Lillian Bondo, landsformand
Kit Dynnes Hansen, næstformand
Johanna Arnadottir formand for Hovedstadskredsen
Susanne Andersen formand for Sjællandskredsen
Kirsten Lyck formand for Syddanmarkskredsen
Sille Richter Hansen formand for Midtjyllandskredsen
*Line Hundebøl Nielsen formand for Nordjyllandskredsen
** Ellen Tobiassen formand for lederkredsen
* Else Hansen var kredsformand fra juni 2006 til august 2007, Sille Richter Hansen har været kredsformand fra august 2007
** Helle Høy Simonsen har været konstitueret kredsformand fra november 2007 til august 2008Jordemoderforeningens satsningsområderKongressen vedtog i 2006 satsningsområderne kendt jordemoder og arbejdsmiljø. Efterfølgende besluttede hovedbestyrelsen at professionsudvikling skulle indgå som det tredje satsningsområde. Målsætningerne til de forskellige områder er i sagens natur meget forskellige, men fælles for alle tre er, at det er satsningsområder, der skal kunne mærkes på alle landets fødesteder. Som det vil fremgå af de følgende tre afsnit, er der arbejdet på alle satsningsområder, mere på nogle områder end på andre.Kendt jordemoderordninger er en faglig succes målt på brugertilfredshed og tilfredshed for de jordemødre, der arbejder i ordningerne
Kendt jordemoderordninger
Allerede i beretningen 2004-2006 lagde hovedbestyrelsen op til at gå aktivt ind i et udredningsarbejde for at udvikle kendskabet til fordele og ulemper ved kendt jordemoderordninger. Udgangspunktet var blandt andet, at der skulle være tilbud indenfor svangreomsorgen, der tog højde for, at ikke alle gravide, fødende eller jordemødre er ens. Netop i relation til jordemødre var det intentionen at undersøge, om deres arbejdsmiljø blev forbedret af en sådan måde at arbejde på. Evalueringsrapporter fra ordningerne bekræfter, at denne arbejdsform giver jordemødrene større indflydelse på såvel indhold som tilrettelæggelse af deres arbejde. Udviklingen af ordningerne har vist, at der blandt jordemødre er et ønske om dette. Siden er ordningerne både blevet brugt til at rekruttere jordemødre, men også til at fastholde gravide til et fødested, hvor de alternativt ville vælge naboregionen.
Kendt jordemoderordninger i alle regioner
Et mål i kongresperioden var, at der blev skabt kendt jordemoder/distriktsjordemoder i alle regioner. Dette mål er næsten opfyldt, da kendt jordemoderordninger i dag findes i region Nordjylland, region Midt, region Hovedstaden og region Sjælland. De enkelte ordninger er implementeret spredt over hele den forløbne kongresperiode. Det drejer sig om fødestederne Aalborg, Hillerød, Hvidovre, Hjørring, Silkeborg og Næstved. Kendt jordemoderordningen på Glostrup hospital ophørte foråret 2008. I alt arbejder knap 40 jordemødre i ordningerne. Generelt har der blandt jordemødre i ordningerne været stor tilfredshed med at arbejde på denne måde og de har efterhånden fået erfaringer med såvel fordele som ulemper. Jordemoderforeningen afholdt i januar 2008 et fælles erfaringsudvekslingsmøde for jordemødre, der arbejder i kendt jordemoderordninger. Der viste sig stort behov for at mødes, og der vil blive arbejdet videre med erfaringsudveksling.
Aflønning og opgavernes omfang
Et andet mål var, at aflønningen i ordningerne skulle afspejle opgavernes omfang. På den baggrund har kendt jordemoderordning givet anledning til indgående debat i organisationen. Generelt er det således, at jordemødrene i ordningen er til rådighed i længere perioder end jordemødre, der arbejder efter de almindelige arbejdstidsregler. Til gengæld har jordemødre i kendt jordemoderordninger en lavere effektiv arbejdstid. Det er balancen mellem rådighedstjeneste, effektiv arbejdstid og løn, der er den væsentlige udfordring for, hvilken rolle ordningerne kommer til at spille i fremtiden. Samtidig vil kvindernes efterspørgsel af ordningerne bliver meget afgørende for mulighederne for at udvikle de eksisterende ordninger. Trods rimelig pressedækning og en kontinuerlig stigning i udbredelsen, er efterspørgslen endnu begrænset. Ordningerne er ved at være et reelt tilbud flere steder, og derfor ligger der en stor udfordring i at udbrede kendskabet til ordningerne blandt de gravide.
Centrale aftaler
Det tredje mål i forbindelse med kendt jordemoderordninger var, at Jordemoderforeningen i den forløbne kongresperiode skulle forsøge at indgå centrale aftaler vedrørende disse ordninger. Erfaringerne fra den forløbne overenskomstforhandling har tydeliggjort, at vi er nødt til at skabe en større erfaring med ordningerne samt en større efterspørgsel fra de gravide, inden vi kan gå videre med centrale aftaler på området. Der er i dag i overenskomsten hjemmel til lokalt at indgå de nødvendige lokale løn — og arbejdstidsaftaler, og det er således ikke et krav, at der indgås centrale aftaler for at oprette ordningerne.
I overenskomstforhandlingerne blev det — uden imødekommelse fra arbejdsgiversiden — forsøgt at arbejde med fornyelse af ø-aftalerne, dels for at opdatere og sikre disse ordninger og dels for at have et fornuftigt håndtag i forhold til at placere kendt jordemoderordninger lønmæssigt. Kongressen 2006 bakkede op om, at det vil være relevant at påbegynde forhandlinger i relation til en sygesikringsoverenskomst. Efter den netop overståede OK 08 er det mere relevant end nogensinde siden overgangen til centerordningen.
Kendt jordemoderordningerne har skabt en mulighed for, at jordemødre kan arbejde på nye måder, og det er et vigtigt led i udredningen af jordemødres arbejdsmiljø, at der udforskes og gives mulighed for at kunne vælge andre arbejdsmåder end de traditionelle.Fik arbejdsmiljøundersøgelsen den forventede mobiliserende effekt?Jordemoderforeningen gennemførte i foråret 2006 arbejdsmiljøundersøgelsen Jordemødre på deltid og overarbejde blandt alle aktive jordemødre. I undersøgelsen indgik data fra 1163 jordemødre. Undersøgelsens resultater dannede grundlag for en kongresbeslutning i 2006 om, at der på det overordnede plan skulle fokuseres på:
”Et bedre arbejdsmiljø for jordemoderen og mere kvalitet i svangreomsorg ved at rejse en offentlig debat om der dog ikke i Velfærdsdanmark kunne blive råd til, at enhver kvinde kan få et tilbud om en god fødselsforberedelse, og enhver kvinde kan være sikker på at have en dygtig og ustresset jordemoder ved sin side under hele den aktive del af fødslen’.
Det blev desuden besluttet, at Jordemoderforeningen ville fremlægge forslag og idéer til: …hvordan kvaliteten i svangreomsorgen kan gøres bedre gennem nye og anderledes måder at organisere og tilrettelægge arbejdet på. Det gælder bl.a. en anden organisering, arbejdstilrettelæggelse og opgavevaretagelse på de efterhånden meget store fødesteder, der dominerer i den danske fødsels-kultur’.Arbejdet med at inddrage arbejdsmiljøet i forbindelse med de forandringsprocesser, der har fundet sted, er sket i varierende grad.
Det lokale arbejdsmiljø
Endvidere blev der på kongressen i 2006 sat det mål, at alle fødesteder skulle udarbejde en arbejdsmiljømæssig handleplan, der tog afsæt i de konkrete lokale arbejdsmiljøforhold, der blev afdækket i Jordemoderforeningens arbejdsmiljøundersøgelse.
På tillidsrepræsentationsniveau blev undersøgelsen fremlagt og grundigt diskuteret. De enkelte fødesteder fik mulighed for at få deres egne data fra undersøgelsen under forudsætning af, at jordemoderledelsen og tillidsmanden var enige, og at arbejdspladsen var af en sådan størrelse, at anonymiteten kunne bevares. Det benyttede alle fødesteder sig af. Det har været meget varierende, hvor meget de enkelte arbejdspladser har brugt disse tal til konkrete tiltag. På de fleste arbejdspladser er tallene blevet diskuteret, på færre fødesteder har oplysningerne ført til ændret praksis.
Hovedbestyrelsen er af den opfattelse, at det er vigtige informationer, der er blevet kortlagt gennem arbejdsmiljøundersøgelsen. Samtidig er det vigtigt at gøre sig klart, at lokale repræsentanter på arbejdspladser, hvor ledelserne er underlagt behovet for at styre økonomien, af forståelige grunde oplever at møde en mur i indsatsen for ændringer af forhold, der koster penge. MED-aftalens indhold kommer til kort, hvor økonomien under alle omstændigheder ikke rækker til bedre normering, bedre lokaler, mere undervisning og/ eller mødeaktivitet. Det kræver stor fleksibilitet fra begge sider at arbejde med ændringer, og det lykkes ikke uden penge.For Jordemoderforeningen handler professionsudvikling om at beskrive, dokumentere og vinde anerkendelse for fagets selvstændige betydning
Det tredje og sidste af Jordemoderforeningens satsningsområder er professionsudviklingen. Den var på dagsordenen på medlemsmødet på Hotel Nyborg Strand i oktober 2007. Her var cand.scient.pol Thomas Nørby Dahl inviteret til at skitsere, hvordan jordemødrene står i et vadested, hvor de skal vælge mellem en fagforeningsstrategi eller en professionsstrategi. Fagforeningsstrategien handler om, at jordemødre kæmper for højere løn og bedre arbejdsforhold; mens en professionsstrategi handler om at gå efter en højnelse af jordemoderfagets status og på baggrund af den højere status at opnå forbedringer af løn — og ansættelsesvilkår.
