Jordemoderforeningen har sammen med andre organisationer netop afsluttet forhandlingerne om ny overenskomst med arbejdsgiverne på det offentlige område.
Sideløbende med de organiserede forhandlinger om de kommende års overenskomster er en protest mod lønniveauet for kvindefag i offentlig ansættelse brudt ud. Utilfredsheden har ulmet i årevis, men har taget nye former og retninger. Først og fremmest peger pilen nu mod Christiansborg i erkendelse af, at hvis ligelønsproblemet skal klares ved forhandlingsbordet, vil det tage endda mange år, før mænd og kvinder får lige løn for lige arbejde.
Det tog til gengæld kun ni dage at samle 50.000 underskrifter på et borgerforslag, der foreslår en lønreform, der gør op med virkningerne fra tjenestemandsreformen fra 1969, hvor kvindefagene blev lavt indplaceret med den begrundelse, at kvinder jo ikke er forsørgere. Samtidig er ‘Jordemødrenes Lønkrigere’ opstået som protest mod urimeligt lave lønninger også med tydelig adresse til Christiansborg. Lønkrigerne har siden skiftet navn til ‘Jordemødre for Ligeløn’.
– Vi ved godt, at det ikke er ved overenskomstforhandlingerne, at vi kommer til at se det store gennembrud i forhold til at indhente mandefagene. Jeg er flere gange blevet spurgt, hvorfor vi alligevel prioriterer at være med ved forhandlingerne, siger Lis Munk, formand for Jordemoderforeningen.
– Hvis man mener, at det ville være givtigt at melde sig ud af det fællesskab med de andre organisationer, som forhandlingerne også er, så må det være ud fra en tese om, at det vil gøre, at vi får en større sum penge til os selv. Men det tror jeg ikke på. Min analyse er, at vi ville få resterne, når de andre har forhandlet. Vi ville sætte os uden for indflydelse. Vi vil jo stadig have den samme arbejdsgiver, som de andre og større faggrupper. Jeg tror ikke, at vi ville varetage medlemmernes interesser bedst ved at stå uden for, lyder det fra Lis Munk.
| “For nej, løsningen på den manglende ligeløn kommer altså ikke alene med et skurvognsdirektiv og øremærket barsel.” Lis Munk, formand |
| “Jeg kan godt forstå, at man har lyst til at gøre noget, hvor man kan mærke, man kæmper, og hvor man forestiller sig, at der kommer en hurtig effekt.” Mette Rotesan, næstformand |
Underskrifter mod ansættelse
Efter at ‘Jordemødre for Ligeløn’ på de sociale medier kom med opfordring til at undlade at søge ansættelse i regionerne, har debatten om metoder mod det fælles mål – lige løn mellem mande- og kvindefag – kørt i højt gear på de samme sociale medier. Jordemoderforeningen har været for „pæn“ og holdt sig for meget inden for rammerne. Det er på tide at sætte hårdt mod hårdt, lyder det i debatsporene på Facebook. Derfor skal jordemødre udenom de etablerede fællesskaber presse de regionale arbejdsgivere i forventningen om, at politikerne på Christiansborg erkender uligelønsproblemet for jordemødrene. Og handler på det.
Målet er både Lis Munk og Mette Rotesan, der er næstformand i Jordemoderforeningen, helt enige i: Hvis der for alvor skal gøres noget ved den lave indplacering af kvinder i lønhierarkiet, der blev indført med tjenestemandsreformen i 1969, skal politikerne på Christiansborg på banen. Midlet, den kollektive aftale om ikke at søge ansættelse i regionerne, støtter de derimod ikke op om. En kollektiv aktion vil kunne blive betragtet som et kampskridt mellem to overenskomstforhandlinger, og det kan blive endog meget dyrt for en faglig organisation at støtte op om. Derfor har Jordemoderforeningen taget klart afstand til initiativet.
