“Aktivisme kan sætte dagsordenen til et folketingsvalg”

Aktivistiske kampagner kan både komme fra en fagforening eller fra medlemmerne. Og når der er et godt samarbejde mellem de to parter, kan man se eksempler på vellykkede kampagner, fortæller Bjørn Hansen, direktør i ‘Deltager Danmark’ og medforfatter til en ny bog om fremtidens fagforening.

Der er den gamle magt. Og den nye magt. Og det er i samspillet mellem de to, at der nærmest kan opstå magiske resultater. Men hvad handler det her med gammel og ny magt egentlig om? Det forklarer Bjørn Hansen, direktør for ‘Deltager Danmark’.

– Den gamle magt er den formelle repræsentative logik, hvor man specialiserer ressourcer i blandt andet politikere, forhandlere og kommunikationsfolk i fagforeningen. Den nye magt, aktivismen, er meget mere uformel, netværkspræget, deltagelsesbaseret, men også meget kortvarig. De kan noget hver især – men når man er tosproget og forener den gamle magt med den nye magt, kan man opnå de mest imponerende resultater, siger Bjørn Hansen.

Begreberne gammel og ny magt et af omdrejningspunkterne i den nye bog ‘Byggesten til fremtidens fagforening – lederskab og faglige strategier i en deltagerøkonomi”, som Bjørn Hansen er medforfatter til, og begrebsparret optræder også i den amerikanske bog ‘New Power’.

Læs alle artikler i temaet ‘Aktivisme’ her
Deltager Danmark
Er en idébåret socialøkonomisk virksomhed, der hjælper alt fra medlemsorganisationer og aktivistgrupper til kommuner og ministerier med at nå deres mål ved at engagere borgere, medarbejdere eller medlemmer i at handle sammen.

Ambassadøruddannelse for jordemødre
Jordemoderforeningen udbød i 2016 og igen i 2019 en ambassadøruddannelse, hvor der i alt deltog godt 60 tillidsrepræsentanter, forskere, aktivister, ledere og andre aktive jordemødre, der træder frem og varetager jordemoderinteresser på vegne af kollegaerne. De blev klædt på til lobbyismens påvirkningsarbejde og til at blive bedre til kommunikation – herunder hvordan man holder en tale, og hvordan man får sine visioner til at blive til virkelighed.

– Vil man forsøge at være mere tosproget, så er opgaven for fagforeningerne ikke bare at rumme, men også at styrke medlemmernes aktivisme og supplere den med de andre indflydelseskanaler, der er. For aktivisme er noget af det, der kan være med til at ændre befolkningsstemninger og befolkningsholdninger og dermed også påvirke politikerne. Jeg tror, at aktivisme fra medlemmerne kan noget, og formelle organisationer kan noget andet. Det er to forskellige sprog, men det er ret vigtigt at forene dem. Der, hvor man oftest opnår bedst resultater, er, når de spiller sammen, siger han og fortsætter:

– Hvis man vil undgå ustrategiske aktivistiske beslutninger, er det vigtigt, at der er en kobling, og at fagforeningen spiller med og understøtter. Som fagforening er man nødt til have en vis risikovillighed, hvis man vil indfri potentialet i den nye magt, aktivismen. Men når jeg taler om, at de to skal spille sammen, så er der også et budskab til aktivisterne. Nogle gange oplever vi aktivister – medlemmer – som fremmedgør sig selv lidt fra fagforeningen, som jo egentlig er deres egen. Og som ikke altid er tilstrækkelig klare på, at lytte, når fagforeningen siger, “nu har vi lagt en linje, og det er det her, der giver mening. Og i øvrigt er vi et demokratisk fællesskab”. Det repræsentative har nogle meget store fordele. Det er ofte vigtigt, at aktivisterne stiller op i det formelle system og sørger for at tjekke deres sag af med de politisk valgte ledere, siger Bjørn Hansen.

Når aktivisme er bedst

Som vellykkede aktioner fremhæver Bjørn Hansen både jordemødrenes skoaktion, hvor fokus på slidte og nedtrådte jordemodersko i 2015 var med til at få penge tilbage på finansloven til bl.a. at forbedre jordemødres arbejdsvilkår. Og så nævner han kampagnen for minimumsnormeringer.

– I sidste ende kan man opnå fundamentale politiske forandringer via aktivisme. Det er det, skoaktionen med jordemødrene viser. Det samme har vi set med for eksempel minimumsnormeringerne, hvor forældrebevægelsen, BUPL og pædagogerne gik sammen og fik minimumsnomeringer på dagsordenen og med lovændringer til følge, siger han og fortsætter:

– Fagforeningen havde haft en strategi om minimumsnormeringer i ti år, men havde sagt til pædagogerne “vi kan ikke løse det ved møder og forhandlinger alene. I skal selv gøre noget.” De havde blandt andet lavet meningsdanneruddannelser som en af deres store succeser, hvor almindelige pædagoger blev trænet i at fortælle om faget og om arbejdsvilkårene. Det har man gjort i snart ti år, hvor mange medlemmer har deltaget i den offentlige debat.

