Kredsforpersonens opgaver

Kredsforpersonen er Jordemoderforeningens repræsentant, valgt af de aktive medlemmer i kredsen. Det vil sige, at hun i regionale anliggender er ansigtet over for regionsråd, sygehusledelserne og de regionale AC-organisationer, ligesom hun er det naturlige førstevalg for medierne i regionen. Det kræver, at hun trives med dialoger, ekstern kommunikation og netværk på mange niveauer.

Hun er bindeled mellem medlemmerne i regionen og hovedbestyrelsen – ved at bringe synspunkter fra medlemmerne og kredsen ind til hovedbestyrelsen og breder hovedbestyrelsens diskussioner ud i kredsen og til medlemmerne. Det kræver, at hun lytter og er god til at se det lokale og det landsdækkende perspektiv på samme tid.

Hun er – sammen med de lokale tillidsrepræsentanter og i dialog med formandskab og sekretariat  – involveret i alle større strukturelle ændringer af og forhandlinger om fødeområdet og jordemødres vilkår. Det kræver, at hun tænker strategisk, er dygtig til at forhandle og har fokus på løsninger, der kommer både de enkelte medlemmer og faget og foreningen som helhed til gavn.

Kredsforpersonen vælges ved urafstemning i maj måned på ulige år af og blandt kredsens aktive medlemmer. Forpersonen leder kredsbestyrelsen, der ifølge vedtægterne har til opgave at ”varetage medlemmernes interesse inden for kredsens område og har under ansvar over for hovedbestyrelsen kompetence i alle lokale spørgsmål”.

Konkret er kredsforpersonens opgaver sammen med kredsbestyrelsen at:

  • Planlægge og afvikle kredsbestyrelsesmøder.
  • Tilrettelægge og afvikle medlemsaktiviteter for kredsens medlemmer inden for et fastsat kredstilskud
  • Tilrettelægge og afvikle en årlig generalforsamling, herunder at skrive forpersonens beretning skriftligt og mundtligt.
  • Deltage i HB-møder, inkl. forberedelse, herunder ved at drøfte dagsorden med kredsbestyrelsen og indhente input og viden.
  • Bidrage til ad hoc arbejdsgrupper og undergrupper i hovedbestyrelsen.
  • Deltage i Landskonferencer for Kredsbestyrelser (planlægning går på skift mellem kredsene)
  • Deltage på medlemsmøde og kongres
  • Lave interessevaretagelse i form af møder med regionspolitikere, samarbejdspartnere og øvrige aktører, interviews til medier mm
  • Sparring med forpersonen om regionale og lokale forhold
  • Repræsentation fx FOS (foreningen af offentligt ansatte i Region H) og AC
  • Kontaktudvalg i regionen, herunder lønforhandlinger og forhandlinger generelt med ledere og region.

Honorar

Kredsformanden modtager et månedligt honorar, der svarer til lønnen til en erfaren jordemoder, 6,5 arbejdsdage om måneden.

Honorar er til fuld og endelig afregning, hvilket betyder at det dækker alle opgaver uanset omfang, og at man af beløbet selv skal indbetale til ferie og pension. Honoraret fremskrives med den gennemsnitlige lønudvikling for en basisjordemoder på tilsvarende niveau.

Aflønningen af politisk valgte er et honorar fremfor en løn. Deri ligger den forskel, at man ikke tæller timer, men leverer den nødvendige og rimelige arbejdsindsats.

Politisk valgte skal have en honorering på et niveau, der står mål med indsatsen, og som gør det muligt at frikøbe sig tid til opgaven, uden at det koster på livslønnen. Det er op til den enkelte kredsforperson, om hun ønsker at lægge honoraret og timerne oven i et fuldtidsjob, eller bruger af honoraret til at købe sig ned i tid.

Kredsforpersonens opgaver kan derfor ikke omregnes til en timeløn. Det er dog vurderingen, at 6,5 dag pr. måned er passende og realistisk i forhold til opgaven.