Ved en workshop med inviterede medlemmer i februar 2008 blev det første spadestik taget med henblik på at få kortlagt, hvad der skal til for at styrke professionsudviklingen. Her arbejdede deltagerne med punkterne jordemoderens virksomhedsområde og kvalitet indenfor jordemoderfaget. Næste skridt på vejen er at afholde en workshop, hvor de kommende deltagere skal arbejde med punkterne jordemoderfagets vidensgrundlag og den jordemoderfaglige grund, efter — og videreuddannelse. Resultaterne fra de to workshops vil tilsammen danne baggrund for Jordemoderforeningens kommende strategi for professionsudvikling.<//span>Jordemoderforeningens indsats på uddannelsesområdet kan og bør styrkes Jordemoderforeningen vil gerne knytte tættere bånd til de studerende. Men løb de gode intentioner fra ’Debatoplæg om tilbudet til de studerende medlemmer af Jordemoderforeningen’ ud i sandet?Tilbud til de studerende
Gennem de sidste 3 — 4 år er Jordemoderforeningens tilbud til de studerende udbygget. Der gennemføres nu kurser for de jordemoderstuderende, der arbejder i de studerendes råd. Næsten færdiguddannede jordemødre tilbydes en dag, hvor de informeres om, hvad Jordemoderforeningen, Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse (DSA) og Pensionskassernes Administration (PKA) kan gøre for dem efter endt uddannelse. På Jordemoderforeningens hjemmeside er oprettet sider for de studerende, hvor de både kan indhente informationer og kommunikere internt. Blandt flere specifikke tilbud har de studerende adgang til en elektronisk udgave af Farmakologi for jordemødre. Der er tegnet forsikringer for de studerende, og foreningens sekretariat rådgiver oftere studerende end tidligere.
Fremtiden og de studerende
Hovedbestyrelsen så et behov for at sikre, at det samlede tilbud til de studerende medlemmer skulle udvikles. For at få et overblik over hvad dette skulle indebære, blev der nedsat et ad hoc udvalg med repræsentanter fra hovedbestyrelsen og studerende fra de tre uddannelsesinstitutioner. I efteråret 2007 præsenterede dette udvalg hovedbestyrelsen for et debatoplæg, der indeholdt tre typer anbefalinger. Nogle anbefalinger krævede stillingtagen i hovedbestyrelsen, andre stillingtagen på kongressen og nogle anbefalinger krævede yderligere behandling.
En anbefaling til kongressen er, at de studerende skal betale et kontingent. Andre forslag er, at foreningen skal have en person, der skal varetage arbejdet i relation til uddannelse, at der fortsættes med arrangementer for studerende på 1. og 7. semester, og at de studerendes samarbejde med Tidsskrift for Jordemødre opprioriteres og formaliseres. Et forslag, der krævede yderligere behandling, drejede sig om de studerendes ’arbejdsmiljø’ i den kliniske del af uddannelsen. Ud over anbefalingerne viste udvalgsarbejdet, at de studerende kan føle sig i ingenmandsland, hvis de har problemer, samt at vilkårene for de studerende er meget forskellige fra praktiksted til praktiksted.
Et nyt udvalg bestående af repræsentanter fra såvel uddannelse, ledelse, tillidsrepræsentanter, uddannelsesansvarlige jordemødre, basisjordemødre og studerende skulle udarbejde anbefalinger, der kunne opnå bred opbakning. Dette arbejde blev dog udsat for at afvente resultatet fra en planlagt undersøgelse foretaget af undervisningsstederne.
Ambitionen er fortsat, at Jordemoderforeningen arbejder videre med, hvorledes disse anbefalinger kan imødekommes. Udvalget må nedsættes i den kommende kongresperiode, og arbejdet må påbegyndes, så snart der findes ressourcer til det.Jagten på de nye svangreanbefalinger Jordemoderforeningen satser stort på det faglige og videnskabelige program for NJF-kongressen i juni 2010 Nordisk Jordmoder Forbunds styrelsesmøde i marts 2008 blev afholdt uden dansk repræsentation på grund af planlægning af den forestående konflikt.
ICM
I den første uge i juni måned afholdt International Confederation of Midwives (ICM) kongres under overskriften A Worldwide Commitment to Women and the Newborn. Der deltog 3400 jordemødre fra hele verden. Danmark var repræsenteret med 60 jordemødre, hvoraf fem jordemødre holdt oplæg.
Lillian Bondo har indtil nu ikke alene repræsenteret Jordemoderforeningen i ICM, men også været de nordiske og baltiske medlemsorganisationers repræsentant i ICM’s styrelse. Da Lillian Bondo har siddet i to perioder, var det ikke muligt at stille op til genvalg på grund af ICM’s strukturændringer. Eva Selin blev på Council valgt til at repræsentere de nordiske og baltiske lande i styrelsen. Formand og næstformand repræsenterer fortsat Jordemoderforeningen i Council. Læs mere på www.internationalmidwives.org.
EMA
European Midwives Association (EMA) holder årligt møde for alle tilsluttede medlemsorganisationer. Emnerne varierer fra år til år, men det overordnede perspektiv er, at jordemoderorganisationer styrkes i udvikling af deres potentiale og i udnyttelse af mulighederne i det overordnede europæiske direktiv, der også omfatter jordemodervirksomhed. Arbejdet har fokus på fastholdelse og udvikling af jordemødres selvstændige praksis og på uddannelse af jordemødre. Mødet i 2006 fandt sted på Cypern, i 2007 i Estland, og mødet i 2008 er planlagt til at finde sted på Malta til september. Læs mere på EMA’s egen hjemmeside http://www.europeanmidwives.eu/ema/
WHO
I 2000 vedtog World Health Organisation’s (WHO) europæiske region at arbejde i henhold til München-deklarationen, et papir, der opfordrer regeringer og sundhedsmyndigheder til at sikre, at jordemødre og sygeplejersker udnytter deres fulde potentiale i styrkelsen af folkesundheden. Siden har Forum (kaldenavn for det lange WHO — European Forum for National Nursing and Midwifery Associations) holdt årlige konferencer, hvorunder vi gensidigt beretter om indsatsen på udvalgte områder.
Mødet i 2006 blev holdt i Skopje, uden deltagelse fra Danmark. I 2007 deltog Lillian Bondo på mødet i København. Mødet endte uden fuldstændig dækning på styrelsesposterne. Efter en høring blandt jordemoderorganisationerne trådte Lillian Bondo ind i styrelsen. Deltagelse i årets møde i Uzbekistan var planlagt, men Jordemoderforeningen måtte melde afbud med henvisning til arbejdsbyrden efter konflikten. Oplysninger om Forums arbejde kan findes på www. euro.who.int/efnnma
Som det fremgår, har Jordemoderforeningen set sig nødsaget til at neddrosle sit internationale samarbejde i modsætning til i sidste kongresperiode; men med en overstået konflikt i bakspejlet vil det internationale samarbejde hurtigt komme op i omdrejningshøjde igen.Udvalg og repræsentationerI den forløbne kongresperiode er Jordemoderforeningen og Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi’s (DSOG) følgegruppe vedr. en beskrivelse af den gode fødsel indstillet. Arbejdet i følgegruppen er afsluttet i 2006 med udgivelsen af bogen Den gode fødsel. Desuden er Jordemoderforeningen ikke længere repræsenteret i Videnscenter for Amning, der har været tvunget til at indstille sine aktiviteter på grund af manglende bevillinger.
Der har i den forløbne kongresperiode været nedsat tre ad hoc udvalg. I forbindelse med planlægningen af Nordisk Jordemoderkongres 2010 er der i foråret 2008 nedsat det første udvalg, der skal planlægge rammerne for det faglige indhold på kongressen. Derudover er der på hovedbestyrelsesmødet i maj 2008 nedsat et økonomiudvalg, der skal se på fordelingen af foreningens økonomiske ressourcer, samt udarbejde en strategi for genopbygning af Jordemoderforeningens garantibeholdning. Det tredje og sidste ad hoc udvalg blev som beskrevet i afsnittet ’Jordemoderforeningen vil gerne knytte tættere bånd til de studerende …’ nedsat i maj 2007.
Du kan læse mere om udvalgenes formål og mødeaktivitet på www.jordemoderforeningen.dk under rubrikken Udvalg & Repræsentationer.Samarbejdet med Jordemoderfagligt SelskabJordemoderfagligt Selskab blev oprettet i 2001 og har nu 202 medlemmer. Jordemoderforeningens samarbejde med selskabet blev formaliseret i 2005. Jordemoderforeningens formandskab og selskabets formænd har truffet beslutninger om det fortsatte arbejde og samarbejde, mens foreningens udviklingskonsulent har varetaget kontakten i dagligdagen.
Oprettelsen og især samarbejdet med Jordemoderfagligt Selskab har betydet, at der har været sikret jordemoderrepræsentation i Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning, samt at arbejdet i relation til Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger for svangreomsorg er blevet styrket antals- og indholdsmæssigt.
Det seneste tiltag fra Jordemoderfagligt Selskab i tillæg til de succesrige Sandbjergmøder er et ”road-show” om kendt jordemoderordninger.
Det er et mål for Jordemoderforeningen, at samarbejdet de kommende år bliver yderligere styrket.
Planlægning af akutfunktioner og specialeplanlægning har haft og vil få stor betydning for svangreomsorgen: hvilken rolle har Jordemoderforeningen spillet i udviklingen?
Sundhedsstyrelsens akutplan
De nye regioner var en realitet i januar 2007. På samme tid barslede Sundhedsstyrelsen med en akutplan, der vægtede centralisering af behandlingstilbudene. Hellere få hospitaler med den rette ekspertise end mange små hospitaler med varierende ekspertise, var grundholdningen i Sundhedsstyrelsens bud på akutplanlægning. Dette kunne samtidig tilgodese, at eksperterne fik et patientgrundlag, der gav den nødvendige erfaring.
