Begejstringen er ikke til at tage fejl af, når Grete Vind fortæller om vagtplanlægningen på radiologisk afdeling på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. De sidste ti år har det været målsætningen på afdelingen, at den enkelte medarbejder selv lagde eget vagtskema. Udgangspunktet har været i så høj grad som muligt at tage hensyn til den enkelte medarbejders individuelle situation.
– Vi har altid taget individuelle hensyn og opfordret medarbejderne til at ønske frit fra leveren. Vores livssituationer er forskellige og behov og ønsker kan ændre sig, som vi bliver ældre, siger Grete Vind, der er overradiograf på afdelingen.
– Tidligere så man meget på ”retfærdighed”, når vagtskemaerne skulle lægges. Havde man for eksempel haft tre aftenvagter, så skulle kollegerne også have haft tre, før man igen ville tage en. Sådan er det ikke mere, forklarer hun.
Rent tag-selv-bord er det dog ikke, når medarbejderne plotter sig ind på det 12-ugers skema, som afdelingen kører med. Alle vagter i skemaet skal ende med at være besat ligesom særlige opgaver skal løses af dem, der har kompetencerne til det. Det sker, at den centrale skemalægger må flytte vagter og sige nej til ønskefri – men det er sjældent.
– Selvfølgelig skal afdelingen hænge sammen og de rette kompetencer skal være til stede. For eksempel kan ikke alle betjene CT-scanneren, så de radiografer, der kan det, skal fordele sig, forklarer Grete Vind.
Høj ansvarlighed
Ønsket om at kunne tage hensyn til individuelle behov og samtidig få vagtskemaet til at hænge sammen er de seneste år blevet understøttet af MinTid, der er Silkeborg Datas modul til vagtplanlægning. I MinTid kan arbejdspladsen og medarbejderne i fællesskab opstille rammer for vagtplanlægningen, så medarbejderen helt eller delvist får indflydelse på planlægningen af arbejdstiden. MinTid giver blandt andet medarbejderen mulighed for at indberette ønsker om vagter, frihed mv. til den kommende planperiode og for at se hvor mange, der har ønsket at arbejde i samme vagt, og hvor mange, der er behov for. Programmet giver også adgang til at hente en app til smartphone, hvor medarbejderen kan se sin opdaterede vagtplan og for eksempel tjekke, hvor meget ferie hun har til gode.
På den radiologiske afdeling løber et vagtskema over 12 uger. Skemaet bliver lagt ud elektronisk med angivelse af minimumsbemandingen i perioden. Den enkelte medarbejder plotter sig derefter ind på et antal vagter – systemet fortæller, når normen er indfriet. Alle medarbejdere får en advarsel om, når et skema bliver ”låst”. Herefter lægges det endelige skema og det tjekkes om overenskomst og arbejdstidsregler er overholdt.
Den måde, som vagtskemaet planlægges på på radiologisk afdeling, kalder på ansvarlighed fra den enkelte medarbejder.
– Vi sætter ingen regler op for, hvor mange vagter man skal tage. Der er faktisk nogen, der aldrig har nattevagt, så længe vagterne er taget, og det er af personer med de rette kompetencer, så er der ingen, der holder regnskab med, hvem der har taget hvad. Det allervigtigste er, at man har medindflydelse, at man selv kan planlægge, og at vores vagttilrettelæggelse er så fleksibel, som den er, siger Grete Vind.
Radiologisk afdeling planlægger med ca. 30 radiografer i dagvagterne, 4 i aftenvagterne og 3 i nattevagter på hverdage dækkende forskellige kompetencer. Derudover er der 2 aftenvagter, der skal betjene MR-scanningen på hverdage. I weekenderne er der 4 dagvagter, 4 aftenvagter og 3 nattevagter – igen kompetenceinddelt.
Godt tilfredse
80 procent af alle kliniske afdelinger på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg bruger i dag MinTid i vagtplanlægningen. Jordemødrene på fødeafdelingen blev først introduceret til programmet for knap et år siden, så erfaringslageret er begrænset.
Birgitte Hovedskou er tillidsrepræsentant for jordemødrene og har sat sig ind i mulighederne i MinTid.
– Jeg satte mig ned og regnede ud, hvor mange vagter jeg skulle erlægge, og lavede mit eget skema de første gange. Men det lignede ikke rigtig det, jeg endte med at få. Så nu ønsker jeg bare, men bruger ikke tid på at lave et helt skema. Men det er der andre der gør, siger hun.
Jordemødrene på det vestjyske fødested er i det store hele godt tilfredse med den måde deres vagtskema bliver til på og det endelige resultat, er tillidsrepræsentanten og Eva Greve, der står for planlægningen, enige om.
Arbejdspladsen har en lang tradition for, at jordemødrene afleverer deres ønsker til skemalæggeren – og at de i vid udstrækning imødekommes. Netop det faktum at jordemødrene er godt tilfredse med den måde, skemaet bliver til på, kan være en medvirkende årsag til, at ikke ret mange benytter sig af muligheden for at lægge sit eget skema, vurderer Eva Greve. – Der er ikke ret mange, der bruger planlægningsdelen af MinTid og det hænger måske sammen med, at de synes, at de får indfriet deres ønsker i forvejen. For nogen handler det måske også om, at de ikke føler sig hjemme ved en computer, siger Eva Greve.
I det vagtskema, som Eva Greve sender ud til sine kolleger hver sjette uge, er der brug for tre jordemødre i dagvagten, to om aftenen og to om natten på hverdage. Dertil kommer 2 døgnvagter. Bemandingen er den samme i weekenden.