Inden fristen for at levere høringssvar udløb den 2. april var der indkommet 25 svar fra regioner, kredsforeninger for jordemødre, faglige selskaber, privatpersoner m.fl.
Anbefalingerne om organisering af fødeområdet udkommer for første gang og er en udløber af Sundhedsstyrelsens ’Anbefalinger for svangreomsorgen’, der aktuelt er under revision. For ca. et år siden valgte Sundhedsstyrelsen at skille beskrivelsen af organiseringen af fødeområdet ud og lægge det videre arbejde hermed i styrelsens ’Enhed for planlægning’.
Anbefalingerne skal danne grundlag for Sundhedsstyrelsens rådgivning til regionerne og dermed sikre en fælles faglig ramme for organiseringen af de forskellige fødetilbud i Danmark. Samtidig skal de skabe en national ramme for den information, der bliver givet til gravide og deres familier, når der skal træffes beslutninger omkring valg af fødested.
Beskrivelse af risici
Et af de forhold, som der er bemærkninger til i flere høringssvar, er beskrivelsen af risici på de forskellige typer af fødesteder.
Dansk Jordemoderfagligt Selskab, DJS, skriver:
”DJS finder det desuden problematisk, at man anvender studiets (Birth Place Study, red.) fund selektivt i anbefalingen – det vil sige, at man specifikt skriver i konklusionsboksen, at der er en næsten dobbelt så stor risiko for komplikationer hos barnet ved planlagt hjemmefødsel (nullipara), mens det slet ikke nævnes, at der ikke er fundet en øget risiko ved planlagt klinikfødsel, hhv. på og udenfor sygehus”.
I Jordemoderforeningens høringssvar står der:
”Vi finder retorikken i denne sidste del af afsnittet (hvoraf det fremgår, at fravær af læger og mulighed for indgreb udfordrer det sammenhængende fødselsforløb, red) stærkt begrænsende og favoriserende de store fødeafdelinger, desværre også med en undertone af, at vurderinger, tiltag og indgreb ikke vil finde rettidigt sted på afsnittet for lavrisikofødende. Det sidste er der ikke belæg for at kunne antyde ud fra den tilgængelige litteratur”.
Chefjordemødrene i Region Midtjylland skriver i deres høringssvar:
”Flere steder i udkastet er der formuleringer, som fremstår uklare – særligt i måden risiko og indgreb formuleres. Det fremstår i vores optik flere steder som om, at risiko for fødsel i hjemmet og klinik tales op, mens den øgede risiko for indgreb for lav-risikofødende på et hospital nedtones. Sundhedsstyrelsens krav og anbefalinger skal basere sig på den bedst mulige tilgængelige evidens, og evidensen på området skal kommunikeres nøgternt og præcist. Vi synes på flere områder at udkastet med fordel kan formuleres mere præcist, sådan at øget risiko for komplikationer og øget risiko for indgreb kommunikeres balanceret”.
Find anbefalinger og høringssvar
Udkast til anbefalinger samt høringssvarene kan findes på Høringsportalen. Søg ’Krav og faglige anbefalinger til organisering af fødeområdet’.