Dette betød, for det jordemoderfaglige område, at man ikke alene fokuserede på muligheden for, at der kunne være en obstetrisk speciallæge tilstede, men også på, at der kunne være en neonatolog til rådighed. ’Øvelse gør mester-holdningen’ kombineret med at de allerfleste fødsler ikke har behov for specialister krævede, at der skulle mange fødsler til for, at der var patientgrundlag nok til en neonatalafdeling.
Centraliseringen, som akutplanen krævede, vil ikke kun lukke små afdelinger, men også mellemstore afdelinger. Dette vil blive problematisk i forhold til rekruttering af jordemødre. Derudover vil de lange geografiske afstande, som centraliseringen vil medføre, være en reel forringelse for de fødende. I et høringssvar til Sundhedsstyrelsen gjorde Jordemoderforeningen opmærksom på disse problemstillinger, dog uden at det medførte ændringer i akutplanen.
Specialeplanlægningen
Efter akutplanen skulle planlægningen af det gynækologisk-obstetriske speciale påbegyndes i Sundhedsstyrelsen. De faglige selskaber DSOG, Selskabet for Gynækologisk-obstetriske Sygeplejersker og Jordemoderfagligt Selskab var inviteret sammen med gynækologiske og obstetriske repræsentanter for hver af de fem regioner. Arbejdsgruppen skulle bestå af otte læger, én sygeplejerske og én jordemoder. Da jordemoderens arbejdsområde i vid udstrækning udgør fødekæden for obstetrikken, blev den ulige vægtning af fagligheden i arbejdsgruppen påpeget overfor Sundhedsstyrelsen i en fælles skriftlig henvendelse fra Jordemoderforeningen og Jordemoderfagligt Selskab. Ved første møde i december 2006 blev det godtaget at såvel Jordemoderfagligt Selskabs officielle repræsentant i arbejdsgruppen, daværende amtsjordemoder i Viborg amt Annie Lund, samt Jordemoderfagligt Selskabs formand Misan Stehouwer kunne deltage ved de planlagte møder.
Vedrørende den obstetriske del af specialet var omdrejningspunktet for specialeplanlægningen, ud over den nye akutplan, en stigende bekymring for en kommende lægemangel i specialet, samt et stærkt ønske fra DSOG´s side om neonatal assistance ved alle fødsler. To problemstillinger, der begge så ud til at passe godt ind i akutplanen. Fra Sundhedsstyrelsens side blev dokumentation og kvalitet i de sundhedsfaglige ydelser vægtet højest. Fra Jordemoderfagligt Selskab blev der argumenteret for bevaring af graviditet, fødsel og barsel som del af en normal livsproces, samt at der ikke fandtes dokumentation for, at en centralisering af fødslerne ville give øget kvalitet.
Der var afsat tid til i alt fem møder i arbejdsgruppen, og man forventede i Sundhedsstyrelsen et færdigt dokument i løbet af 4 – 5 måneder. Den snævre tidsfrist umuliggjorde en grundig gennemgang af alle problemstillinger. Da der i arbejdsgruppen ikke kunne opnås enighed omkring en generel anbefaling af neonatalt beredskab ved alle fødsler, blev der udfærdiget et bilag til specialeplanen, hvori de særlige forhold for fødsler, herunder tryghed og nærhed, blev beskrevet nærmere. DSOG var pennefører på såvel specialeplanen som bilaget. Arbejdet blev afsluttet i maj 2007. Jordemoderforeningen, ved formand Lillian Bondo, blev løbende orienteret om arbejdet.Succes og udfordringer for Jordemoderforeningens regionsstruktur
Strukturændring
Forarbejdet til en strukturændring af Jordemoderforeningen startede allerede i 2004. Inden regionaliseringen af Danmark valgte Jordemoderforeningen at lade kredsene følge de kommende regioner med henblik på at sikre, at enhederne passede sammen med regionernes og med henblik på at sikre en indflydelse på den proces, der ville blive et resultat af regionaliseringen. Denne omfattende strukturændring har medført en centralisering af organisationen på nogle felter, en decentralisering på andre og en væsentlig omrokering af de økonomiske ressourcer. Det har været og er en vanskelig proces såvel indadtil som udadtil, og det har været en stor udfordring for Jordemoderforeningen, tillidsrepræsentanterne og kredsformændene, som har lagt et stort arbejde i at få de nye kredse til at fungere godt.
Tillidsrepræsentanter og kredsformænd
Grundstenen i Jordemoderforeningen har altid været tillidsrepræsentanterne, og denne position har de bevaret i den nye struktur. Vigtigheden af dette var tydelig under den nyligt afviklede konflikt. Kredsformændenes politiske rolle er blevet mere tydelig. En rolle med dertilhørende opgaver, de ikke altid har følt sig klædt på til at varetage. Derfor valgte hovedbestyrelsen at prioritere en kredsformandsuddannelse, der vægtede forhandlingsteknik, branding, politikudarbejdelse og politikforståelse og sidst, men ikke mindst, indflydelse både lokalt og nationalt. Samtidig med hele denne omorganisering var det desuden en stor opgave at få nye fødesteder og personer til at arbejde sammen i de nye kredse.
Hovedbestyrelsen og økonomi
Omprioritering af de økonomiske ressourcer samt det mindre antal kredse og kredsformænd har gjort det muligt for hovedbestyrelsen at mødes oftere. Formandskabet har dermed kunnet få tættere tilbagemeldinger efter debat i kredsbestyrelserne til beslutning i hovedbestyrelsen, og dette har vist sig af værdi især under konflikten. Der har løbende været fokus på de begrænsninger i dynamikken, som en lille hovedbestyrelse kunne medføre. Et ønske om, at næstformændene i kredsene deltog i hovedbestyrelsen, eller at der blev valgt flere medlemmer direkte ind i hovedbestyrelsen har været rejst. Samtidig har de forskellige vilkår i kredsene i form af størrelse, geografisk udbredelse, antallet af fødesteder mm. været diskuteret i forhold til den økonomiske fordeling af ressourcerne. Derfor nedsatte hovedbestyrelsen et økonomiudvalg i foråret 2008, der blandt andet er i gang med at undersøge disse forhold. Det er vigtigt, efter en så stor strukturændring, kontinuerligt at vurdere balancen mellem de ressourcer, der anvendes centralt og lokalt samt at afveje balancen i forhold til de politiske opgaver.
Regionerne og samarbejde
Der er brugt mange kræfter på at følge den proces, som regionaliseringen afstedkom, samt hvilken betydning den får for svangreomsorgen i de enkelte regioner og dermed for jordemødrenes arbejdsforhold.
De nye regioner har været meget lukkede omkring deres fremtidsplaner for jordemoderområdet i det omfang, der overhovedet har været tænkt i planlægning for jordemoderområdet. Fornemmelsen har fra begyndelsen været en bekræftelse af foreningens hovedindvending fra høringsrunder i strukturreform og sundhedslov, at når jordemodervæsenet bliver betragtet som en aktivitet i sygehusregi, uden hegn om økonomien til forebyggelsesarbejdet, så glider opgavens vigtighed i baggrunden. Dertil kommer, at regionaliseringsprocessen ofte ikke har fremstået som den demokratiske proces, man kunne have forventet og krævet, og mange beslutninger har været overladt til det administrative niveau i de nye regioner. Det har gjort det vanskeligt at arbejde politisk med ændringerne i regionerne. Generelt er det hovedbestyrelsens opfattelse, at Jordemoderforeningen har været og er langt bedre organiseret til at løse disse opgaver.Politisk optakt til OK 08
Store forventninger
I 2007 blev forhandlingerne på det private arbejdsmarked afsluttet med et stort lønløft. Dette og de øvrige tegn på en samfundsmæssig højkonjunktur bidrog til høje forventninger til overenskomstforhandlingerne 2008 for de offentligt ansatte, heriblandt jordemødrene. I forsommeren 2007 valgte SOSU -assistenter fra Holstebro at markere deres utilfredshed med aktioner over hele landet, herunder en demonstration på Christiansborg Slotsplads. Deres fagforening, Fag og Arbejde (FO A) kom på banen med parolen: Mandeløn til kvindefag. Diskussionerne optrappedes i særdeleshed under efterårets valgkamp og forskellige partier gik på banen med valgløfter til de offentligt ansatte, især til de lavtlønnede i sundhedssektoren. Både Dansk Folkeparti (DF), Socialistisk Folkeparti (SF) og Enhedslisten (E) lovede kompensation for det dokumenterede efterslæb. Socialdemokraterne (S) vakte ligeledes opsigt ved at love lønløft og dermed ’blande sig’ fra politisk side i de kommende overenskomstforhandlinger. I december 2007 lykkedes det dog den nye finansminister Lars Løkke Rasmussen ved en talteknisk manøvre at give mulighed for, at en større del af det kommende overenskomstresultat kunne udmøntes i starten af overenskomstperioden, mod mindre siden hen. Dette blev såvel af DF og S fejlagtigt udlagt som ekstra midler, og begge partier mente sig dermed løst fra deres valgløfter.
Efter valget, og den nye finansministers manøvre var det kun SF og E, som offentligt gav udtryk for at ville give et ekstra økonomisk råderum til de offentlige forhandlinger. Det var tydeligt for Sundhedskartellet og Jordemoderforeningen, at der denne gang var en meget stor folkelig interesse og opbakning til et lønløft — navnlig i sundhedssektoren, inden for kvindefagene.
