Andre veje: Man skal kunne klare at være usikker på tusind ting på én gang

Marie Tolstrup er 61 år og har arbejdet som jordemoder i Thisted i 25 år. I øjeblikket befinder hun sig på et hospital i en lille by i Etiopien, hvor hun i løbet af de næste ni måneder skal hjælpe etiopiske kvinder med at komme igennem deres fødsler – i live

En ung, sort kvinde ligger sammenbøjet i en rusten hospitalsseng. Hendes øjne kigger bevidstløst op i loftet, og gennem hendes hals kommer taktfaste, lave skrig, som runger i den fyldte fødestue. Et enkelt skridt derfra står endnu en seng, hvor en kvinde er i gang med at amme sit nyfødte barn, mens tre familiemedlemmer sidder i fodenden og spiser af små gryder med mad. På fødeklinikken i Gimbi, som ligger otte timers kørsel fra Etiopiens hovedstad Addis Abeba, er der plads til omkring 35 kvinder. Klinikken udgør underetagen i det femetagers store hospital, hvor den danske jordemoder Marie Tolstrup skal tilbringe de næste ni måneder. Hun er sendt af sted på vegne af den danske hjælpeorganisation Maternity Worldwide* og takket være støtte fra Kronprinsesse Marys fond er der råd til, at Marie kan blive på hospitalet i et lille års tid. Det er ti år siden, at tog Marie af sted på sin første rejse som jordemoder. Dengang gik turen til Grønland, hvor hun boede og arbejdede i seks måneder. Men i dag befinder hun sig i Østafrika. For da Marie opdagede, at Maternity Worldwide havde slået en jordemoderstilling op i Etiopien, kunne hun ikke lade være med at søge den. Den 15. februar landede hun i Etiopiens hovedstad Addis Abeba.

Hjerneskadet barn og syg mor
Den unge kvinde, der ligger sammenbøjet i sengen, er 18 år og fødte sit barn med kejsersnit for tre dage siden. Hun er blevet på hospitalet, fordi hun blev dårlig efter fødslen. Marie gennemgår en oversigt over kvindens puls og blodtryk for det sidste døgn. Hun undrer sig over, at det ser ud til at være normalt. Hun overvejer, om tallene kan være forkerte.

– Det er meget frustrerende lige nu, siger Marie. Hun har fat i kvindens hånd og aer den. Den danske jordmoder kigger bekymret på kvinden i sengen og forsøger at veksle et par ord med kvindens mand, som sidder på en taburet ved siden af. Men han forstår ingenting. Det grønne hospitalslagen under den unge kvinde har krøllet sig sammen og dækker kun halvdelen af den tykke madras, som er pakket ind i sort plastik. Et slidt, rødbrunt tæppe dækker kvindens krop, så kun benene stikker ud. I sengen ved siden af hende ligger en lille baby, som er pakket ind i et stykke stof. Barnet er få dage gammelt, men det er stærkt hjerneskadet og vil formentlig kun leve et par dage endnu. På få timer har Marie været vidne til, at den unge kvinde er gået fra at være halvskidt til at blive alvorligt syg. Smerterne er tydeligvis blevet værre, og kvinden er efterhånden bevidstløs. Lægerne ved ikke, hvad de skal stille op. I Danmark havde de for længst scannet kvindes mave for at finde årsagen til de voldsomme smerter, men på hospitalet i Gimbi findes der ikke nogen scanner. Derfor kan lægerne enten blive ved med at give hende medicin eller vælge at operere hende. De beslutter sig for at gøre det sidste, og operationen bliver sat til senere på eftermiddagen. Men på fødestuen er det stadig kun formiddag, og Marie vil ikke vente så længe.

– Jeg frygter, hvordan det skal gå hende. Hun har haft det sådan siden i går. Jeg tror ikke, vi skal vente til i eftermiddag med at operere, siger Marie til den australske læge, som hun har tilkaldt. Lægen beslutter sig for at sende kvinden af sted til operationsstuen med det samme. Omkring hver syvende kvinde i Etiopien dør i forbindelse med en fødsel, og det tal kan også mærkes på hospitalet i Gimbie. Mange af kvinderne dør, fordi de ikke når at komme på hospitalet i rette tid. I Gimbi er der næsten ingen begrænsninger for, hvor mange der kan være på en operationsstue, og der er ingen, der kontrollerer, hvem der går ud og ind. Marie følger operationen, da den unge kvinde får fjernet livmoderen.

