Debatten startede, da Olga Ravn i eftersommeren 2020 skrev om sine oplevelser med at blive mor. Der var oplevelser af ikke at blive set eller hørt og i stedet blive behandlet som endnu en fødende, der skulle igennem maskineriet. Forældre og Fødsel og Mødrehjælpen fulgte op og efterlyste beretninger fra andre kvinder om deres erfaringer med deres fødsel og det gav tusindvis af skildringer, der giver meget stof til eftertanke. En efterfølgende ophedet debat i medierne om, hvordan læger varetager gynækologiske undersøgelser, blev det, der fik repræsentanter fra Jordemoderforeningen, Dansk Jordemoderfagligt Selskab og Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi til at sætte sig sammen og planlægge en konference om kulturen i svangreomsorgen for at få en konstruktiv debat i gang.
– Vi går alle på arbejde for at gøre det bedste, men indimellem kommer vi til at gøre ondt, sagde Lis Munk, formand for Jordemoderforeningen, under konferencens indledning.
– Nogle gange går det for stærkt, og nogle gange begår vi overgreb. Men det er altid vigtigt, at vi ikke blamer, men hjælper hinanden, sagde jordemødrenes formand videre.
Overgreb i sundhedsvæsnet
Anne-Mette Schroll, forsknings- og udviklingskonsulent i Jordemoderforeningen, indledte det faglige program, hvor hun fortalte om resultater fra sin forskning om overgreb i sundhedsvæsnet med særligt fokus på obstetrikken.
Forskningen viser, at 25 procent af gravide kvinder svarer bekræftende på, at de på et tidspunkt i deres liv har haft oplevelser i sundhedsvæsenet, der kan karakteriseres som overgreb. 1,9 procent oplever overgreb, der kan karakteriseres som fysisk vold eller seksuelle overgreb. Fem procent har oplevet overgreb inden for det seneste år.
– Overgreb i sundhedsvæsnet skal forstås i en bred ramme, hvor der er tale om blandt andet både fysiske og psykiske overgreb, forklarede Anne-Mette, der bredt har forsket i reproduktiv sundhed i kvindeliv med vold.
Dårlig kommunikation, manglende lydhørhed og inddragelse i beslutninger og strukturelle begrænsninger hører til de begivenheder, som patienter oplever som vold.
Obstetrisk vold er en delmængde af volden i sundhedsvæsnet generelt, men fylder meget i statistikker og i medierne og kan have stor betydning for kvindernes liv og lyst til at få flere børn.
Også internationalt har der været fokus på obstetrisk vold. Allerede i 00’erne beskrev tidsskriftet The Lancet vold i sundhedsvæsnet som et kvindeundertrykkende anliggende. Siden har WHO og FN sat fokus på emnet og er blevet fulgt op af bl.a. FIGO, ICM og EU.
– Husk øjenkontakten med kvinden og hendes partner, vær orienteret i hendes journal og lad være med at se på skærmen, når det ikke er strengt nødvendigt. Og vær lydhør og spørg gerne ind – hvis der er skabt et fortroligt rum, sagde Anne-Mette på spørgsmålet om, hvordan og hvor vi umiddelbart kan sætte ind.
Erfaringer fra filmbranchen
Christina Rosendahl har som formand for Danske Filminstruktører arbejdet for at komme dårligt arbejdsmiljø og overgreb til livs.
Det fortalte filminstruktøren om på den fælles konference om kulturen i svangreomsorgen.
Christina Rosendahl talte om ’bystanderen’, der ikke selv begår et overgreb, eller bliver udsat for det, men ser og observerer det. Det kan være svært for ’bystanderen’ at bryde ind i overgrebet, og hvis det får lov til at forløbe, kan det være med til at forstærke accepten af en usund kultur.
– Hvor lang tid tager det for at blive bevidst om, at man har været udsat for et overgreb? Vi har erkendt, at det kan tage mange år. Det er det samme som hos jer, hvor negative oplevelser under fødslen kan komme frem år efter fødslen, sagde Christina Rosendahl.
Det er et følsomt emne at tale om
Ifølge regionernes tilfredshedsundersøgelse er 85 procent af kvinderne tilfredse med deres forløb i svangreomsorgen.
Men hvad med de sidste 15 procent, spurgte Mie Ryborg-Larsen, formand for Forældre og Fødsel, på konferencen.
– Det er et følsomt emne at tale om. Der er dygtige og dedikerede medarbejdere på fødeafdelingerne, men besparelser har gjort, at der mangler tid og rammer til at gøre arbejdet ordentligt, sagde Mia.
Men en ting er økonomi og rammer. Noget andet er kultur og praksis, hvor kvindens behov negligeres, og hvor informationen er sparsom.
Manipulation er også i spil mellem kvinden og fødselshjælperen.
– I en af de beretninger, vi har fået i Forældre og Fødsel, beskriver en kvinde, at hun bliver lovet en fødestue, hvis hun får taget vandet. Hvis ikke, så kunne jordemoderen ikke love, at de kunne tilbyde en jordemoder og en stue, fortæller Mie.
– Det er menneskeligt at fejle og professionelt at erkende det, konkluderede hun og kom med sit bud på, hvad der kan være med til at udbedre forholdene:
– At man kender sin jordemoder, en efterfødselssamtale og fødselsforberedelse.