Lønkamp
På grund af den store medieinteresse og folkelige opmærksomhed fik kampen om lønnen mange kombattanter på banen. Alle fagforeningerne markerede sig med en indsats for medieplads. Jordemoderforeningen afholdt møder med arbejdsmarkedsordførere på Christiansborg, og formanden fik bragt avisindlæg, der understregede behovet for et økonomisk løft til jordemødre. Jordemødrene deltog i 2. oktober-demonstrationen på Christiansborg slotsplads i forbindelse med Folketingets åbning. Den 12. oktober, samme dag som Sundhedskartellet for første gang i forhandlingsforløbet mødte de regionale og kommunale arbejdsgivere, afholdt jordemødrene en landsdækkende, godt mediedækket aktion for at gøre opmærksom på jordemødres lønkrav: ’Gæt en grundløn’.
Mediebilledet var ligeledes fyldt med arbejdsmarkedsforskerne, journalister, bankog tænketanksøkonomer samt andre, der udtalte sig om forhandlingerne, den politiske vilje og muligheden for at skabe resultater og ikke mindst en eventuelt kommende konflikt og efterfølgende indgreb.
Sundhedskartellet gik ud med budskabet om, at medlemmerne, der primært er kvinder, var 27 % lavere lønnet end privatansatte, primært mænd med tilsvarende uddannelse. I Danmark har man derfor et ligelønsproblem, som i fremtiden vil gøre det problematisk at fastholde og rekruttere personale til sundhedssektoren og dermed opretholde et nødvendigt og velfungerende offentligt sundhedsvæsen.
Dansk Arbejdsgiverforening og diverse banker fremlagde andre opgørelser over lønninger, hvor de blandt andet inddrog ulempeydelser, løn under barsel og løn under fravær i lønsammenligningen. De lykkedes til dels med at drage Fag og Arbejdes (FO A) lønefterslæb i tvivl, men undlod at påstå, at Sundhedskartellets medlemmer skulle være lønnet på niveau med privatansatte med tilsvarende uddannelseslængde.
Kun OECD¹ udkom med en rapport, som udstillede Sundhedskartellets medlemmer som højtlønnede. Ifølge deres rapport lå danske sygeplejerskers løn 15 % over lønnen for de øvrige OECD landes sygeplejersker. Denne oplysning opfattes af Sundhedskartellet som irrelevant for de danske overenskomstforhandlinger.
Den danske model
Den såkaldt ’danske model’ blev genstand for en del diskussion og opmærksomhed. Modellen er baseret på, at løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter forhandling mellem arbejdsmarkedets parter og ikke ved lovgivning eller anden landspolitisk indblanding.
Forud for forhandlingerne havde Sundhedskartellet haft mange overvejelser om, i hvilket omfang den nye politiske struktur efter kommunalreformen ville påvirke forhandlingerne. Hvad ville det faktum, at regionerne var politisk amputerede uden retten til at udskrive skatter, betyde for forhandlingerne? Da regionerne ikke længere selv var herre over indtægtssiden i den regionale økonomi, ville finansministeren så benytte sig af den vetoret, som han havde fået i regionernes overenskomstbesluttende organ, Regionernes Lønnings- og Taksnævn?
Da finansminister Lars Løkke Rasmussen som arbejdsgiver for de statsansatte og formanden for Akademikernes Centralorganisation (AC) Sine Sunesen, allerede i januar 2008 blev enige om en samlet ramme for en lønstigning på 12,8 % for de næste tre år, var bekymringen, at det ville blive meget vanskeligt at skabe en større ramme på det regionale område, så de særlige lønproblemer på området kunne løses.
Efterfølgende kom formanden for Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO ) Anders Bondo Christensen ud med et samlet resultat på samme niveau. FO A var i imidlertid ikke tilfreds med resultatet og trak sig derfor fra de fælles forhandlinger.
Med forlig på statens område og det kommunale regionale område samt alle organisationerne i KTO stod Sundhedskartellet (og FOA) over for den opgave at skulle forhandle eller strejke sig til en større ramme, hvilket blev dømt umuligt af stort set alle arbejdsmarkedsforskere.
Lønstigning
De to hovedkrav: en lønstigning, der påbegynder indhentningen af efterslæbet til det private arbejdsmarkeds lønniveau og en ligelønskommission til afdækning af den ligelønsproblematik, der er mellem offentligt og privat ansatte, blev velkendte temaer i den danske offentlighed gennem hele forhandlings- og strejkeforløbet. Det blev hurtigt underbygget, hvad Sundhedskartellet havde frygtet, at forhandlerne fra Danske Regioner, først Kristian Ebbensgaard og efter forhandlingssammenbruddet Bent Hansen, stod uden den endelige kompetence. Dermed var der ingen reel mulighed for at finde en løsning, der lå ud over 12,8 %, selvom der var gode grunde for regionerne til at gøre noget særligt for Sundhedskartellets medlemmer. Der var givet et fastlåst mandat på 12,8 % fra finansministeren. Sundhedskartellet tydeliggjorde problematikken med de ’falske forhandlere’ på flere måder. Både ved at henvende sig direkte til Christiansborgs politikere og regeringen, og ved at foranledige en underskriftindsamling, der blev afleveret direkte til finansministeren.
Lige løn
Der var bredere politisk opbakning til kravet om en ligelønskommission end til øgede lønmidler. Regeringspartierne bakkede ved strejkens afslutning op om nedsættelsen af en kommission; men det skulle være en lønkommission og ikke en ligelønskommission. Sundhedskartellet er af den opfattelse, at en lønkommission naturligvis ikke kan undgå at se på ligelønsaspektet. Sundhedskartellet følger efter afslutningen af OK 08 op på kravet om en lønkommission.
Jordemoderforeningens hovedbestyrelse valgte at varsle konflikt på alle basisstillinger ud fra kredsbestyrelsernes vurdering af, at vi med en 100 procent strejke og i samarbejde med de øvrige organisationer i Sundhedskartellet kunne nå vores mål
På den ene side — på den anden side
Det skortede ikke på udsagn fra arbejdsgiverside om behovet for samfundsansvarlighed og krav om at dæmpe forventningerne i overenskomstforhandlingerne. Men for Jordemoderforeningen og de øvrige organisationer i Sundhedskartellet var det samfundsmæssigt ansvarligt at stille krav om en løn, der i højere grad kunne sikre rekruttering og fastholdelse til det offentlige sundhedsvæsen. Ansvarligheden var så stor, at Jordemoderforeningen var parat til at sætte magt bag kravet.
Der var forskel på, hvor mange medlemmer, hver organisation ønskede at sende i konflikt. Men det blev meget hurtigt klart, at Dansk Sygeplejeråd (DSR) ønskede at sende alle basismedlemmer ansat på det offentlige område i konflikt. Dette lagde et pres på de øvrige organisationer i Sundhedskartellet og skabte en kort overgang en del debat i Sundhedskartellets forhandlingsudvalg. Resultatet blev, at DSR, Jordemoderforeningen og Radiograferne udtog alle basismedlemmer. De øvrige organisationer udtog op til ca. 20 %. Det var meget forskelligt i hvilket omfang organisationerne skulle stille nødberedskaber. Jordemoderforeningen var den organisation med mest akutarbejde, som dermed skulle stille størst nødberedskab.
Hovedbestyrelsens balancegang
For Jordemoderforeningens hovedbestyrelse var der ikke tvivl om, at den med erfaringerne fra konflikten i 1999 ville gribe denne konflikt an på den måde, at flest muligt af jordemødrene blev inddraget. Men samtidig var det på grund af den specielle politiske situation vigtigt at opretholde befolkningsopbakningen, så strejken måtte under ingen omstændigheder medføre skade på borgernes sundhed. Hovedbestyrelsen valgte efter nøje drøftelser i kredsbestyrelserne at gå efter en model, hvor alle arbejdspladser, for så vidt de kunne stille et nødberedskab, skulle indgå i konflikten. Der skulle strejkes på de synlige funktioner indenfor svangreprofylakse i bred forstand, fødselshjælp og barselomsorg. Basisstillinger uden egentlig borgerkontakt skulle som de eneste undtages, det vil sige uddannelsesansvarlige jordemødre, samt andre særlige stillinger. Hensigten fra hovedbestyrelsen var at alt arbejde indenfor fødselsbetjening fortsat skulle afvikles forsvarligt og sikkert, men at strejkeindsatsen skulle kunne opleves af de raske ressourcestærke borgere i jordemoderkonsultation, fødselsforberedelse, opsøgende arbejde og i barselperioden. Nødberedskaberne skulle holde hånden 100 % under svage grupper.
Det fremgik tydeligt i hovedbestyrelsesdiskussionerne, at især truslen om strejke var et våben mere end selve strejken. Dernæst kom, at synlighed i et strejkefællesskab og i medierne var det, der skulle til at sætte os på ’strejkelandkortet’. Hovedbestyrelsen var helt klar over, at strejkeeffekten isoleret set var lille. Til gengæld var den opmærksom på, at den brede fælles strejke i Sundhedskartellet med ophobningen af behandlinger eller overførsler af behandlinger til et dyrere privat sundhedsvæsen ville være yderst effektivt overfor en regering, hvis udtrykte mål var en offentlig sundhedssektor i verdensklasse.
Jordemoderforeningen og hele Sundhedskartellets vurdering var, på linje med alle arbejdsmarkedsforskernes, at en konflikt af dette omfang ikke ville kunne trække i langdrag. Derfor var det for Jordemoderforeningen vigtigt at lægge ud med en manifestation af vores betydning for det gode offentlige tilbud. Fire arbejdspladser alene i kamp, som i 1999, kunne ikke gøre det. På alle møder og i alle henvendelser fra tillidsrepræsentanter var der en klar tilbagemelding om parathed hos jordemødrene om, at alle fødesteder og jordemodercentre deltog i en konflikt for at opnå bedre resultater end det tilbudte.