Erfaringer fra Grønland
Det er Maries første dag på hospitalet i Gimbi. Om morgenen har hun været på stuegang med hospitalets tre læger, som i øjeblikket tæller en australsk, en britisk og en etiopisk læge. Marie er den anden jordemoder i rækken af danske jordemødre i Gimbi. Den jordemoder, som var af sted inden Marie, var halvt etiopier. Den fordel har Marie ikke. Men til gengæld har hun erfaring fra dengang, hun arbejdede som jordemoder på den anden side af jordkloden.

– Min tid på Grønland betyder, at jeg har prøvet, hvordan det føles at dumpe ned i en fremmed kultur, hvor det er altafgørende at få opbygget tillid mellem mig og de mennesker, der arbejder på afdelingen i forvejen. For hvis de ikke får tillid til mig, er det svært at stille noget op. I dag ved jeg, at tillid tager tid og kræver meget tålmodighed, siger Marie. I løbet af de første dage på hospitalet oplever Marie, hvordan kommunikationen mellem hende og de andre sygeplejersker og jordemødre indimellem volder problemer. Det er ikke altid, hun får svar, hvis hun henvender sig til en af dem med et spørgsmål. Marie ved ikke, hvorfor sygeplejerskerne indimellem bare vender sig om og går, men på Grønland kunne hun heller ikke altid være sikker på et svar.

– Så står man tilbage og ved ikke, om det ikke blev forstået, eller om hun bare ikke gad svare. De tanker kører rundt i hovedet hele tiden, siger Marie og tilføjer, at hun ofte ikke havde mulighed for at få en tolk på Grønland, fordi de var lånt ud til andre afdelinger.

– Mange af de grønlandske kvinder talte ikke et ord dansk, så vi forstod bare ikke hinanden. På fødestuen i Gimbi kan hun indimellem få nogle af de andre sygeplejersker til at oversætte for hende. Når Marie selv skal give en besked tilbage til patienten handler det om at være så nøjagtig som muligt, så beskeden bliver forstået korrekt.

– Der er ikke mulighed for small talk, for det bliver simpelthen for tungt. I Danmark småsnakker jeg altid med kvinderne for at gøre dem rolige, men det kan jeg ikke her. Men jeg kan holde en hånd, støtte en lænd, have øjenkontakt og holde øje med, hvad det sker, siger hun. Marie er ikke i tvivl om, at de første dage i Gimbi havde virket langt mere voldsomme, hvis det ikke var for hendes oplevelser i Grønland. Det gælder også, når det kommer til følelsen af at mangle det allermest basale – som vand og medicin.

– Kvinderne får ingenting, mens de er indlagt – ikke en gang vand, fortæller Marie.

– De kan hverken få et bind eller et par underbukser på, når de har født. Så de bliver bare sent ud i hospitalssengen i deres eget tøj, som er smurt ind i blod og mekonium. Jeg bliver ikke forskrækket over det, men jeg bliver da ked af, at vi mangler så mange ting, siger hun og tilføjer.

– På Grønland oplevede jeg, hvordan sygeplejerskerne måtte sidde med en lommelygte i munden, mens de suturerede. Det er den samme primitivitet, jeg oplever her.

Langt fra Danske fødegange
Primitiviteten sætter den danske hverdag i Thisted i perspektiv, og det er derfor, at Marie endnu en gang er rejst fra sin mand til fordel for en fødegang i udlandet. Det handler om at opleve, at der findes andet end danske fødegange, og at der ikke kun er én måde at gøre tingene på. Første gang Marie stiftede bekendtskab med helt simple fødsler, var i Thylejren i Nordjylland. I dag er der ikke så mange kvinder, der vælger at føde deres børn i lejren, men for 20-30 år siden tog Marie indimellem derud for at deltage i fødslerne.

