Der er ingen tvivl om, at tidlig indsats er vigtig, når vi skal behandle spædbørns asymmetri. Derfor har Fysioterapien på Slagelse sygehus etableret en tidlig indsats på området.
Vi ser nu børnene så tidligt i forløbet som muligt, ofte inden udskrivelsen, og giver forældrene information og konkret råd og vejledning omkring forebyggelse, lejring, håndtering og stimulering, samt tips til hvad de skal være opmærksomme på efter udskrivelsen.
Vi har undervist jordemødre samt andet personale på barsels- og neonatalafsnit i, hvilke børn de med fordel kan henvise til os, herunder hvilke tegn de kan være opmærksomme på både i forhold til plagiocephali og torticollis, samt øvrige problematikker observeret efter fødslen fx tonusforstyrrelser, mulig plexus brachialis læsion, fejlstillinger, spise/kæbeproblemer mv. På neonatalafsnittet giver vi forebyggende vejledning omkring sanseintegration, lejring, håndtering og forebyggelse af plagiocephali til alle neonatale børn (indlagt over 48 timer).
Vi udleverer relevante pjecer og vejleder forældre i at kontakte sundhedsplejen ved behov efter udskrivelse. Plakater omkring lejring, håndtering og stimulering er ophængt på alle stuer på neonatal- og barselsafsnit.
Opmærksomhed helt fra fødslen
Vores ønske med undervisningen til jordemødrene var at gribe den unikke mulighed, vi har i sygehusregi for at skabe opmærksomhed på problematikkerne helt fra fødslen, og yde tidlig indsats for det enkelte barn. Vi informerer om de nævnte problematikker, risikofaktorer og typisk behandlingsforløb efter udskrivelsen. Dette har affødt flere gode og relevante snakke og har blandt andet medført et større fokus på følgerne af en vanskelig forløsning hos barnet og skabt et øget samarbejde på tværs af afdelingerne.
Konkret har det medført nye tiltag, såsom at jordemødrene ved risikobørn med fx tydelig asymmetri efter vanskelig forløsning eller cupforløsning enten henviser til os direkte fra fødeafsnittet eller tilstræber at lave en note til barsels- eller neonatalafsnit ved overflytning, så afdelingen kan være opmærksom på at kontakte os ved behov. Oftest har vi mulighed for at yde tilsyn og vejledning allerede inden udskrivelsen, hvilket vi oplever giver en ro hos forældrene. Såfremt vi vurderer behov for yderligere opfølgning, indkalder vi til ambulant kontrol i fysioterapien eller viderehenviser til kommunal opfølgning.
Indsatsen er effektiv
Undervisningen og det tættere samarbejde har været effektivt, dels ved at kvalificere henvisningerne til os og få ’fanget’ relevante børn tidligt, dels ved at vi kan gøre forældre opmærksomme på at kontakte sundhedsplejen eller kommunale terapeuter efter udskrivelsen, hvis de oplever behovet. Vores erfaring er, at det er rigtig godt givet ud at bruge fx 10 min på at vejlede forældre til disse børn inden udskrivelseni håb om at mindske følgerne. Vi har gode forældreberetninger og patientcases fra praksis, der bekræfter dette.
Eksempelvis blev et nyfødt barn med risikofaktorer (stort barn, lang fødsel, forløst ved cup, kefalhæmatom) bemærket og tilset ved overflytning til barselsafsnittet. Fysioterapeuten fandt favoritside og nedsat bevægelighed af nakken, samt C-form af columna. Barnet blev samtidig set af ergoterapeut, idet der også var asymmetrisk kæbe og ansigt, hvilket besværede amningen. Familien fik råd, vejledning og pjecer omkring lejring og stimulering, og ved opfølgende ambulant kontrol 2 uger senere havde barnet ej længere favoritside af nakken, blev nu ammet uden problemer, men havde fortsat asymmetri omkring kæben. Vi konstaterede torticollis med palpabel knude i m. sternocleidomastoideus, denne blev ugen efter UL scannet ved læge, og konstateret fibrotiseret. Vi så barnet igen 1 md gammel, hvor der var flot fremgang i form af fuld bevægelighed i nakken, markant mindsket assymmetri, og upåfaldende oralmotorik og amning. Barnet udviklede (trods mange disponerende faktorer) på intet tidspunkt plagiocephali, og var således upåfaldende allerede 1 md gammel, hvor vi ved lignende tilfælde ofte ser komplekse og lange forløb som tidligere beskrevet.
Vi har desuden ændret på praksis i forhold til øvrige nyhenviste ambulante, således at vi (når det er muligt, og lægeligt vurderet relevant) går med og tilser børn med bl.a. asymmetri ved første lægeundersøgelse, når barnet henvises til børneambulatoriet via egen læge. Dette sparer familierne for ventetid og gør, at de kan få vores vejledning (og evt. etablere kommunal opfølgning) hurtigere, end hvis lægen først henviser til fysioterapien efterfølgende.
Vores erfaring er, at vi med den tidlige indsats bidrager til at mindske graden af asymmetri og følgevirkningerne heraf. Vi ser, at asymmetrien ofte bliver mindre udtalt, og behovet for efterfølgende ambulant behandling reduceres. På den måde tilgodeser vi både barnet, familien og de behandlingsmæssige ressourcer.
Læs også:
Hvad siger jordemødre og sygeplejersker på barselsafsnittet og fødegangen?