– Jeg kan godt forstå, at man har lyst til at gøre noget, hvor man kan mærke, man kæmper, og hvor man forestiller sig, at der kommer en hurtig effekt. Men jeg tror ikke, at krigernes fælles afvisning af jobs i regionerne vil føre til positive forandringer. Jeg anerkender, det kan give medieomtale, men jeg tror ikke, der kommer et lønløft ud af projektet. Jeg er ikke enig i gruppens analyse om, at vi lige nu har momentum i befolkningen til at kæmpe for højere løn. Jeg mener, at momentum handler om vores arbejdsforhold, og derfor kan jeg godt være bekymret for at miste den medvind, vi oplever i befolkningen på det område lige nu, siger Mette Rotesan, der blev valgt som næstformand for otte måneder siden. Hun blev valgt på en dagsorden om, at foreningen skal være mere tydelig og skabe resultater i fællesskab. Den dagsorden har hun stadig. Hun håber, at den energi, der ligger i kampen for bedre løn blandt jordemødrene, kan kanaliseres ind i det demokratiske system i Jordemoderforeningen.
– Jeg ville jo ikke have stillet op som næstformand, hvis jeg ikke troede på, at man kan rykke systemet. Men jeg er lydhør overfor, at der er medlemmer, der mener, at der skal skrappere ting til, og jeg håber, at nogle af de kræfter også kommer til at virke indad til. Og måske skal vi gentænke den demokratiske opbygning, som foreningen har, siger næstformanden.
Christiansborgsporet
Ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) fastholdt på et samråd den 10. marts, at ligelønsproblemet skal løses ved overenskomstforhandlingerne og gennem strukturelle ændringer som for eksempel mere øremærket barsel til fædre/partnere.
Hvad får jer til at tro, at regering og Folketing vil imødekomme organisationerne, der kræver et opgør med eftervirkningerne af tjenestemandsreformen, når ligestillingsministeren melder så klart ud?
– Jeg var rigtig træt af Peter Hummelgaards udmelding og havde håbet på noget mere imødekommenhed fra en socialdemokratisk ligestillingsminister. På den anden side, så var det måske for meget at forvente, at ligestillingsministeren bare ville stille sig positivt til at arbejde med tjenestemandsreformens konsekvenser uden sværdslag? Og det er jo netop der, politik begynder. For nej, løsningen på den manglende ligeløn kommer altså ikke alene med et skurvognsdirektiv og øremærket barsel, siger Lis Munk.
I forlængelse af overenskomstforhandlingerne aftalte arbejdstagerorganisationerne, at man samlet vil gå til Christiansborg med et krav om, at der afsættes en betragtelig sum til udbedring af løn til de omsorgsgrupper, der blev indplaceret for lavt i 1969.
– Tjenestemandsreformen rammer alle ansatte i kvindefag. Derfor går Forhandlingsfællesskabet, som Jordemoderforeningen er en del af, også sammen om et krav til Christiansborg om, at spørgsmålet om unfair indplacering og ulighed i løn bliver lagt ud til trepartsforhandlinger. Her forventer vi, at regeringen tager spørgsmålet mere alvorligt, siger Mette Rotesan.
Attraktive arbejdspladser
Kampen for ligeløn skal tages sammen med de andre faglige organisationer og kvindeorganisationer, mener Lis Munk.
– Vi er ikke alene om at pege på de problemer, som den lønmæssige indplacering i 1969, har givet os siden. Pædagogerne og sygeplejerskerne er også på banen, og sammen skal vi blive ved med at udfordre politikerne. Det her er et spørgsmål om ligestilling mellem køn, og ulighed skal ikke fortsætte med at finde sted i Danmark, siger Lis Munk.
Men det er også et spørgsmål om, hvilket samfund vi vil leve i.
– Vi ser en ny generation af jordemødre og kvinder generelt, der i højere grad siger stop og ikke vil finde sig i dårlig løn og dårlige forhold. Men der er også jordemødre, der har arbejdet i mange år, som er dybt frustrerede over lønnen. Og når mange tilmed oplever dårlige og pressede arbejdsforhold, så vælger de den offentlige arbejdsplads fra, siger Lis Munk.
Fravalget mærkes på mange fødesteder, hvor de unge jordemødre for en stor dels vedkommende kun holder i få år, før de søger nye faglige udfordringer.
– Som arbejdsgiver ville jeg være bekymret over at se, at medarbejderne ikke har lyst til at blive på arbejdspladsen. Og det har ikke noget med konfliktoptrapning eller kampskridt at gøre. Det er konsekvensen af, at man ikke er en attraktiv arbejdsplads. Hvis der ikke sker forbedringer på lønnen og på arbejdsforholdene, så får vi svært ved at bevare et velfærdssamfund med et stærkt sundhedsvæsen. Det synes jeg, er dybt bekymrende, og jeg håber da, at regeringen fortsat vil prioritere et velfærdssamfund, siger Lis Munk.