"Jeg lukkede ned for alvoren for at holde ud at være i det"

Signe Beier svingede mellem fornægtelse og dyb angst, da hun fik konstateret præeklampsi i sin første graviditet. Hun følte, at hendes krop svigtede hende, og det har taget lang tid at vinde tilliden til den tilbage.

I hele sit voksenliv har jordemoder Signe Beier haft stor tiltro til, at hendes krop ville gå stærkt igennem graviditet og fødsel. En tiltro, der kun blev styrket under uddannelsen til jordemoder.

- At jeg skulle blive ramt af en sygdom, som kun tre til fem procent af alle danske gravide rammes af, kom derfor helt bag på mig. Det samme gjorde den lange vej tilbage for at få tiltro til min krop igen, siger Signe Beier, der i dag er en glad mor til 4-årige Vesta.

Efterforløbet har været præget af føleforstyrrelser og et nervesystem i chok, hvor Signe i starten ikke ville have med sin krop at gøre og hvor massage og kognitiv terapi i et gruppeforløb hjalp hende til at genfinde tilliden til kroppen, der før var så stærk.

Den største heling fandt hun i samværet med andre, der havde haft de samme nærdødsoplevelser, som hun selv havde.

Osteklokken
Forvarslerne til det, der kort tid efter skulle blive diagnosticeret som præeklampsi i svær grad, kom, da Signe var i uge 30+4. Hun vågnede med en let hovedpine og fornemmelsen af at være lukket inde i en osteklokke.

- Jeg tænkte ikke videre over det og gennemførte en frokostaftale. Hjemme igen målte jeg mit blodtryk efter hvile. 160/115. Det kunne ikke passe, så jeg målte igen. Og igen..og igen, fortæller Signe.

Trods det at tallene stod sort på hvidt, tøvede Signe med at ringe til fødemodtagelsen, hun var jo en sund og rask gravid.

Men hovedpinen og den mærkelige fornemmelse fortsatte, og Signe tog ind på fødemodtagelsen, hvor det høje tryk blev bekræftet og hun fik Trandate og blev scannet. Scanningen viste, at den lille pige, som Signe ventede, var 26 procent under normalkurven. Signe blev på svangregangen, hvor hendes blodprøver var normale og blodtrykket stabilt på methyldopa.

Angst og realisme
Efter fire dage blev Signe sendt hjem med en behandlingsplan. På den ene side var det rart at komme hjem i vante omgivelser. På den anden side havde det også været trygt at være indlagt.

- Jeg blev ramt af angst. Angst for min egen krop, som jeg følte var en tikkende bombe, jeg selv var ansvarlig for at vurdere, hvornår ville sprænge. Jeg var bange for at stole på min egen vurdering. Ville jeg være i stand til at reagere, når det var nødvendigt? Det var simpelthen angstprovokerende at skulle mærke egen krop og selv tage vare på min datter, der var væksthæmmet, fortæller Signe, der ikke følte sig syg, men bestemt heller ikke tryg.

- Jeg fik at vide, at jeg skulle holde øje med blodtryk, hovedpine og mindre liv, det er jo kendte symptomer. Men jeg var både bange for at overfortolke, jeg ville jo ikke komme ind, hvis der ikke alligevel var noget, og for ikke at se andre tegn, forklarer Signe.

I dag kan hun se, hvad hun savnede i den information hun fik med hjem.

- De talte ikke om den bekymring og angst, der kunne opstå, når man var alene og havde det fulde ansvar Jeg havde selvfølgelig nogen viden om præeklampsi som nyuddannet jordemoder, men det er en sygdom, der kræver rigtig meget erfaring, fordi den udvikler sig så forskelligt, siger hun.

En jordemoderkollega hjalp Signe til at se realistisk på situationen, da hun sagde: “Du skal regne med at blive forløst noget før termin”. Det satte ting på plads for Signe, der senere fandt ud af, at også de andre jordemødre og læger, hun havde mødt under forløbet, anså situationen så alvorlig, at Signe ikke kunne gå tiden ud.

Sygdommen udvikler sig
Da Signe var i uge 33+3 var hun til scanning på Rigshospitalet. Blodprøver, blodtryk og CTG så fortsat fine ud. Dog havde proteinurien meldt sin ankomst.

- Jeg sad og ventede på en sidste scantemaning, da jeg begyndte at bløde. Blødningen, som viste sig at være en randløsning, aftog hurtigt, men jeg blev indlagt endnu en gang på svangregangen. Senere samme aften fik jeg det pludseligt meget dårligt. Bølger af uro strømmede igennem min krop, og jeg fik en brændende smerte i epigastriet, husker Signe.

