Bemærkninger fra generalforsamling i pensionskassen for jordemødre

Hovedtemaer fra forsamlingen

Hovedtemaer i den mundtlige beretning
Pensionskassen har investeret i nye boligejendomme og har dermed efterkommet mange medlemmers ønsker. Boligerne er primært i Storkøbenhavn og Århus-området, hvor efterspørgslen på lejligheder er størst.

På grund af rentefald og Irak-krise kræves der stram økonomisk styring.

Der har været en del debat om arbejdsmarkedspensionerne, hvor det har været fremme, at disse pensioner er ufleksible og udemokratiske. Bestyrelsen mener, at det er en ordning, hvor der også er plads til dem, som ikke kan tegne en pensionsordning i et privat pensionsinstitut. Alle medlemmer har en dækning, som medvirker til økonomisk tryghed for dem og deres nærmeste. Kassen har en udstrakt grad af medlemsdemokrati og afspejler de ønsker, som medlemmerne – netop i kraft af dette demokrati – gennem årene er kommet med, og endelig, så er det medlemmerne selv, og ikke aktionærer, der profiterer af et overskud.

Bestyrelsen har – på trods af de sidste par års negative aktiemarked – valgt en investeringsstrategi, som blandt andet medfører, at vi har en relativt stor aktiebeholdning. Bestyrelsen vurderer, at aktieinvesteringerne på lang sigt vil give et godt afkast og dermed også de bedst mulige pensioner til medlemmerne.

Såvel den samlede beretning som regnskab vedtoges enstemmigt.

Efter den egentlige generalforsamling takkede de delegerede og bestyrelsen jordemoder Bodil Roed, som har været medlemsvalgt bestyrelsesmedlem siden 1981, for hendes mangeårige indsats i Pensionskassen for Jordemødre. Bodil Roed har valgt at stoppe nu for at give plads til nye kræfter, men hun fik varme ord med på vejen for sit store engagement for medlemmernes interesser.

Nye ydelser
Herefter var der debat om nye ydelser og valgmuligheder:

Tre konkrete områder blev diskuteret: Fleksibel udbetaling af alderspension, Kritisk Sygdom, Ægtefælle/samleverpension.

Der kom gode og konstruktive forslag fra de delegerede, hvor mange deltog i diskussionen om, hvordan pensionskassen skal udvikle sig fremover. Også spørgsmålet om muligheden for en mere fleksibel indbetalingsform blev taget op – bl.a. muligheden for at betale op til fuldt bidrag, når man er på deltid.

De delegerede var alle meget interesserede og diskussionen involverede både yngre og ældre.

Administration og bestyrelse vil nu arbejde videre med de mange ideer, som er kommet frem.

Pensionskassen for Jordemødre

Sammendrag af pensionskassens og koncernens regnskab for året 2002