Karrierevej: Githa er fødselshjælper for nye jordemødre

For at afspejle den bredde, der er i jordemoderfaget, tager vi i hver udgave af ’Jordemoderen’ med en jordemoder på arbejde. Denne gang Githa Cajus, der er uddannelsesleder på jordemoderuddannelsen på UCN.

Mandag 28. august

Der er opstart med stor gensynsglæde på 3., 5. og 7. semester, som skal i gang med planlægning af deres kompetenceklinik og bachelorperiode. Senere på ugen holder vi semestrets første morgensamling, hvor vi synger en sang, som vi altid gør på alle torsdage i 10- frikvarteret og siger goddag og velkommen tilbage til hinanden. Jeg gennemlæser stillingsopslag til to ph.d.-stillinger. Efter ansættelse af Rikke Maimburg som docent er der opgaver med forskning og udvikling, som hun tager sig af – meget bedre end jeg – og andre, som vi samarbejder om. Jeg er glad for, at vi sætter skub i forskning indenfor jordemoderens virksomhedsområde med hende om bord. Resten af dagen skriver jeg på kommissorium til en arbejdsgruppe, der skal nedsættes med det formål at øge understøttelsen af refleksion i klinisk uddannelse samt se på feedback og skriftlige opgaver.

Flere undervisere kigger ind til en snak mellem opgaver og undervisning. Vi har ikke set meget til hinanden i tiden uden studerende på campus, for der foregår forberedelse og rettelse af eksamensopgaver samt forskningsopgaver mest som hjemmearbejde.

Onsdag 3

Jeg planlægger MUS med uddannelsens medarbejdere. Det bliver godt at få talt med hver enkelt om, hvor vi er på vej hen, og hvordan vi sammen kan bidrage til det.

De studerende har nu fået besked om deres eksamensresultater fra sidste semester. Nogle har ikke bestået, eller undrer sig over den karakter, de har fået. Der samles op, så de alle kommer så godt som muligt videre i uddannelsen eller til næste prøveforsøg.

Studiekontoret har sendt overblik over antal studerende med behov for specialpædagogisk støtte. Antallet stiger hvert semester. Jeg danner mig et overblik og tildeler støttelærere til de studerende.

Fredag 1. september

Jeg har møde med min chef og drøfter tiltag for et bedre arbejdsmiljø for medarbejdere og det udviklingsprojekt for bedre trivsel for studerende, som vi er ved at komme godt i gang med. En underviser er ved at forfatte en henvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed om forhold, som vedrører autorisationsloven og grænserne for, hvem der kan agere inden for fødselshjælp. Vi kigger på det sammen.

Weekenden står for døren, og alt er klar til at modtage de nye studerende på mandag. Det bliver skønt at være vidne til nye begyndelser


Navn: Githa Cajus

Alder: 57 år

Uddannelsesår: 1992

Pluk fra CV’et:

Basisjordemoder indtil 2000 i Esbjerg, Odense, Nuuk og Århus

Vicechefjordemoder Skejby 2005-2010

Kvalitetskoordinator Skejby 2010-2012

Nuværende stilling: Uddannelsesleder UCN, Jordemoderuddannelsen.

Hvad er det bedste ved dit job?

At jeg gør noget godt for mange sammen med andre. Det, jeg laver, rækker vidt, da veluddannede jordemødre virkelig har en betydning for folkesundhed og familier. Jeg kan følge udviklingen i ungdomsgenerationerne og bidrage til at skabe relevant uddannelse og understøtte, at nye jordemødre føler sig rustet i deres job og har lyst til at være i professionen. Jeg har en fantastisk gruppe af medarbejdere, som er klogere end mig.

Savner du fødslerne?

Ja. Men jeg er jo fødselshjælper af nye jordemødre – og det er i sig selv meget livsbekræftende.

Hvad bruger jeg af min jordemoderviden hver dag?

Jeg ved, hvordan det er at være jordemoder, og hvilken skøn profession vi uddanner til. Jeg ved også, hvilken betydning det har, at jordemødre er professionelle og fagligt stærke omsorgsgivere med blik for den enkelte kvinde og familie. Det bruger jeg til at kunne stå på mål for prioriteringer og valg, der understøtter kvalitet i uddannelse og fag.