– Det foregik uden indlagt vand og strøm og alt det, som vi synes, er en nødvendighed for at kunne klare os. Men sandheden er, at vi faktisk kan klare os med meget lidt, siger hun. Men Marie er ikke kun taget til Etiopien, fordi hun vil lære, hvordan man kan klare en kompliceret fødsel ved hjælp af en enkelt læge og begrænsede hjælpemidler. For hende handler det også om at bidrage med viden og erfaring.

– Der er en skævvridning i vores verden, og jeg synes, det er grotesk og urimeligt, at en lille del af verden har så meget, mens en stor del af verden har så forfærdelig lidt. En af de ting, jeg kan byde ind med, er en uddannelse. Det er min form for bistandsstøtte, siger hun og tilføjer, at eventyreren i hende også efterhånden havde fået lyst til nye oplevelser og udfordringer. For Marie var det også afgørende, at hun på forhånd kendte til Maternity Worldwides arbejde med at bekæmpe mødredødelighed i Etiopien. Jeg tror, Marie tænker på den danske organisation. 

– Jeg synes, det er spændende at være med til at bygge noget op i et område, hvor der er forholdsvist fredeligt, og hvor resultatet af vores arbejde derfor forhåbentlig kan blive ved med at eksistere – også efter vi er taget hjem. Det giver et andet perspektiv, end hvis man tager til et land, hvor der er krig og elendighed.

Alenetid om aftenen
Marie er flyttet ind i et personalehus, som ligger 100 meter fra hospitalet. I øjeblikket deler hun det med en engelsk læge, men om fem uger har hun de to soveværelser, stuen og køkkenet for sig selv. Hun skal ikke tænke på at lave mad og købe ind, for det er der en kok, der gør for hende i løbet af dagen. Om aftenen er hun til gengæld overladt til sig selv.

– Hvis man tager af sted på den her måde, er det vigtigt at vide, at man kan udholde sit eget selskab, og at man kan klare hverdagen alene, siger hun. Marie er også indstillet på, at frustrationer og selvbebrejdelser ikke nytter noget.

– Man skal kunne klare at være usikker på en million ting på én gang. Det er man. Jeg tror ikke kun, det er mig, siger hun og tilføjer, at man også skal kunne holde til, at der sker ulykker omkring en.

– Hvis man først går ned på en ulykke, eller begynder at bebrejde sig selv, så kan man ikke klare det. Det er vigtigt, at man kan håndtere katastrofer, for dem undgår man ikke, siger hun. Den første alvorlige ulykke oplever Marie allerede på dag nummer to. Den unge kvinde, som blev opereret på grund af smerter i maven, er død i løbet af natten. Kvinden fik fjernet sin livmoder, men dør som følge af blødning og infektion. For Marie er det barskt at opleve, at den unge kvindes mand stadig sidder på den samme taburet ved siden af sengen og kigger ud i luften, som om intet er sket siden i går. Han ankom til hospitalet med en gravid kone, og nu skal han hjem med et hjerneskadet barn, som snart vil dø, og en kone, som allerede er død.

– Når man ser, hvad folk her kan overleve, så er det helt overvældende og meget lærerigt. Der er en råstyrke i de her mennesker, som jeg også har oplevet i Grønland siger Marie.

– Nogle bukker under, men dem, der klarer den, bliver enormt stærke.

Maternity Worldwide Denmark (MWW) er en dansk hjælpeorganisation, som blev oprettet i 2005 af seks kvinder, som driver organisationen ved siden af deres almindelige job. Formålet med Maternity Worldwide er at redde kvinders og børns liv i forbindelse med fødsler i Etiopien. Arbejdet tager udgangspunkt på hospitalet i Gimbi, som har et befolkningsopland på 1 million.

MWW støtter følgende projekter:

  • Driften af fødegangen
  • Safe Birth projekt, som sikrer kvinder adgang til en sikker fødsel
  • Præventionsprojekt, som sikrer kvinder adgang til selv at vælge, hvornår de vil være gravide og hvor mange børn de vil have
  • Fistelprojekt, som hjælper kvinder, der har oplevet en invaliderende fødselsskade
  • I februar 2010 blev Kronprinsesse Mary protektor for Maternity Worldwide.

Kilde: www.maternityworldwide.dk