Leder: Jordemoderforeningen forlader KTO

Siden OK 2002 har Jordemoderforeningen sammen med de øvrige organisationer i Sundhedskartellet ønsket en friere ramme for forhandling af overenskomsterne i KTO.

Det menige medlem i Jordemoderforeningen har haft svært ved at genkende sine krav i det færdige overenskomstresultat, hun er blevet præsenteret for. Arbejdstid og ulempebetaling, der er centrale spørgsmål på jordemoderområdet, har fået for lidt vægt i det samlede resultat. Vi kan ikke forvente at samtlige vores krav kan genkendes i det endelige forhandlingsresultat, men resultaterne har hidtil båret for meget præg af, at det fælles KTO-forlig dækker 85 procent af aftalen, mens organisationerne selv kun råder over 15 procent.

Sundhedskartellet har foreslået, at større dele af forhandlingerne burde foregå branchevis, så man blandt andet på sundhedsområdet kunne lave aftaler direkte rettet mod forholdene i sundhedssektoren.

KTO har forsøgt at imødekomme Sundhedskartellets krav om større indflydelse og nærvær for medlemmerne. Det er imidlertid vurderingen i Jordemoderforeningen, såvel som i de andre organisationer, at KTO’s skitse til ny forhandlingsstruktur ikke vil give øget indflydelse på egne forhandlinger. Resultatet er at Den Almindelige Danske Jordemoderforening, sammen med det øvrige kartel, har meldt sig ud af KTO.

Det er blevet udlagt som en usolidarisk holdning til de øvrige kolleger på det samlede offentlige arbejdsmarked. Sådan opfatter jeg det ikke. Jeg er forpligtet til at søge de bedst mulige resultater for jordemødre. Når disse resultater udebliver, som vi har oplevet det ved de seneste overenskomstforlig, er det min forbistrede pligt at finde andre alliancer og nye veje. Og her er et stærkt fællesskab i Sundhedskartellet en god mulighed.

Lillan Bondo
Landsformand