Hver femte kvinde, der bliver indlagt i fødsel på en dansk fødeafdeling kommer ud igen som operationspatient. Helt nøjagtigt blev 22,3 procent af alle fødende i 2006 forløst ved kejsersnit. I 2005 var tallet på 21,6 procent.
Vi indtager dermed en klar førerposition blandt de nordiske lande, som vi plejer at sammenligne os med. Her var kejsersnitprocenten i henholdsvis Norge og Sverige i 2005 på 16,4 og 17,2 procent.
Det er på høje tid, at vi slår bremsen i og prøver at grave os ned i årsager til og konsekvenser af, at ca. 13.000 kvinder i Danmark hvert år forløses ved kejsersnit. Vi er dermed i gang med at påføre en stor gruppe kvinder et alvorligt sundhedsproblem, der kan blive større end det, der lå til grund for kejsersnittet.
De mange kejsersnit gør, at en række ellers sjældne og alvorlige komplikationer ved indgrebet bliver hverdagsbegivenheder. Som eksempel på en af de meget alvorlige komplikationer kan man nævne uterusruptur (bristning af livmoderen). De nyeste undersøgelser viser, at op til 1,5 procent af alle andengangsfødende, der tidligere har født ved kejsersnit, får en uterusruptur. Med det høje antal kejsersnit vil rupturer altså være en komplikation, vi vil komme til at se flere gange om ugen på danske fødeafdelinger.
I de seneste år har debatten om kejsersnit ofte begrænset sig til en debat om de kejsersnit, der alene udføres, fordi kvinden ikke ønsker at føde normalt. Men problemstillingen er desværre ikke så simpel, idet den største del af stigningen skyldes kejsersnit, der foretages på medicinsk indikation, der ikke altid er en absolut størrelse. Det beviser de store variationer mellem lande, men også mellem fødeafdelinger i Danmark. Variationer, der ikke kan begrundes i forskelle i befolkningsunderlag.
Vi må også konkludere, når vi sammenligner os med de øvrige nordiske lande, at der ikke er noget, der tyder på, at det høje antal kejsersnit medfører sundere børn og mødre.
Faggrupperne har et ansvar for at tage stilling til dette spørgsmål: Laver vi de nødvendige kejsersnit eller laver vi alt for mange? Jeg er ikke i tvivl. Vi er med de mange kejsersnit nået langt over, hvad der sundhedsmæssigt kan forsvares. Vi skal undgå at fare vild i en diskussion om, hvor mange kejsersnit, der skal laves, for at det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Lad os i første omgang sætte os det mål at komme ned på niveau med de øvrige nordiske lande.
Jordemoderforeningen kan sætte fokus på dette sundhedsproblem, og melde klart ud, at udviklingen skal vendes. Men det er på de enkelte fødesteder at ændringerne skal ske. Det er vi fagligt forpligtede til, vi kan ikke være andet bekendt.