Det skulle vise sig, at regeringen valgte at forfølge andre mål end et sundhedsvæsen i verdensklasse, da konflikten kom.Jordemoderforeningen forberedte sig indgående til samarbejde med Sundhedskartellet på de forestående overenskomstforhandlinger
Noget nyt, noget gammelt
Forhandlingerne om en fornyelse af den overenskomst, der udløb 1. april 2008, adskiller sig på flere punkter fra tidligere overenskomstforhandlinger. Først og fremmest, fordi forhandlingerne efter fire delforlig brød sammen og derfor ledte til den mest omfattende konflikt på det offentlige arbejdsmarked nogensinde. Dernæst fordi vores forhandlingsmodpart var ny. Hvor Jordemoderforeningen og Sundhedskartellet tidligere har siddet overfor Amtsrådsforeningen, var modparten denne gang Danske Regioner. Den politiske situation var tillige højspændt med et folketingsvalg i efteråret 2007, hvor flere partier i valgkampen kappedes om at overgå hinanden i løfterne til offentligt ansatte og kvindedominerede faggrupper. Endelig var mediernes bevågenhed særlig høj ved disse forhandlinger på grund af de tydelige signaler om risikoen for konflikt, hvor arbejdsgiverne ikke var indstillet på at tage hul på at indhente det dokumenterede lønefterslæb.
På de interne linjer adskiller forhandlingerne sig ligeledes fra tidligere. Som beskrevet i afsnittet Succes og udfordringer for Jordemoderforeningens regionsstruktur, havde Jordemoderforeningen nu en ny kredsstruktur. Det betød blandt andet at hovedbestyrelsen kunne arbejde tæt og intensivt med i forløbet op til og især under overenskomstforhandlingerne.
Kravudtagelse
Jordemoderforeningen indkaldte i foråret 2007 til medlemsmøder i alle regionskredse. Forinden havde alle tillidsrepræsentanter fået et debatoplæg med ekstra eksemplarer, der blev tilgængelige for jordemødrene på fødestederne. Debatoplægget lå ligeledes på Jordemoderforeningens hjemmeside. I Tidsskrift for Jordemødre blev medlemmerne opfordret til at indsende forslag til krav, og som noget nyt blev hjemmesiden også flittigt anvendt til dette formål. Der blev afholdt fem regionale medlemsmøder medio maj 2007, hvor ca. 200 medlemmer deltog.
Ligesom ved overenskomstforhandlingerne i 2005 var oplægget til kravudtagelsen, at de skulle ligge inden for tre temaer: Løn, pension og arbejdstid. Langt de fleste krav fra jordemødrene handlede om løn. Budskabet var, at der denne gang for det første skulle en væsentlig central lønforbedring til og at der for det andet skulle være en prioritering af de mest erfarne basisjordemødre. Sidstnævnte krav opstod, fordi jordemødre med kort erfaring havde fået de højeste lønstigninger ved OK 2005 ved indplaceringen i den nye to-trins lønmodel. Fra ledergruppen var der ligeledes en tydelig prioritering af lønnen; men også en prioritering af bedre pension og bedre seniormuligheder, samt mulighed for lederstillinger på delebasis eller deltid.
I lighed med tidligere overenskomstforhandlinger var bedre honorering af nat — og weekendarbejde et markant krav, men denne gang var pensionsdækning af ulempeydelserne og bedre seniorrettigheder meget fremtrædende. Værn om fritiden, især med markante ønsker om plads til ferie, fyldte meget i de oprindelige jordemoderkrav.
Sundhedskartellet og kravudtagelse
Sundhedskartellet havde i fællesskab udarbejdet et debatoplæg, der indeholdt Jordemoderforeningens kommentarer inden for de enkelte områder. Efter kravudtagelsen behandlede Jordemoderforeningens hovedbestyrelse kravene parallelt med, at de blev behandlet i Sundhedskartellets forhandlingsudvalg. Krav, der var enighed om i Sundhedskartellets forhandlingsudvalg blev formuleret og fremsat som fælleskrav. De krav, som den enkelte organisation stod alene med, blev frafaldet eller formuleret og fremsat som organisationsspecifikke eller specielle krav. Efter den fjerde og sidste behandling i forhandlingsudvalget var der i alt 31 fælles krav og otte organisationsspecifikke krav, hvoraf Jordemoderforeningen havde de fire.
Et af de krav, som Jordemoderforeningen valgte at fremsætte som et organisationsspecifikt krav, var et hurtigere gennemløb i lønmodellen for basisstillinger, det vil sige anciennitetsstigning. Selvom et sådant krav begunstiger jordemødre med kort anciennitet, var det vigtigt at fremsætte, da hovedbestyrelsen ikke havde fundet indplaceringen ved overenskomsten i 2005 i den nye lønmodel tilfredsstillende i forhold til de øvrige organisationers indplacering sammenholdt med jordemødrenes hidtidige lønforløb.
De tekniske arbejdsgrupper
Allerede parallelt med kravudtagelsen havde man i Sundhedskartellet nedsat forskellige tekniske arbejdsgrupper med henblik på at formulere, uddybe og beregne eventuelle krav indenfor de forskellige områder. På arbejdstids — og lederområdet overgik grupperne, efter kravudvekslingen med arbejdsgiverne, til at være egentligt forhandlende grupper. Jordemoderforeningen var repræsenteret i såvel ledergruppen som arbejdstidsgruppen og derudover i flere andre, mere tekniske grupper. Navnlig i arbejdstidsgruppen var der adskillige møder med arbejdsgiverne. Arbejdsgiverne havde et overordnet krav om mere tilstedeværelse. Sundhedskartellet havde et overordnet krav om understøttelse af rekruttering og fastholdelse; begge dele med arbejdstidsområdet som helt centralt omdrejningspunkt, men med tydeligt forskellige opfattelser af, hvordan man opnår mere arbejdskraft til sundhedssektoren. Arbejdsgivers krav handlede blandt andet om en generelt længere arbejdsuge, selvbetalt frokost, normperiode på et år og at alene effektive timer — og ikke rådighedstimer uden tilkald — skulle indgå i normen. Sundhedskartellet krav gik i en anden retning: mere frivillighed, bedre beskyttelse af fritiden og bedre honorering for arbejde på skæve tidspunkter. Alle krav, der skulle gøre arbejdet i sundhedssektoren mere attraktivt og dermed bevirke en øget rekruttering og fastholdes i faget.
Forhandlingsforløbet
Som noget nyt for denne overenskomstforhandling, valgte man at dele forhandlingen op i fire delforlig og til sidst forhandle om selve den økonomiske ramme. De enkelte delforlig kom på plads som forventet.
Sammenbrud — møde med forligskvinden — sammenbrud
Samme dag, som det fjerde delforlig kom på plads, måtte parterne erkende, at der ikke kunne opnås enighed om den samlede økonomiske ramme, hvilket betød sammenbrud i forhandlingerne. Derfor varslede Jordemoderforeningen 3. marts 2008 konflikt på samtlige landets fødesteder og jordemodercentre. Tillidsrepræsentanter, jordemødre og ledere blev på et møde i marts 2008 orienteret om forhandlingssituationen og risikoen for en forestående konflikt.
Forligskvinden indkaldte parterne til to møder. Konflikten, der var varslet til at starte 1. april, blev udskudt nogle uger, men den 11. april 2008 måtte forligskvinden opgive at mægle mellem parterne, og den 16. april 2008 trådte den mest omfattende konflikt i Jordemoderforeningens og Sundhedskartellets historie i kraft.Jordemoderforeningens største aktiv er gruppen af veluddannede engagerede tillidsrepræsentanter
Tillidsrepræsentanternes udfordringer
Inden konfliktens start arbejdede Jordemoderforeningens sekretariat tæt sammen med tillidsrepræsentanterne. For det første for at få opdateret medlemssystemet og for det andet for få fastlagt hvilke stillinger, der ikke skulle varsles konflikt for. Der blev brugt tid fra tillidsrepræsentantuddannelsen til den allerførste forberedelse af konflikten.
Jordemoderforeningens organisationsstruktur skulle vise sig at være gunstig i en konfliktsituation. Vejen fra den enkelte tillidsrepræsentant til kredsformand, derfra til hovedbestyrelse og derfra til formandskab og sekretariat er ikke lang og ensartetheden i jordemødrenes arbejde og fødestedernes organisering gjorde det muligt at lave et detaljeret orienteringsmateriale og holde den gode kontakt mellem alle. Kredsformændene kom til at spille en vigtig rolle i koordinationen i forhold til Sundhedskartellet lokalt og mellem arbejdspladserne. Da konflikten var omfattende, var meget arbejde uddelegeret til den enkelte tillidsrepræsentant. At være tillidsrepræsentant under konflikten blev en stor opgave og udfordring for både nye tillidsrepræsentanter og for de mere erfarne. Ikke alene skulle det praktiske tillidsrepræsentantarbejde varetages på fødestedet, men også pressen skulle håndteres, og aktioner koordineres. En anden stor udfordring for tillidsrepræsentanterne bestod i at forstå og videreformidle til medlemmerne, hvad der skete under forhandlingsarbejdet i Sundhedskartellet.
Siden Jordemoderforeningens egen ’strukturreform’ har kredsbestyrelserne været større, og det har flere steder været en udfordring. Under konflikten har nogle kredse afholdt ekstraordinære møder, mens andre kredse har holdt tæt kontakt via telefon og Internettet med udveksling af informationer og erfaringer.
At være igennem et sådan arbejde giver erfaring og styrke. Således mødtes dybt engagerede tillidsrepræsentanter få dage før, konflikten blev afsluttet, og fremlagde kreative og velovervejede holdninger til konfliktens fortsættelse eller afslutning.
