Klummen: På forreste række i livets tossede teater

Anne-Sofie Nørager, der er jordemoder og ansat på Herlev Hospital, kan se mange gode grunde til at være jordemoder. Det på trods af sukkercraving efter de lange vagter, blod mellem tæerne og et uoverskueligt køleskab.


Jeg bliver ofte spurgt, hvorfor jeg valgte at blive jordemoder. Til det spørgsmål findes der to svar; et kort og et langt.

Der findes aftener, hvor jeg har pakket min medbragte aftensmad ud klokken 19.11, indtaget den i småbidder klokken 19.48, 21.01 og 21.30 imellem urinprøver, kvinder med vandafgang og en ringende telefon.

Selvom jeg i løbet af min vagt har spist wienerbrød og drukket en automatkakao – hældt ned på under fem minutter – indsætter en akut chokoladetrang på cykelturen hjem ad Frederikssundsvej, og jeg må forbi 7-Eleven efter en kingsize Snickers til en formue, som jeg efterfølgende fortryder, da også den blev indtaget på fem minutter. Det var i virkeligheden ikke det egentlige behov, men da søvnen ikke blev imødekommet, fandt maven en plan B.

Som jordemoder får træthed en helt ny definition, og det føles velkendt, at der er gået kluddermor i kroppens synapser. Jeg kan cykle ni kilometer hjem efter en nattevagt og ikke mindes, at jeg er stoppet i et lyskryds, eller om jeg overhovedet cyklede. Derhjemme står det klart, at jeg stadigvæk er iført mine kliniksko og har blod mellem tæerne. Jeg drømmer, der er gået mug i mit køleskab, fordi jeg har mistet overblikket over, hvad der befinder sig derinde. Ud over en sjat hvidvin og oliven. Jeg vågner op til en kaotisk lejlighed, der ligner en mellemlanding mellem alt for mange destinationer. Hvad har jeg gang i?

Der er dage, hvor jeg angrer et svar til en gravid og har lyst til at ringe og sige undskyld, fordi samtalen gentager sig for mit indre og kun bliver værre.

Når jeg træder ud af hospitalets svingdør efter en accelereret dag på en fødegang i Region H, genovervejer jeg min profession og drømmer om et karriereskifte til æbleplukker på Samsø, kaffebrygger hos Cafe Norden eller postbud. En længsel efter et mere forudsigeligt, simpelt og udramatisk arbejde, hvor man ikke har ansvaret for nogens puls eller sphinctermuskulatur. Et arbejde, hvor jeg ikke skal dokumentere en vandladning i et journalsystem – der i øvrigt tager længere tid end selve det at lade vandet. Et arbejde hvor ingen har ondt, og hvor man ikke risikerer at overse en hypertension. En længsel efter en skemalagt frokost, hvor jeg spiser det hele på en gang.

Tilbage til spørgsmålet om, hvorfor jeg blev jordemoder? Det korte svar ville være, at jeg ikke kunne lade være. Desuden er der alt for lidt snask på Café Norden.

Jeg blev jordemoder, fordi kunsten at mærke på små mennesker gennem et maveskind og lytte til et helt nyt, bankende hjerte er særligt. Jeg er taknemmelig over at arbejde med kærligheden mellem mennesker, lægge ører til deres livsfortællinger og se dem løsne de bånd, der normalt holder livet på plads. Jeg nyder uforudsigeligheden, at følge døgnets gang og at vide alting og ingenting på samme tid. At være vidne til betydningen af lys og mørke, eget toneleje og kemi mellem mennesker, mens fingerspidsfornemmelser for livets facetter udvikles.

Jeg glædes, når det lille barnehoved skimtes, og jeg kan fortælle forældrene, at fødselsdag er nær. Jeg værdsætter, at min krop kan producere berusende oxytocin og adrenalin på en normal dagvagt. Jeg elsker, at jeg kan overvære min veninde føde sin datter til tonerne fra La La Land i sit eget hjem. Jeg påskønner, at jeg kan åbne døren til vagtstuen med vished om, at jeg har en stor familie derinde, der huser mange mavefornemmelser, erfaringer og masser af omsorg. En familie, der kan sparre, græde og grine højt og samtidigt tage sig af andre. Det må være det lange svar.

Arbejdet som jordemoder placerer dig på forreste række i livets tossede teater, og det er ikke så dumt endda. Her når man langt på hvidvin og oliven.