Med stor interesse har jeg læst Michael Holms artikel ‘Million-erstatninger efter fejl på fødestuer’. Der er imidlertid en række forhold, der kalder på kommentarer.
Det er sørgeligt, at 50 børn har pådraget sig skader i forbindelse med fødslen.
Men hvor mange drejer det sig om set i forhold til antallet af fødsler? På de omtalte 3 år var godt 195.000 kvinder indlagt med henblik på fødsel. Hertil kommer ca. 1% hjemmefødsler og det forhold, at nogle af kvinderne har fået mere end et barn, så alt i alt er der født ca. 200.000 børn.
248 klager, hvoraf kun 82 har fået medhold og 50 klager vedrører børn, er ikke noget højt tal. At jordemødrene udløser den største erstatningssum pr. ansat vidner om hvilket klientel jordemødre arbejder med, og at fejl begået af jordemødre er og skal være dyre.
Lægers og jordemødres fælles indsats for mødres og børns sikkerhed og kvalitet i oplevelse og overlevelse bedres i øvrigt ikke af citater (Bock), der antyder "panik på fødestuer" og "glemmer at holde øje med hjerterytmen". Udsagn, der i bedste fald er misforståelser, i værste fald dybt krænkende for seriøst arbejdende jordemødre og læger i aktiv fødselshjælp.
For godt et halvt år siden var jordemødrene i mediernes søgelys, idet dels Forbrugerrådets blad Tænk og DR P1 fokuserede på, at travlhed på fødegangen koster liv. Nu hører vi så også, at det koster penge. I artiklen citeres Langhoff-Roos for, at man for at undgå skader må lave kejsersnit ved tvivl om sagens forløb. Ja, selvfølgelig! I dag er tvivl om barnets tilstand også en hyppig årsag til det akutte kejsersnit, og det er med rette. Har vi afprøvet de diagnostiske muligheder der foreligger, er der bestemt ikke andet at gøre ved netop – tvivl. Men mange af de dårlige forløb bliver jo i disse år set igennem med lup i audits og i undersøgelser af fejl og utilsigtede hændelser. Og i en del af de sager finder man ikke tvivl, men kommunikationsbrist, uhensigtsmæssige procedurer og travlhed. Der er rapporteret tilfælde af fosterdød, hvor perinatalt audit anførte, at travlhed på fødegangen måtte antages at have været en medvirkende faktor. Arbejdsforholdene tillod ikke jordemoderen at observere den fødende og dermed erkende, at barnets tilstand var kritisk. Dette forhold er i mine øjne nærmest kriminelt. Den pågældende ansættelsesmyndighed har valgt at udbyde en for lav service i håbet om, at nogen holder hånden under samme myndighed. Her er der så vist tale om "tvivl"…
Alle betragtninger om de dårlige fødselsforløb fører til den konklusion, at såvel sygehusejere, brugere og forsikringssystem som de professionelle foreninger bør arbejde for at nedbringe skader og risici: Der skal arbejdes med kommunikationsveje, procedurer og ikke mindst det rette personale til den rette fødende.
En fødende kvinde har ret til at have en – helst kendt – jordemoder hos sig under hele fødslen, for at jordemoderen skal kunne pleje, observere, støtte og behandle på rette tid. Men også for at kvinden skal opnå de fordele, den kontinuerlige omsorg under fødslen giver i forhold til indgreb, smertelindring og barnets tilstand ved fødslen.
Jordemoderforeningen har igen og igen, senest i en henvendelse til Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, peget på, at der er kvalitet at opnå inden for de økonomiske rammer ved at efterleve Sundhedsstyrelsens retningslinjer for Svangreomsorg, retningslinjer, hvis implementering netop er gennemgået af Sundhedsstyrelsen. Styrelsen konkluderer, at der mangler forebyggende indsats og kontinuitet i jordemoderomsorgen. Men det hænder i stigende grad, at beslutningstagerne vælger at skære på forebyggelse, nærhed og omsorg. Så skal det jo ende med at koste. Pengene eller livet!