Nødberedskaber
Da der blev varslet konflikt på alle fødesteder, blev der indgået en central aftale om vilkårene for tillidsrepræsentanter under konflikten og for nødberedskabsarbejdet. Aftalen kom for Jordemoderforeningens vedkommende i det store og hele til at være enslydende med de aftaler, som DSR havde indgået forinden, og som igen var identiske med aftalerne fra 1999.
I henhold til den centrale aftale, skulle det konkrete indhold af nødberedskaberne forhandles lokalt, og i Jordemoderforeningen blev denne opgave uddelegeret til den enkelte tillidsrepræsentant. For at klæde hende på til at kunne varetage dette havde sekretariatet udarbejdet Jordemoderforeningens vejledning om nødberedskab. Samtidig blev der oprettet en hotline for tillidsrepræsentanter, hvor de altid kunne få gode råd og hjælp fra forhandlingslederen eller sekretariatschefen.
De lokale forhandlinger om nødberedskaberne var således den første store udfordring for tillidsrepræsentanterne. Vejledningen, der for de fleste var en stor hjælp, blev nogle steder opfattet som en begrænsning. Især skanningsområdet var til megen debat. På nogle sygehuse viste det sig muligt at nedlægge arbejdet fuldstændigt på dette område, mens andre steder fastholdt, at det oprindelige tilbud om screening skulle indgå helt uændret i nødberedskabet. Danske Regioner valgte til sidst at ensrette forholdene på dette punkt, så alle gravide modtog screeningstilbud med enkelte begrænsninger i udformningen af tilbuddet under konflikten.
Nødtjenesteplaner
Den næste store opgave for tillidsrepræsentanterne blev at udarbejde nødtjenesteplaner, som var fleksible og gav sikkerhed for, at der var de nødvendige ressourcer til nødberedskabsarbejdet. I denne proces blev det flere steder tydeligt, at der var meget få egentlige strejketimer, når vagterne skulle dækkes med fastansatte, og der ikke kunne benyttes vikarer.
Nogle steder skulle strejken koordineres med andre faggrupper, for eksempel med sygeplejerskerne på barselafdelingen. Når kvinderne blev sendt hjem ambulant efter fødslen, kostede det større indsats på fødeafdelingen, mens barselafdelingen tilsvarende kunne strejke mere.
Under OK 08 udviste medlemmer, tillidsvalgte og sekretariat stor aktivitet og engagement på trods af strejkens omfang. Konflikten har kaldt mange og nye kræfter frem
Strejkens varighed
Da strejken var en realitet, blev der både internt i Sundhedskartellet, af politiske kommentatorer og af arbejdsmarkedsforskere givet bud på, hvor længe den kunne få lov til at løbe, før regeringen ville gribe ind. Som tidligere beskrevet, forventede flertallet af ovennævnte aktører en kort strejke af maksimalt to ugers varighed.
Regeringen fremhævede, at den ikke ville blande sig i en lovlig konflikt mellem arbejdsmarkedets parter, og det blev fra regeringens side fremhævet, at man havde tillid til, at de udarbejdede nødberedskaber sikrede patienterne undersøgelse eller behandling i nødvendigt omfang. Regeringen så i den forbindelse bort fra — eller undlod at kommentere — at det trods nødberedskaberne påførte 400.000 borgere store gener og muligvis alvorlige helbredspåvirkninger som følge af øget ventetid.
Hjemmesiden og aktioner
Jordemoderforeningens hjemmeside og herunder specielt Debatten viste sig at være et brugbart medie for mange jordemødre. Under optakten til overenskomstforhandlingerne var hjemmesiden blevet brugt til at opsamle forslag til overenskomstkrav. Når delforlig var klar, blev de lagt på hjemmesiden. Da strejken var en realitet blev fanen Konflikt 08 oprettet på foreningens hjemmeside. Her blev der blandt andet formidlet aktiviteter, uploadet billeder fra aktiviteter og givet information til tillidsrepræsentanter og medlemmer. Der blev desuden oprettet et lukket debatforum, hvor medlemmer kunne skrive uden at skulle tage hensyn til, om udenforstående kunne læse med.
Udover information på hjemmesiden blev direkte information til det enkelte medlem vægtet højt. Der blev udsendt flere medlemsbreve før og under konflikten med henblik på at informere alle så godt som muligt.
På de enkelte fødesteder/jordemodercentre formåede aktivitetsgrupper at markere sig med sjove, underfundige og tankevækkende demonstrationer, der vakte pressens opmærksomhed, og det lykkedes jordemødrene at fylde forholdsmæssigt meget i mediebilledet.
Kommunikationen der glippede
Strejkens varighed gjorde, at der var behov for at revurdere og tilpasse den strategi, der var lagt fra start. Det afgørende tiltag fandt sted, da Hovedbestyrelsen den 27. april valgte at opfordre til genforhandling af nødberedskaberne på konsultationsområdet. På det tidspunkt havde strejken været i gang i knap to uger, og erfaringerne fra mange af de planlagte nødkonsultationer viste, at kvinderne ikke mødte frem. Derfor skønnede hovedbestyrelsen, at der var behov for at udvide nødberedskabet. Kommunikationen vedrørende denne beslutning var imidlertid ikke optimal. Tillidsrepræsentanterne blev informeret via mail, men beslutningen var en hovedbestyrelsesbeslutning. I 21 Søndag på Danmarks Radio den 27. april fortalte Lillian Bondo om hovedbestyrelsens beslutning. Den blev af mediet fremlagt som om jordemødrene gik i arbejde igen. Dette vakte vrede, undren og frustration blandt medlemmer, tillidsrepræsentanter og de øvrige organisationer i Sundhedskartellet. På hjemmesiden blev debatteret som aldrig før. Gennem flere pressemeddelelser, medlemsudsendelser og medlemsmøder blev intentionerne bag hovedbestyrelsens tiltag forklaret, og strejken fortsatte. Således var der selv efter udvidelsen af nødberedskabet fortsat 59 % af jordemødrene, der var i aktiv strejke pr. 1. maj.
Konfliktkontingent og konfliktunderstøttelse
Hovedbestyrelsen var fra starten klar over, at Jordemoderforeningens garantibeholdning ikke rakte til en langvarig konflikt. Derfor valgte den, i henhold til foreningens love, at optage et lån og at udskrive konfliktkontingent.
Arbejdsgiverne valgte at administrere jordemødrenes ansættelse under konfliktperioden således, at nogle af de strejkende jordemødre ville miste løn udover de vagter, der blev strejket i. Dette medførte større udgifter end forventet til at kompensere de strejkende medlemmers løntab. Hovedbestyrelsen så sig tvunget til at revidere sin beslutning om, hvorledes jordemødre skulle kompenseres for deres strejkedage. Helligedagen St. Bededag faldt i april og Kr. Himmelfartsdag og pinsen faldt i maj. At kompensere jordemødrene for disse dage ville være en betydelig udgift, og hovedbestyrelsen besluttede derfor ikke at udbetale kompensation for søgne- og helligdage. Begrundelsen var, at konfliktunderstøttelses- timelønnen var højere end gennemsnitslønnen, og at der ikke blev betalt 8 procents arbejdsmarkedsbidrag af konfliktunderstøttelsen. Blandt de medlemmer, der strejkede længst, var der stor utilfredshed med hovedbestyrelsens beslutning. Det førte til, at hovedbestyrelsen valgte at revidere sin beslutning således, at de medlemmer, der var i konflikt i maj måned, blev kompenseret for én helligdag.
Som strejken fortsatte, blev flere og flere fødesteder undtaget fra konflikten. Flere steder havde fra start haft ret spinkle nødberedskaber, hvor kun få sygemeldinger eller andet fravær kunne bevirke, at man ikke kunne stille nødberedskab. En del havde måske endda set lidt stort på, at man reelt arbejdede lige så meget, som hvis man ikke havde strejket; men ønskede at være med i strejken uanset dette. Strejken krævede stor fleksibilitet af den enkelte jordemoder. Der var for nogle jordemødre en oplevelse af at stå til ekstraordinær rådighed, og selv om der blev udvist stor kampgejst, kunne en undtagelse opleves som en lettelse efter en lang strejkeperiode.
Genforhandlinger — sammenbrud
I løbet af de i alt otte uges konflikt fandt der tre genforhandlinger sted: 13. maj, 2. juni og 9. juni. Det var de mange millioner, som regionerne bruger til at betale vikarbureauerne for ekstra arbejdskraft, der blev sat under lup. Det store spørgsmål under genforhandlingerne var, om de hen ved 1 mia. kroner (i 2007), der blev anvendt til vikarbureauerne, kunne benyttes til at hæve lønnen og dermed fastholde medarbejderne og opmuntre fastansatte til at yde en ekstra indsats? Det viste sig, at ingen af de modeller, som Sundhedskartellet og arbejdsgiverne fremlagde på dette område, kunne godtages af modparten. Således brød genforhandlingerne sammen uden resultat.
Forlig
I begyndelsen af juni 2008 var der udsigt til, at konflikten ville fortsætte ind i sommerferien; men 11. juni var chefforhandler for regionerne, Bent Hansen, hos finansministeren for at forhandle om regionernes samlede økonomi. Kort efter kom der et nyt forhandlingsudspil til Sundhedskartellet. Her lykkedes det at presse den samlede økonomiske ramme til 13,3 procent. Rammen blev ikke så stor, som vi havde ønsket, men den ramme, som finansministeren havde fastsat, blev sprængt, og delforligene, som var på plads før konflikten, indeholdt klart elementer, som Jordemoderforeningens hovedbestyrelse kunne være tilfreds med. Således var det lykkedes via samarbejdet i Sundhedskartellet at aftale, at tillægget på 11.900,- kr. (06-niveau), som alle i Sundhedskartellet med en mellemlang videregående uddannelse og 10 års erfaring skulle have, blev fremrykket to år — nemlig efter 8 års anciennitet. Det blev også i de fælles forhandlinger prioriteret at forhøje nat — og weekendtillægget og beløbet for inddragelse af fridøgn. Lørdagsdøgnvagten blev sidestillet med søndagsdøgnvagten. Der blev taget hul på pensionsdækning af særydelserne. Alle forbedringer, som jordemødre kan se sig selv i og som blev fremsat og forhandlet i fællesskabet. Af de specielle krav, som Jordemoderforeningen havde, blev titelændringen fra instruktionsjordemoder til uddannelsesansvarlig jordemoder imødekommet.