Det var sent om aftenen, så Signes mand var taget hjem for at sove. Hun kaldte jordemoderen, der straks kaldte en læge. Blodtrykket var igen stigende og blødningen vendt tilbage. Lægerne stod dog i noget andet akutarbejde, så der gik lidt tid, før de kom. Jordemoderen gik frem og tilbage fra stuen for at hente CTG og udstyr til at lægge drop.

- Det er de øjeblikke, lige der hvor jeg ligger alene, som har været det største traume for mig. Jeg ved, at jeg ikke har været alene i lang tid, men jeg når at få en ud-af-kroppen-oplevelse, hvor jeg tror, at jeg skal dø. Jeg manglede så meget en hånd at holde i og en, der forsikrede mig om, at det ikke var der, jeg var, husker Signe.

Signes mand kom kort tid efter og hun blev kørt på fødegangen.

- Det var en stor lettelse. Pludselig var ansvaret taget af mine skuldre, og nu var der andre, som holdt øje med både min datter og med mig. Jeg fortalte jordemoderen og lægen på stuen, at jeg var bange for at dø. Jeg er glad for, at jeg sagde det højt særligt fordi min frygt blev mødt af både den jordemoder og læge, som var på stuen. Det er en tung følelse at være alene med og det har været altafgørende for mig, at jeg blev set og hørt af de læger og jordemødre, som var inde over mit forløb, fortæller Signe.

Blodprøverne viste nu forhøjede levertal og faldende thrombocytter, og det blev besluttet, at Signe skulle have MgSO4 og derefter forløses ved grad 3 sectio.

- Det var endnu en lettelse, for så kunne jeg se en ende på graviditeten og den angst, som havde været forbundet med den.

Tiltro til kroppen igen
Sectioet forløb godt og amningen blev fint etableret og Signe husker barseltiden som god. Udtrapningen af medicin tog en uge, og Signe var indlagt i fem dage, fordi hendes blodprøver fortsat var svingende. Fokus var på den lille pige, amning og udmalkning, så Signe skænkede ikke sin egen krop ret mange tanker. Det fortsatte de næste fire uger, hvor pigen var indlagt.

Det var, da hverdagen kom, at Signe begyndte at udvikle mistillid til sin krop. Der opstod tanker om andre sygdomme, der kunne ramme. Både dem, der kunne følge efter præeklampsien – hjerte-kar sygdom – men også alt muligt andet.

- Jeg begyndte at se min krop, som en krop, der havde svigtet. Og hvis den har svigtet mig en gang, kan den svigte mig igen. Disse tanker udviklede sig de kommende måneder til en angst for at dø, og jeg blev overbevist om, at den næste alvorlige sygdom ventede lige om hjørnet, siger Signe, der hurtigt søgte hjælp til at bearbejde sit forløb.

Kombinationen af det voldsomme forløb og sectio satte hendes nervesystem i chok, og Signe fik følelsesforstyrrelser over hele kroppen. Først var hun hos en terapeut med jordemoderbaggrund, der hjalp hendes til at forstå det udsatte nervesystem.

- Vi lavede en fortælling om min krop ved en gennemgang af alt det, den havde været igennem kombineret med massage, siger Signe. En del af fortællingen er det vellykkede ammeforløb, der strakte sig over halvandet år og som var med til at bekræfte Signe i, at hendes krop vil hende og datteren det godt.

En ny graviditet
Det var først, da Signe blev tilknyttet ’Center for komplekse symptomer’, der behandler mennesker med funktionelle sygdomme og helbredsangst gennem gruppeterapi med udgangspunkt i kognitiv adfærdsterapi, at hun genvandt tilliden til sin krop.

I gruppen var der fire kvinder, hvoraf de tre havde fået helbredsangst i forbindelse med graviditet eller fødsel. For Signe er det et tegn på, hvor intenst kroppen reagerer på graviditet, og hvor meget den husker oplevelser omkring det. Altså en særlig sårbarhed i den periode.

Det tolv uger lange forløb på centeret blev for Signe den afgørende heling af krop og sjæl. Hun har i dag tiltro til kroppen og troen på, at endnu en graviditet er en mulighed, er vendt tilbage.

- Jeg ved, at det kan blive angstfyldt at blive gravid i igen. Men min mand og jeg er enige om, at hvis det sker, så er det fint. Hvis det ikke sker, og min krop siger fra til endnu en graviditet, så er det også ok. Jeg er meget taknemmelig for den dejlige datter jeg har, siger Signe.