Angreb på Sundhedsstyrelsens kommunikation

”Sundhedsstyrelsen opfinder begrundelser for, at amning er godt”

”Sundhedsstyrelsen opfinder begrundelser for, at amning er godt”.

Cand. scient. og ph.d. i sundhedsvidenskab, Joan Bentzen, var ude med den store rive, da hun i et læserbrev Berlingske Tidenden gik i rette med Sundhedsstyrelsen og styrelsens ammepolitik. ”Amning er oplagt, praktisk og dejligt for mor og barn, hvis amningen fungerer. Men disse argumenter er tilsyneladende ikke tilstrækkelige for Sundhedsstyrelsen”, skriver hun videre. Joan Bentzen mener, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger lægger et urimeligt pres på de kvinder, der har ammeproblemer. Læserbrevet er et indlæg i den debat, åbningen af hjemmesiden flaskebarn.dk har forårsaget.

Dokumentation er ok
Ikke overraskende mener Sundhedsstyrelsen, at deres dokumentation er solid nok.

– Selvom der er tale om små forskelle, der ikke spiller den store rolle for det enkelte barn, så har det betydning, hvordan barnet bliver ernæret, når man sammenligner befolkningsgrupper, siger Christine Brot, der er afdelingslæge i center for forebyggelse i Sundhedsstyrelsen. Christine Brot har også fulgt debatten i dagspressen efter offentliggørelsen af flaskebarn.dk og er ked af, at styrelsens faglighed bliver beklikket.

– Modermælk er levende biologisk materiale, der er sammensat til præcis at dække barnets behov. Vi har meget høje tal i dag for, hvor mange der ammer lige efter fødslen og fire måneder efter, og de tal er ikke kommet af sig selv, siger Christine Brot. Hun er ærgerlig over, at der ikke bliver skelnet mellem det informationsmateriale, der er stilet til fagpersoner og det materiale, der er stilet til kvinderne. Ikke fordi der er forskel på slutresultatet i de to typer af information, men fordi mellemregningerne er betydeligt mere detaljerede og nuancerede i materialet beregnet til fagfolk, der er trænet i at læse forskningslitteratur.

Christine Brot er også ærgerlig over, hvis debatten om hvorvidt kvinderne bliver presset for hårdt til at amme, overskygges af en mistænkeliggørelse af den forskning, der ligger bag ammepolitikken.

– Det er en debat værd, hvis nogen kvinder føler, at de ikke bliver støttet i de valg, de træffer. Det er altid en balancegang, hvornår man skal opmuntre til at amme og hvornår man skal sige stop og støtte forældrene i at give flaske, siger Christine Brot.

Undersøgelser fordrejes
Trods mediestormen er Christine Brot ikke i tvivl om, at Sundhedsstyrelsen har belæg for de vejledninger og anbefalinger om amning, som findes i dag. Der kommer hele tiden nye undersøgelser til, og derfor udsendes der løbende reviderede udgaver af Håndbog i vellykket amning, der er en vejledning for sundhedspersonale. Den seneste revision kom i januar 2006, hvor styrelsen som et nyt fakta skriver, at ”flere undersøgelser har påvist, at ammede børn har mindre risiko for overvægt senere i barndommen og ungdommen”.
Fup, skriver Joan Bentzen og henviser til Ernæringsrådet, der i sin rapport ”Den danske fedmeepidemi” fra 2003 konkluderer, at der ikke er vægtig dokumentation for en sammenhæng mellem overvægt og amning. Dokumentationen bag denne sammenhæng er bare et af de områder, Joan Bentzen tager fat på. I indlægget kritiserer hun også Sundhedsstyrelsen for at fordreje undersøgelsesresultater om sammenhængen mellem vuggedød og amning.

”Sundhedsstyrelsen bruger tilsyneladende alt, der understøtter deres ammepolitik”, konkluderer Joan Bentzen i sit indlæg i Berlingske Tidende.

Nye studier giver nye resultater
– Der er publiceret mange store studier og analyser, siden Ernæringsrådet offentliggjorde sin rapport i 2003, hvor der blandt andet er kontrolleret for moderens vægt. De konkluderer, at amning beskytter mod senere overvægt, men at effekten er beskeden, siger Christine Brot.

Undersøgelserne af sammenhængen mellem amning og vuggedød er svag, erkender hun.

– Derfor er amning heller ikke nævnt i anbefalingerne vedrørende forebyggelse af vuggedød. Men i håndbogen for sundhedspersonale nævner vi en skandinavisk undersøgelse fra 2002, der viser en svag beskyttende virkning ved amning i forhold til vuggedød. Vi vurderer, at sundhedspersonale skal have kendskab til undersøgelsen. Derfor er den nævnt i håndbogen, siger Christine Brot.