Sundhedskartellet indgik forlig med regionerne, og Jordemoderforeningens hovedbestyrelse anbefalede medlemmerne at stemme ja til den samlede overenskomst. Det samlede resultat fremgik af det fyldige urafstemningsmateriale, som var udarbejdet i fællesskab med Sundhedskartellet og udsendt til alle stemmeberettigede.
Urafstemning
Forligsresultatet blev den 17. juni sendt til urafstemning blandt foreningens 1497 stemmeberettigede jordemødre. Som følge af et krav fra arbejdsgiverne blev det en meget kort afstemningsperiode på 7 dage med medlemsmøder i samtlige regioner og med deltagelse af ca. 150 medlemmer. Den 25. juni 2008 stemte jordemødrene, sammen med den øvrige del af Sundhedskartellet, ja til det samlede forlig. Stemmeprocenten var højere end sidst, men fortsat lav. Det er ikke tilfredsstillende, når man tager den høje aktivitet under strejken i betragtning. Der er mange tolkningsmuligheder: én kunne være afmagt over for afslutning kontra fortsættelse af konflikten. Mere pragmatisk kunne være feriestart og kort afstemningsperiode.Var resultatet strejken værd? Er vi lykkedes med at sætte en ligelønsdagsorden, der på længere sigt vil kaste mere i løn og anerkendelse af sig?Hovedbestyrelsen har diskuteret strejkens resultat, og vi ønsker at understrege, at vi ikke er tilfredse med det opnåede. Samtidig er det vores vurdering, at det i situationen var det bedst opnåelige resultat. Hovedbestyrelsens og Sundhedskartellets forudgående vurderinger om en kort og mærkbar strejke holdt ikke stik. Regeringens forhold til ventelisterne viste sig at være et andet end forventet: snarere end reel interesse for folkesundhed viste den med sin afventende attitude interesse for at styrke det private sundhedsvæsen.
Jordemoderforeningen havde med 8 ½ uges strejke nået et punkt, hvor vi kontinuerligt måtte vurdere medlemmernes interesser i konflikten og det mulige resultat i forhold til den omkostning, som en konflikt påfører medlemmerne. Således var der god grund til at gå med til at lande, hvad landes kunne. Dette åbnede omgående for en mængde vurderinger fra journalister og andre meningsdannere om, at regnestykket var faldet negativt ud for medlemmerne af Sundhedskartellet. De ville komme til at betale mere i strejkekontingent end de havde strejket sig til i lønforbedringer. Sådanne udregninger er selvfølgelig politiske. Det er ikke overraskende de samme, der advarede mod at anvende strejkevåbenet, der har travlt med at understrege, at det ikke har kunnet betale sig at gøre det.
Vi skal selv være de første til at medgive, at strejken har været kostbar, både i penge og i kræfter. Men den har givet et resultat, der samlet set var det bedste på det offentlige arbejdsmarked. Og så har strejken vist, at vi mener, hvad vi siger!
Journalisters og andre fagforeningslederes udsagn om dårlig forhandlingstaktik og ubøjelighed, som regel møntet på formanden for Sundhedskartellet, Connie Kruckow, demonstrerer en manglende indsigt i Sundhedskartellets forhandlingsstrategi. Selvfølgelig var der forhandlingsvilje og smidighed fra Sundhedskartellets side — når der tilsvarende var det fra arbejdsgiversiden.
Et resultat af en arbejdskamp skal ses i det lange perspektiv. Den kapital, vi vinder som lønstigninger, bedre arbejdsmiljø eller pension, står ikke alene som resultatet af forhandlinger og en konflikt. Vi har også vundet den politiske kapital, der ligger i at have et stærkt omdømme og have synliggjort for befolkningen og politikere, at lønnen på vores område skal forbedres. Vi har ikke taget gidsler. Vi har ikke sat helbred over styr. Vi har vist os som professionelle. Det vil i det lange løb, også i et arbejde i en lønkommission, være mere værd end det umiddelbare krone og øre resultat.Strejken giver anledning til evaluering på mange områder Udfordringer og oplevelser — nye kræfterDet samlede overenskomstforløb 2008 med såvel Jordemoderforeningens som Sundhedskartellets forhandlinger, sammenbrud og konflikt, har været et lærestykke af dimensioner. Og et lærestykke, som mange formentlig gerne havde undværet.
Det har været hårdt at lægge økonomi til konflikten, både på foreningsplan og på det personlige plan. Arbejdsmæssigt har det også været mærkbart. Der er jordemødre, der aldrig har leveret så mange arbejdstimer før i deres arbejdsliv. På arbejdspladserne og blandt vores valgte repræsentanter i foreningens politiske organer, og foreningens sekretariat har haft intense lange arbejdsdage.
Det har imidlertid ikke kun været hårdt. Konflikten har også haft sine lysende momenter, sine fantastiske indslag af kreativitet og sammenhold. På hver eneste arbejdsplads i landet har jordemødre været inddraget og aktive i indslag, debatter, aktioner, brevskrivning og meget mere. Hovedbestyrelsen har en samlet oplevelse af styrken i jordemodergruppen, der er meget positiv. Selv efter indslaget i 21Søndag på Danmarks Radio den 27. april lykkedes det at få en fælles debat og kommunikation om det hændte, der samlede jordemodergruppen til den fortsatte konflikt, som nogle umiddelbart havde opfattet som aflyst. De mange vrede reaktioner talte deres tydelige sprog om aktive jordemødre, der stod på deres ret til at sætte handling bag ord. De efterfølgende debatter på arbejdspladser bød på mange gode diskussioner mellem aktive jordemødre og formandskab.
Der vil givetvis være nogle få, der lever op til deres trussel om at forlade fællesskabet i Jordemoderforeningen. Men vi vil fremover med en indsats for en bredere tilgang til jordemoderarbejdet end blot den offentlige hospitalsansættelse under industrilignende vilkår kunne påvise, at der er fordele ved at stå sammen i det professionelle fællesskab. Vi håber og tror, at såvel de positive som de umiddelbart vrede reaktioner vil kunne forvandles til ny opslutning om fælles anliggender.
Med baggrund i indsatsen fra mange nye ansigter i konfliktforløbet finder hovedbestyrelsen, at der er grund til optimisme i forhold til det videre arbejde i foreningen. Ikke alene har den nuværende gruppe af tillidsvalgte klaret opgaven til UG med kryds og slange! Der har vist sig mange nye aktive medlemmer, som vi er sikre på også fremover vil deltage i debatterne om, hvordan vi fortsætter kampen for en god og lige løn for det gode arbejde!typo3/index.dsp?page=3911
Centralisering af uddannelsesinstitutioner
Jordemødre uddanner jordemødre. Sådan har det været i de seneste tiår, hvor lægelig ledelse af uddannelsesinstitutionen Danmarks Jordemoderskole, nu institutionerne, er blevet afløst af professionel autonomi på eget fagområde. Men jordemoderuddannelse er ikke kun teori, også den kliniske uddannelse skal sikres. Hvis de studerende skal have reel mulighed for at uddanne sig inden for virksomhedsområdet, skal arbejdsstedet aktivt kunne udvise autonomi på virksomhedsområdet, samt stille uddannede undervisere til rådighed. Derfor bør Jordemoderforeningen arbejde mere målrettet for, at jordemoderledelserne får tid og rum til faglig ledelse, også i forhold til uddannelse. Vi bør intensivere indsatsen for at få implementeret aftalerne om, at de studerende skal uddannes af kliniske vejledere med relevant efteruddannelse.
De fleste uddannelsesinstitutioner har siden 2002 arbejdet i regi af Centre for Videregående Uddannelse (CVU). Disse sammenlægges nu i de flerfaglige professionshøjskoler og i den forbindelse deltager Jordemoderforeningen i uddannelsesudvalgene, der er nedsat af de enkelte uddannelser.
Denne centralisering af magt og administration er i sig selv ikke et onde, hvis den medfører, at flere ressourcer frisættes til undervisningsformål. Dette er umiddelbart vanskeligt at få øje på. Jordemoderuddannelserne er små i størrelse, men deres udgifter til uddannelse af den enkelte studerende er høje. Det forpligter Jordemoderforeningen til at følge udviklingen i økonomien for uddannelsesstederne, og at arbejde for en fastholdelse af det nødvendige jordemoderfaglige niveau.
Jordemoderuddannelsens faglige indhold
Professionsbacheloruddannelserne inden for sundhedsfeltet har været under forandring siden 2001. Den nyeste ændring af uddannelserne fulgte en analyse, der blev kritiseret på en række områder. Alligevel gennemførtes en fælles ændring af uddannelserne, herunder også jordemoderuddannelsen. Der indførtes fælles moduler i det store og hele inden for felter, der i forvejen var indpasset i jordemoderuddannelsen, men som på grund af det store pensum nødvendigvis var indpasset med jordemoderrelevant stof. Det ser dermed ud til, at der skal gøres plads til tværfaglighed som en disciplin i sig selv. Det får den konsekvens, at der røves tid fra uddannelse til den professionalisme, der er nødvendig for reelt at udøve borger- og patientorienteret opgaveløsning.
