Jeg talte for nylig med en nybagt mor, der havde haft en pragtfuld jordemoder og en skøn fødsel på et af de store fødesteder i København. Hun var kommet ind med, syntes hun selv, gode veer og var blevet bedt om at vente lidt i venteværelset. Fra min egen gang i sundhedsvæsenet ved jeg, at ”vente lidt” er mindst en halv times ventetid. For hende blev det tæt på en time, før der kom en jordemoder tilbage. Hun blev undersøgt og orificium var 7 cm. Hun fik en fødestue og besked om, at vedkommende var ”hendes” jordemoder, og hun bare skulle ringe, når hun havde brug for hende. Og det fik hun (heldigvis) efter ca. en time. Jordemoderen kom og blev på stuen denne gang.
”Hun var så rolig, og havde virkelig styr på det, mens hun gik der og dækkede op til fødsel”, beskrev manden. Det blev pressetid, og barnet blev født. Stor glæde — stor oplevelse. Jeg støttede selvfølgelig kvinden i den gode fødselsoplevelse, men tænkte: Hvad er det for arbejdsbetingelser, vi accepterer, når vi må forlade en førstegangsfødende, der er blevet 7 cm og først vender tilbage, når der er pressetrang?
Det er ikke kun et spørgsmål om, hvem der bliver draget til ansvar, hvis en dårlig hjertelyd ikke opdages i tide. Vi tror da vel for pokker også stadig på, at det betyder noget for kvinden, om vi er hos hende eller ej?
Max 50 fødende pr. jordemoder
Efterårets udgaver af Tidsskrift for Jordemødre belyste forskellige temaer og problemer i vores fag, hvor der var en sammenhæng til ovennævnte spørgsmål. I nr. 10, 2006 kunne vi læse, at kun 42 procent af landets jordemødre arbejder på fuld tid, og at 30 procent alvorligt overvejer at skifte job. Jordemoderfaget har ellers haft tradition for ”én gang jordemoder — altid jordemoder”. Hvad sker der her? Jordemødrenes baggrund for at være på nedsat tid er ikke kendt, men tilskrives ønsket om mere luft i hverdagen. For 70 procent af jordemødrene er jo glade for at være jordemødre. Vi er i et såkaldt omsorgsjob, som kræver rigtig meget på det psykiske plan. I fysisk krævende fag ved man godt, at der er grænser for, hvor meget folk kan holde til. Jeg savner den samme forståelse for, hvor meget man kan forlange på det psykiske plan. Det forventes, at en fuldtidsansat jordemoder årligt kan tage sig af ca. 70 gravide i sin konsultation. Hun føder også med ca. 70 kvinder om året. Og mon ikke hun ”passer” andre 70, som hun blot ikke når at føde med. Altså 210 forskellige kvinder og deres familier, hvor hun skal leve sig ind i netop deres situation på det givne tidspunkt. Og hvor hun skal forstå og tilgodese deres individuelle behov i den måske mest betydningsfulde periode af deres liv.
I de forskellige udenlandske kendt jordemoder- ordninger, varierer antallet af gravide/ fødende fra 36 — 50 årligt ¹. Så når mange jordemødre går på nedsat tid, kan det også være for at reducere antallet af ”engagementer”. 30 timer om ugen giver alt andet lige færre fødende til den enkelte jordemoder, og dermed et mindre psykisk pres. Katja Schrøder beskriver det så udmærket i Tidsskrift for Jordemødre nr. 12, 2006. Men modsat Katja tror jeg på, at bedre normeringer ville kunne løse en del af problemet. Jeg mener dog ikke småændringer, men normeringer der rykker. Og her mener jeg, at den absolutte grænse for en fuldtidsansat jordemoder er 50 gravide/ fødende pr. år. De (få) steder, hvor man i Danmark, indtil for nylig, havde sådanne normeringer, kunne man også på det obstetriske plan vise gode resultater i form af færre indgreb. Og her var næsten alle jordemødre fuldtidsansatte².
Med en bedre normering ville man kunne anvende flere modeller for organiseringen af jordemødrene på de enkelte fødesteder alt efter den enkelte jordemoders ønske.
