ om gammel tro og lærdom i forbindelse med graviditet og fødsel, stod der, at gravide ikke må stå i døråbninger, men altid skal gå helt igennem døren. Dette for at undgå at babyen undervejs i fødselsforløbet skal stå i fødselskanalen og være ubeslutsom. Kvinden må heller ikke ligge på tværs i sengen af samme årsag.

Ifølge traditionen vil det første sprog, den nyfødte hører, være det sprog der vil forblive i barnet som det mest naturlige. Man bør også have både et drenge- og pigenavn parat før fødslen. Hvis barnet dør, er det vigtigt, at det har et navn, før det skal videre til næste hellige sted.

Der findes en gammel ‘welcoming the baby’-ceremoni, som foretages lige efter fødslen. Faderen, som forventes at være med til fødslen, skal lige efter fødslen sidde med barnet og sige: “Jeg er din far. Jeg hedder ... og dette er det navn, vi giver dig ... Kvinderne har valgt dette navn til dig”. Herefter siges en bøn, hvor barnet introduceres til skaberen, til moder jord, til vandet, til træerne, til medicinen, til solen og til vinden. Til hvert element introduceres barnet ved navns nævnelse, og faderen beder til et respektfuldt forhold barnet og elementet imellem.

Forfatteren skriver, at disse anvisninger (og mange flere som vi ikke nåede at læse) af mange bliver set på som overtro og ammestuehistorier. Men så har man ikke forstået hele pointen omkring det at være menneske. For hvis man som kommende mor og far lever efter disse anvisninger, vil man med garanti elske barnet, når det kommer, barnet vil være ønsket på en værdig måde. Pointen er, at vi forbereder os på at få barnet! “Børn havde en fin og vigtig placering i de gamle traditioner. Måske der vil komme flere stærke og kærlige familier, hvis de gamle traditioner genoptages”, er de afsluttende ord i bogen.

Indlægget her er skrevet som tak for tre trærør, som Jordemoderforeningen har doneret. De er sendt til Six Nation Maternal and Child Center som tak for rundvisningen og for at de tog sig tid til dele deres viden med os.