At få det sjældne ind på rygraden

I det gamle Ringkøbing Amt har man etableret et færdighedslaboratorium, der skal forberede sundhedspersonalet på det sjældne og uventede. Laboratoriet er udviklet af instruktionsjordemoder Dorthe Thagaard og udviklingsjordemoder Jette Modlock i samarbejde med overlæge Richard Farlie.

Der har længe været et ønske blandt jordemødre, læger, sygeplejersker og socialog sundhedsassistenter, om opdatering af viden og færdigheder, både for at optimere de enkeltes handlekompetencer i akutte sjældne situationer, men også for at fjerne den stressfaktor, der for kan være forbundet med frygten for at komme til at stå med en uventet, sjælden og alvorlig komplikation. Ved fødestederne i Herning og Holstebro, har vi derfor valgt at etablere et tværfagligt og tværinstitutionelt laboratorium, der skal styrke færdighederne på området.

Træningsforløbet
Færdighedstræningen behandler fire emner, og giver på to dage en hurtig opdatering inden for områderne blødning post partum, eklampsi, skulderdystoci og vakuum ekstraktion, der var de mest efterspurgte.

Til hvert emne er udfærdiget et baggrundsmateriale, som kort beskriver hyppighed af og risikofaktorer for tilstanden, de muligheder, der kan være for at undgå at en fødende får en komplikation eller indgreb af de nævnte arter samt mulige sequelae. Derudover medfølger den reviderede retningslinje i drejebogsform. På selve kursusdagen støttes det tilsendte materiale af mundtlige præsentationer, power points, animationer samt diskussioner blandt deltagerne. Herigennem bliver de godt rustet til at gå videre i mindre grupper og øve de forskellige situationer igennem med de ‘gamle’ fantomer og de nyindkøbte elektroniske fantomer.

Logik og tryghed i arbejdet
Et vigtigt element i træningsseancerne er at øve kommunikationen, da en del utilsigtede hændelser kan undgås, hvis kommunikationen er klar og tydelig, og alle ved, hvad der forventes af alle i de forskellige situationer. Træningsseancerne og de tiltag, der følger med er derfor med til at lette arbejdsgangen. Vi har fx formuleret procedurerne for de fire emner, der er blevet trænet, i et kort og overskueligt lamineret lommeformat, så den enkelte altid har proceduren ved hånden. I evalueringen af færdighedstræningen måles der på, om træningen har effekt på den enkeltes stressniveau i forhold til de valgte emner samt, om fornemmelse for egen handlekompetence forbedres.

Af de foreløbige tilbagemeldinger fremgår det, at alle faggrupper har været glade for at deltage – også de lidt mere skeptiske læger. De føler, at de har lært noget, og er blevet meget bedre i stand til at handle optimalt i de komplikationer, de har trænet. Dette har resulteret i, at alle de der mangler, uanset stillingsbetegnelse, glæder sig til at deltage ved de kommende seancer.

Instruktionsjordemoder Dorthe Thagaard (th), overlæge Richard Farlie og udviklingsjordemoder Jette Modlock (tv). <//span>