Kendt jordemoder med bagslag
Hvor glædeligt jeg end synes, det er, at man tilstræber kendt jordemoder-ordninger på landsplan, finder jeg det bekymrende, at ordningerne bliver videreført med normeringer, der i forvejen er for lave. Det kan give bagslag, og lukke de ordninger, der efter megen møje er sat i gang. Vi ser allerede lidt af tendenserne, når man i Tidsskrift for Jordemødre nr. 11, 2006 kan læse om undersøgelsen af kendt jordemoder-ordningen i Glostrup. På den ene side vurderer jordemødrene i ordningen, at kendtheden før fødslen ikke så vigtig: ”… det vigtigste er, at der er sammenhæng og kontinuitet under selve fødslen og i barslen” (s.19). På den anden side citeres en af kvinderne i projektet for ”…at der ligger megen tryghed gemt i at kende den, man ringer til, når veerne sætter ind” (s.20) og ”…at man kan springe alt det indledende til fødslen over, det betyder meget i stressede situationer” (s.20). For jordemødrene får konsultationen en anden betydning: ”De samtaler, der foregår i løbet af konsultationen, får større betydning, for man ved, at de skal bruges i løbet af fødslen. Det er betydelig lettere at love, at tingene bliver på en bestemt måde til fødslen, for man ved, hvem der kommer til fødslen” (s. 20).
Jeg savner undersøgelser, der inddrager flere aspekter end jordemødrenes arbejdsmiljø og kvindernes tilfredshed, selvom det er noget af det allervigtigste i ordningerne. Jeg mener, at vi skal se på både de sundhedsøkonomiske forhold og på de obstetriske resultater. For det hele hænger sammen. Vi har brug for en vægtet skala til måling af fødselskvaliteten. Måske var det en ide, at vi som jordemødre gik i gang med at få beskrevet og afprøvet en sådan skala. Og vi ville være de første i verden. Tænk hvis vi kunne få ”Den danske fødselskvalitetsskala/ The Danish Birth Quality Scale —DBQS” som et internationalt anerkendt måleinstrument for fødselskvalitet. En sådan kvalitetsskala anvendes i øvrigt andre steder i sundhedsvæsenet, ikke mindst til brug for sundhedsøkonomiske analyser, når man skal beregne, hvor megen kvalitet man får for de givne midler. Og et af de sikre midler til bedre obstetriske resultater er jordemoderens tilstedeværelse på stuen ³.
Sundhedsøkonomi i 11. time
I det hele taget kan sundhedsøkonomi kort siges at dreje sig om, hvor meget det koster at få en vis sundhedsmæssig effekt/kvalitet, eller ligefrem hvor meget man kan spare ved ændringer. Det være sig ændringer i medicin, behandlingsmetoder eller såmænd ved at indføre en organisationsændring, som blandt andet kendt jordemoder-ordninger jo er 4. Når vi i dag indfører disse ordninger, ser vi kun på, hvor meget det koster i budgettet, men ikke hvilken effekt/kvalitet vi får. Andre steder i vores fag gøres der ellers flittigt brug af sundhedsøkonomiske analyser. Indførelsen af nakkefoldscanninger er blot et (oplagt) eksempel. De ville jo aldrig være blevet indført, hvis man kun havde set på, hvor meget det kostede at gennemføre scanningerne, men ikke hvilken sundhedsmæssig gevinst, der kom ud af det. Det er muligt, at hvis vi også gør brug af sådanne analyser, kan vi få overbevist de bevilgende myndigheder om, at en bedre jordemodernormering vil give væsentlige besparelser på hele svangreområdet. Nye sammenlægninger af fødesteder vil næppe forhøje jordemodernormeringen, snarere det modsatte, og hvis vi ikke har dokumentation for, at normering og kvalitet — på mange områder – hænger sammen, vil endnu flere forlade faget, og endnu flere vil have behov for at gå på deltid med deraf følgende lavere løn, mindre pension osv.
Det er i 11. time, men det er tvingende nødvendigt, at vi kommer i gang med at dokumentere effekten af vores arbejde. Både fagligt og økonomisk.
Referenceliste
1. Flint, Caroline, (1993): Midwifery: teams and caseloads. Butterworth-Heinemann. Oxford.1993.
2. Guilbert, Inge, (2002): Kendt jordemoder- også ved fødslen. Set ud fra et sundhedsøkonomisk perspektiv. Master of Public Health. Udgivelse nr.87. Københavns Universitet. 2002.
3. Hodnett ED. (2001): Continuity of caregivers for care during pregnancy and childbirth. Cochrane review. In: The Cochrane Library. Issue
4. 2001. Oxford: Update software. 4. Homer, Caroline S. et al. (2001):.”Community-based continuity of midwifery care versus standard hospital care: a cost analysis. Australian Health Review Vol.24. No.1. 2001.