Det var meningsdannerne, der spillede en afgørende rolle i indsatsen gennem kampagnen #minnormering, hvor de lagde billeder ud på sociale medier og skrev fx “klokken 16.30 én pædagog til 15 børn # minnormeringer.”

– Det gik viralt. Så kom der en dokumentar i fjernsynet om forholdene. Og så en kæmpe aktivistisk forældrebevægelse, som arbejdede tæt sammen med BUPL. Det var en alliance, fortæller han.

Aktivisme – hvad er på spil?

Det er aktivismens særlige sprælske og kreative sprog og dens store involvering af medlemmerne som ressource, der gør, at den kan nå ud over rampen på en anden og mere opsigtsvækkende måde end det mere formelle sprog, man oftest ser ved “den gamle magt.”

– Aktivismen er relevant, fordi den bruger virkemidler fra kreativ kommunikation. Det er jordemoderskoene et godt eksempel på. Ved at fokusere på skoene taler man til følelser på en helt anden måde, end man formelt gør i møder, i en pressemeddelelse eller når man sender formanden for en fagforening i byen, siger han og fremhæver overenskomstforhandlingerne i 2018 som et tydeligt eksempel på, at aktivismen fra fagbevægelsens medlemmer var et vellykket supplement til forhandlingerne.

– Der så vi på fornemste vis, hvordan de formelle fagforeninger med den her mere legitime og demokratiske repræsentation sad ved forhandlingsbordet, repræsenteret af forhandlere og formænd. Men de var suppleret af en omfattende national aktivisme, der bl.a. startede ved, at en sygeplejerske i Jylland viste sin lønseddel. Og så fulgte andre trop. Der var også aktionen med, at alle tog et billede af deres arbejdsplads en bestemt dag klokken 11.55, siger Bjørn Hansen.

Skeen i egen hånd

Hvad er det så, der får folk til at tage skeen i egen hånd og blive aktivist? Ifølge Bjørn Hansen er der forsket en del i det. Men det er nu som sådan ikke raketvidenskab. For det første skal der være en indignation og vrede over noget, der er ubærligt.

– Og det er det, jordemødrene oplever lige nu med underskriftsindsamlingen og de andre aktioner, hvor de kræver mere i løn, siger han.

Dernæst skal der være et håb.

– Hvis man bare er vred, men ikke tror på forandringen, så handler man jo ikke. Så der skal være en kombination af indignation og håb. Det tredje er en handlingsidé eller handlemulighed.

– Hvis vi ser på MeToo-bevægelsen, så var handlingsideen; “del din historie på de sociale medier” og ved skoaktionen: “Jordemødre send os dine brugte arbejdssko.” Det kan også være en demonstration eller en underskriftsindsamling, siger han og tilføjer:

– Hvis du har de tre ingredienser, så har du det rette fundament for, at folk kommer op af stolene og handler. Og hvis du så også laver en strategi og finder ud af, hvem der kan give dig det, du vil have, hvornår og hvordan, så har du en god mulighed for, at aktionen lykkes.

Aktivisme i “den gamle magt”

Han understreger, at aktivisme ikke altid opstår på græsrodsplan.

– Nogle gange opstår aktivisme fra en jordemoder, der bare er træt af det hele. Men nogle gange opstår det fra fagforeningen, der kan indkalde til demonstration, opfordre til at dele et billede, stå bag en kampagne eller andet. Initiativet til aktivisme kan sagtens komme fra fagforeningen selv. Men man skal som fagforening ikke altid lave aktivisme. Man skal i hvert enkelt tilfælde spørge sig selv, om man er villig til at afgive kontrol. Hvis noget er teknisk eller kompliceret, eller det er virkelig vigtigt, at man ikke siger det forkerte eller bliver misforstået, så er det nok ikke en god ide med aktivisme. Så skal man bruge “den gamle magt”. Men er man klar til at løbe risikoen, giver det mening. Og man skal selvfølgelig stille spørgsmålet, om det at aktivere sine medlemmer og understøtte aktivismen vil øge chancen for succes, siger Bjørn Hansen.

Ved folketingsvalget 2019 var flere af de emner, der stjal dagsordenen, ført frem af aktivisme:

– Der var minimumsnormeringer, der var ført an af fagforeningen og forældrebevægelsen. Der var Arnes pension, og her havde 3F arbejdet aktivt på pensionsalder forinden, hvor 200.000 skrev under på en underskriftsindsamling om fair pension, og de samlede op mod 1.000 af deres medlemmer i Cirkusbygningen til et topmøde med Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl. Så de lavede meget fagforeningsaktivisme. Og så var der klimaet – med klimabevægelsen, siger Bjørn Hansen og tilføjer:

– Så aktivisme kan sætte dagsordenen til et folketingsvalg.