Pressemeddelelse: En jordemoder tilstede pr. fødselsforløb

125 dage om året er der flere fødsler i gang, end der er jordemødre på arbejde. Hver tredje dag året rundt er der ikke nok jordemødre på arbejde til at dække antallet af fødsler – 400 fødende endte i 2020 med at blive sendt videre til et andet fødested end det planlagte.

En fødsel kan hverken planlægges eller udskydes. Det betyder, at der kan være meget stor variation i antal fødsler på en enkelt dag.

En helt ny opgørelse fra Jordemoderforeningen fra landets fødeafdelinger dokumenterer denne variation, som fremgår af figur 1 og 2. Fx har Hvidovre Hospital mellem 6 og helt op til 30 daglige fødsler. Et fødested som Viborg Sygehus har fra 0 til 14 fødsler på en dag.

Se grafer i større visning

De fleste fødeafdelinger normeres ud fra et gennemsnit af fødsler pr. dag, visse steder endda under gennemsnittet, uden kapacitet til at håndtere udsving. Det betyder, at når antallet af fødende overstiger det daglige gennemsnit af fødsler, er der ikke jordemødre nok på arbejde til alle fødende.

Dette sker hver tredje dag året rundt, altså 125 dage. Der er altså ikke tale om enkeltstående peaks, undtagelser eller ekstreme situationer, men situationer der forekommer hver eneste uge.

Det betyder, at fødende holdes hen, selvom de er i aktiv fødsel, at nødvendige indgreb må udskydes, eller at kvinder efterlades lige efter fødslen, fordi en ny fødende har brug for jordemoderen. I sidste instans må kvinder i aktiv fødsel overflyttes til et andet fødested. I 2020 skete det for 400 kvinder, primært fra landets store fødesteder, og ikke kun i hovedstaden. Det er dokumenteret, at utrygge fødselsoplevelser kan give langvarige psykologiske eftervirkninger, og at travlhed øger risikoen for fejl.

Formand for Jordemoderforeningen Lis Munk udtaler:

”Det er simpelthen ikke godt nok. Det betyder i praksis, at der er tusindvis af fødende, som i kortere eller længere tid ikke har en jordemoder hos sig under fødslen. I yderste konsekvens har det betydning for patientsikkerheden.”

Ifølge nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen skal der være kontinuerlig tilstedeværelse af en jordemoder under hele fødslen. Det er langt fra muligt med en normering ud fra gennemsnittet:

”Politikerne må tage ansvar og tage stilling til, om det er den kvalitet, vi skal have i fødselshjælpen i Danmark. Konkret må man politisk sikre, at der en tilstrækkelig grundnormering til at leve op til de faglige anbefalinger”, siger Lis Munk.

Merudgift ved at sikre én jordemoder pr. fødende

Jordemoderforeningen har på baggrund af de nye data for første gang fået beregnet, hvad det vil kræve at indføre en grundnormering, der sikrer én jordemoder til én fødende. Det vil kræve en investering, men vil samtidig give besparelser i form af mindre brug af eksterne vikarer og overarbejde og forbedret arbejdsmiljø, der styrker rekruttering og fastholdelse - foruden de dokumenterede effekter ved styrket kontinuitet for kvinderne.

Prisen for fx at sikre, at der i 85 procent af dagene er nok jordemødre, er en merudgift på 100 millioner kroner om året til 208 flere jordemødre. Merudgiften er beregnet ud fra forudsætningen om en normering, der kan varetage det gennemsnitlige antal fødsler.

Link til rapporten

Yderligere oplysninger:

Anne-Marie Kjeldset, kommunikations- og presseansvarlig, mobil 21 76 64 04

Lis Munk, formand Jordemoderforeningen, mobil 28 57 32 10