Sommer på fødeafdelingen: Lige om lidt kommer der flere hænder

Lige nu er der 2½ vakante stillinger på Sygehus Lillebælt. Det er i sonografien, de mangler. På sygehus Lillebælt er det jordemødre, der scanner, og det er ikke lige sådan at skaffe flere, der kan scanne. 

- I takt med det stigende fødselstal er der også flere, der skal scannes, siger tillidskvinde og jordemoder Louise Oddershede Simsick.

I trekantsområdet lyder prognosen på 300-400 flere fødsler i 2021 end i 2020. Hospitalet har selv en god gruppe jordemødre, der kan scanne, og efter ferien, vil de i gang med at oplære flere, så de selv har ekspertisen inden for personalegruppen. Lige nu strækker alle sig, for at nå de nødvendige scanninger.

Anne Damgaard, konstitueret afdelingsjordemoder, er stolt og glad over, at alle hjælper med at få det hele til at glide. Det gør det nemmere at komme igennem sommeren.

- Alle vores jordemødre tilbyder sig, hvor de kan. Mange byder ind på ekstra vagter eller bliver efter vagt for at bidrage til at få enderne til at hænge sammen. De fortjener en kæmpe ros og anerkendelse, siger Anne Damgaard.  

På Sygehus Lillebælt er de så heldige, at de lige før sommerferien fik ansat 14 nye jordemødre, blandt andet på grund af en opnormering fra direktionen. De kommer drypvis hen over sommeren, så de ekstra hænder kommer først til rigtigt at kunne mærkes i sidste halvdel af juli. Alle glæder sig til at de nyansatte jordemødre kommer i gang. 

Første del af sommeren har været præget af stor travlhed, og der har været et tilbud om bonus for frivillige ekstra vagter. På den måde har man i de fleste vagter kunne sikre optimal bemanding til de fødende. 

- Vi har haft travlt, men vi løfter hinanden. Giver gerne en high five på gangen, mens vi styrter videre. Det betyder også meget, at ledelsen er trukket i arbejdstøjet og er med på vagterne, når det brænder på. Og så betyder det selvfølgelig noget, at vi allesammen ved, at det letter lige om lidt, når de nyansatte kommer rigtig i gang, siger Louise Oddershede Simsick.

Det jobopslag, der førte til 14 ansættelser, var ikke bare et standardopslag. 

- Der stod fx, at vi kan grine sammen også i de travle vagter, siger Louise Simsick.

De snakkede meget om ordlyden, opslaget skulle være mere personligt end det sædvanlige kliniske opslag.

- Vi brugte udtalelser fra vores egne kollegaer om arbejdsmiljøet, tilføjer Anne Damgaard.

De fik ansat en blanding af nyuddannede og jordemødre med erfaring, der trænger til nye udfordringer. Alle blev ansat i faste stillinger.

For at passe på jordemødrene i travlheden, har ledelsen blandt andet indført ’Time Out’. På vagten indkalder de koordinerende jordemødre til et kort møde, de hører, hvordan det går, sørger for at alle får drukket noget, tjekker om nogen har brug for hjælp på en stue, måske er der en, der har brug for lige at vende et forløb, eller spise en bolle eller bare trække vejret. De koordinerende går i 12-timers vagter, og de har et kæmpe ansvar, også for at støtte om både nye og gamle medarbejdere.  

- Jeg er faktisk helt benovet over den ro mine kollegaer udstråler i situationen, lige meget hvad der ellers sker ude på gangen, så kan den enkelte familie være trygge inde på stuen i deres egen lille fødselsfortælling, siger Louise Oddershede Simsick.