“Det var et vigtigt punktum, der blev sat”

Med hjælp fra Jordemoderforeningens jurister vandt jordemoder Sanne Christensen en sag i Ligebehandlingsnævnet - en sag, der handler om forskelsbehandling på grund af køn, i forbindelse med graviditet. 

- Jeg er glad og stolt over at have taget den kamp i en situation, hvor jeg sagtens kunne have brugt mit krudt på meget andet. For det hele foregik i en tid, hvor jeg var gravid, fødte og var på barsel. Men det her var bare vigtigt. For vigtigt til at jeg kunne lade det ligge. For mig handlede det ikke om penge, men om at jeg gerne ville vise, at det var en forkert beslutning alligevel ikke at ansætte mig - fordi jeg var gravid. 

Sådan lyder ordene fra sygeplejerske og jordemoder Sanne Christensen. Fra 1. september 2018 til 30. april 2019 var hun ansat i en tidsbegrænset stilling i Randers Kommune, hvor hun tidligere har arbejdet af flere omgange. Under ansættelsen bliver hun gravid og får graviditetsbetingede gener som kvalme og opkast. Inden hendes leder får noget at vide om graviditeten, fortæller hun Sanne Christensen, at der vil være mere arbejde til hende efter vikariatets udløb. Den 14. december bliver Sanne Christensen graviditetsbetinget sygemeldt, og et par dage senere fortæller hun lederen, at hun er gravid. Men da Sanne Christensen så senere igen spørger til den yderligere ansættelse, trækker hendes chef tilbuddet tilbage. 

- Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, skrev jeg til min leder for at lægge en føler ud om en yderligere ansættelse efter mit vikariats udløb. Det skulle jeg slet ikke bekymre mig om, fik jeg at vide. Der skulle nok blive noget til mig. Men da jeg senere, efter jeg havde fortalt om min graviditet, spørger til den her yderligere ansættelse, så er der pludselig ikke noget til mig, fortæller Sanne Christensen og tilføjer: 

- Og her henviser min leder til min ustabile arbejdsindsats og nogle rygproblemer, som jeg tidligere har døjet med under andre ansættelser samme sted, men som jeg har fået hjælp til at takle, og som jeg ikke var sygemeldt på grund af. Jeg var sygemeldt på grund af gener i forbindelse med min graviditet. 

Lettet over at vinde sagen 

Sanne Christensen tager fat i sin fagforening, Jordemoderforeningen, og sammen tager de sagen op i Ligebehandlingsnævnet. Knap to år efter falder afgørelsen fra nævnet: 

“Det var i strid med ligebehandlingsloven, at Sanne Kammersgaard Christensen ikke blev tilbudt yderligere ansættelse ved udløbet af et vikariat. Randers Kommune skal inden 14 dage betale godtgørelse til Sanne Kammersgaard Christensen på 25.000 kr. med procesrente fra den 26. november 2019, hvor klager nedlagde en påstand om betaling for Ligebehandlingsnævnet.” 

Sanne Christensen er lettet og glad for, at hun vandt sagen: 

- Jeg har tænkt mange gange, at jeg er utrolig taknemmelig for, at Jordemoderforeningen hjalp mig. Jeg har fået al den hjælp, jeg havde brug for, siger Sanne Christensen, der i dag er privatpraktiserende jordemoder og indehaver af Randers Jordemoderhus. 

Det er nu ikke kun lykken over at have vundet, der fylder. Det samme gør stoltheden over, at hun gik hele vejen - selvom det var hårdt. 

- Det første år var forfærdeligt stressende. Jeg har brugt mange timer af min graviditet på at være ked af det. For det var voldsomt at læse min tidligere chefs beskyldninger om, hvorfor jeg ikke kunne passe et arbejde - beskyldninger, som ikke havde rod i sandheden, siger hun og fortsætter med at forklare, hvorfor hun alligevel synes, at det var det hele værd at gå hele vejen til Ligebehandlingsnævnet: 

- Det var et vigtigt punktum, der blev sat. Meget vigtigt. Og jeg vil da håbe, at min historie kan have en præventiv virkning, så færre kvinder bliver forskelsbehandlet på grund af køn i forbindelse med graviditet og ansættelse. 

Ligebehandlingsloven Faktaboks 

§ 2. Enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser.  

Sager tidligere vundet i Ligebehandlingsnævnet 

Jordemødre har tidligere vundet sager i Ligebehandlingsnævnet med opbakning fra Jordemoderforeningen. 

Læs om sagerne her: 

https://jordemoderforeningen.dk/tidskrift/artikel/jeg-er-vildt-glad-over-at-have-vundet-sagen/   

https://jordemoderforeningen.dk/tidskrift/artikel/endnu-en-sag-vundet-mod-privat-arbejdsgiver/   

https://jordemoderforeningen.dk/tidskrift/artikel/jordemoderforeningen-vinder-igen-sager-mod-privat-arbejdsgiver/   

https://jordemoderforeningen.dk/tidskrift/artikel/ligebehandlingsloven-overtraadt-igen/