Større indtag af studerende
Sommeren 2007 gennemførte regeringen, hovedorganisationerne og arbejdsgiverorganisationerne de såkaldte trepartsforhandlinger. Her blev det blandt andet besluttet at forsøge at afhjælpe manglen på personale i sundhedssektoren. På den baggrund blev det besluttet at øge optaget med i alt 50 jordemoderstuderende over to år. Jordemoderforeningen ser det øgede optag som nødvendigt dels for at imødekomme den generelle arbejdskraftmangel, men også som en fremtidig mulighed for at flere jordemødre kan arbejde inden for hele virksomhedsområdet og inden for nye områder, som udviklingen giver mulighed for.
Grunduddannelsen
Jordemoderforeningens aktuelle arbejde inden for uddannelsessektoren har begrænset sig til deltagelse i arbejdet i studieråd og CVU-råd. Derudover har repræsentanter for foreningen deltaget i forskellige arrangementer om uddannelsesudviklingen. Formanden har deltaget i Sundhedskartellets tværfaglige uddannelsesudvalg, hvor også de ovennævnte ændringer af sundhedsuddannelserne er blevet fulgt, og hvor vi har haft indflydelse gennem Sundhedskartelrepræsentanter.
Hovedbestyrelsen har ved flere forskellige lejligheder diskuteret, hvorledes vi kan styrke indsatsen for grunduddannelsen, der med hensyn til pensum er særdeles presset. Vi vil i sammenhæng med professionsudviklingsarbejdet undersøge mulighederne for en forlængelse af uddannelsen.
De fleste uddannelsesansvarlige jordemødre (tidligere kliniske instruktionsjordemødre) har en master- eller en kandidatgrad. Men at det ikke er et formelt krav, er med til at fastholde en grundløn, der ikke afspejler det højere kompetenceniveau.
Efter- og videreuddannelse
Mange jordemødre bevæger sig fra deres arbejde i klinisk jordemoderarbejde videre til projektarbejde og til efter — og især videreuddannelse. Jordemødres generelle uddannelsesniveau er således under stærk forbedring. Men der bør skabes stillinger i det kliniske felt, der kan fastholde de videreuddannede jordemødre og sikre en faglig udvikling til gavn for jordemødre og borgere. De er nu fire jordemødre med en ph.d. og yderligere 10 er på vej. Derudover har ca. 75 jordemødre en master- eller kandidatgrad.
Specialuddannelse
Den næste udfordring på uddannelsesområdet bliver at dokumentere behovet for specialuddannelse(r) for jordemødre. En aktivitet, som formandskabet under et møde med adm. direktør for Sundhedsstyrelsen, Jesper Fisker, har fået positiv tilkendegivelse over for. DSOG er orienteret om samtalen med Jesper Fisker, og vil forventeligt støtte Jordemoderforeningens bestræbelser.
2006
Jagten på Sundhedsstyrelsens nye faglige anbefalinger, der skal erstatte de nuværende retningslinier fra 1998, fortsætter. I beretningen fra 2006 kunne læses, at både Jordemoderforeningen og Jordemoderfagligt Selskab var repræsenteret i de arbejdsgrupper, der blev nedsat af Sundhedsstyrelsen i foråret 2006. Jordemoderforeningen tog initiativ til at nedsætte underarbejdsgrupper, og alle arbejdsgruppemedlemmer fik at vide, at det udredende arbejde og de deraf følgende forslag skulle være færdige i løbet af sommeren 2006. Arbejdsgrupperne leverede materiale som aftalt. Næste skridt var Sundhedsstyrelsens sammenskrivning af alle arbejdsgruppernes arbejde med det mål for øje, at de nye anbefalinger skulle ligge færdige ultimo 2006. Så langt rakte fortællingen i Beretning 2006.
2007
På grund af interne problemer og omstruktureringer i Sundhedsstyrelsen blev udgivelsen rykket til foråret 2007. I maj 2007 finder det første og sidste møde sted i relation til de sammenskrevne anbefalinger, og der foretages de sidste ændringer. Et afsluttende møde i efteråret fastslår, at der stadig er uenighed om visse områder i anbefalingerne, men da anbefalingerne ”tilhører” Sundhedsstyrelsen, er det i sidste ende her, der ligger en mulighed for finpudsning og valg af prioriteringer. Siden da er der ikke rykket på status. Jordemoderforeningen forventede, lige som resten af Sundhedsstyrelsens styregruppe til udarbejdelse af de nye anbefalinger, at blive inviteret til offentliggørelse i december. Men der blev udskrevet folketingsvalg i november, omstrukturering af ministerposter og forsinkelse af finansloven.
2008
Da den nye finanslov i foråret 2008 stemmes igennem, var økonomien til forbedringer af svangreomsorgen ikke inddraget. Jordemoderforeningen har bestræbt sig på at rette søgelyset mod problemet gennem kontakter, der umiddelbart kunne medvirke til en løsning, snarere end der har været forsøgt at få presseopmærksomhed på skandalen i en sådan sløset omgang med jordemødre og andre fagpersoners store indsats og ikke mindst med borgernes adgang til den mest opdaterede viden. Det er i skrivende stund (august 2008) hensigten at gå nye veje for at få udbedret problemet.
For at være velforberedt til udgivelsen har Jordemoderforeningen i foråret 2008 nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra hele landet. Skønt nogle af indsatsområderne skal implementeres efter de lokale forhold, vil der være andre (nye) indsatsområder, hvor der med fordel kan indhentes viden og erfaringer, der kan deles nationalt.
Det er vigtigt, at de nye anbefalinger kommer på banen, fordi de tager højde for, at samfundets struktur og sundhedstilstanden er ændret, og at den sociale ulighed, både generelt, men også i relation til sundhed, er øget. Med de nye anbefalinger får jordemødrene et vægtigt redskab til at kunne medvirke til at minimere virkningerne af social ulighed i forhold til mødre og børn. Det nærmeste man kan komme de nye anbefalinger er Sundhedsstyrelsens hjemmeside, www.sst.dk, hvor høringssvar fra juni 2007 kan læses. Og det kan ikke udelukkes, at der i ventetiden atter viser sig behov for opdatering.
Nordisk Jordemoderkongres
I 2007 blev Nordisk Jordemoderkongres afholdt i Turku, Finland. Over 500 nordiske jordemødre deltog, heraf mere end 40 danske, og af dem holdt otte jordemødre et eller flere oplæg. Danmark er næste land, der skal afholde nordisk kongres, og den kommende kongres’ logo og gennemgående tema Praksis og videnskab blev præsenteret ved Turku kongressens afslutning.
Kongressen skal afholdes i Bella Centret i København den 3.-5. juni 2010. Målet er en kongres, der både vil blive husket for sit høje faglige niveau, men også for en ligeværdig placering af teori og praksis.
Der er foreløbig nedsat én arbejdsgruppe, der arbejder på at udstikke rammerne for det faglige indhold på kongressen. De overordnede rammer for det faglige indhold på kongressen forventes at blive lagt på Jordemoderforeningens hjemmeside under et separat faneblad senest i januar 2009. Fra hjemmesiden vil det, blandt meget andet, blive muligt at indsende abstracts, se de tre dages program og tilmelde sig kongressen.
Inden længe vil der være behov for flere jordemødre og jordemoderstuderende, der har tid og lyst til at give en hånd med planlægningen af alle de praktiske, sociale og logistiske ting, der hører med til at en kongres. Lad os hjælpes ad med at skabe en kongres 2010, der vil blive en stor succes både fagligt og socialt.
Efter kampen for god løn og for lige løn, har vi behov for at gå systematisk igennem vores mange erfaringer. Det er ikke en proces, der hverken kan eller skal overstås hurtigt. Alle, der har ydet en indsats under konflikten, og det er stort set alle jordemødre, kan stå med en erfaring, som føjer værdifuld viden til det samlede billede. Opsamling af denne viden og de mulige konklusioner herpå til gavn for fremtidig kamp for god løn til jordemødre, er sat i gang af hovedbestyrelsen og af formandskabet.
Det politiske landskab
Elementerne i en sådan proces er mange. Vi skal analysere det politiske landskab, som vi arbejdede og forhandlede i, forhandlingsindsatsen, beslutningsprocessen i forbindelse med strejkevarsling og den lokale arbejdspladsorganisering. Var vi godt nok inde i den politiske tankegang, der lå bag regeringens handlinger eller mangel på samme? Hvordan skal vi fremover agere i den danske model, som ikke er, hvad den giver sig ud for, så længe regeringen hævder ikke at ville blande sig, men alligevel gør det med skattestop og økonomiske håndjern på Danske Regioner. Mange jordemødre og andre medlemmer af Sundhedskartellet vil nok sige: vi nåede ikke vores mål. Vi indhentede ikke de første procent af efterslæbet. Der er ikke sikkerhed for, at der etableres en lønskommission. Til det vil hovedbestyrelsen svare: Nej, vi nåede ikke hele vejen, men vi sprængte rammen og især har vi i Sundhedskartellet været dagsordensættende i forbindelse med en lønkommission.
Strejkevåbenet og medierne
Jordemødrenes strejkevåben skal også diskuteres. I hvilket omfang er det traditionelle strejkevåben aktuelt for jordemødre som noget, der direkte lægger pres på arbejdsgiverne? Og i hvilket omfang er det mere egnet i kraft af sin medietække? Vi var selv tidligt ude med oplysningsmateriale, der skulle demonstrere, at de gravide ikke skulle ængstes for beredskabet under fødslen. De efterfølgende medieindslag i såvel fjernsyn, som aviser, har tjent til oplysning om jordemødres brede arbejdsfelt og vores betydning i flere felter, end det lige var almindeligt kendt blandt borgerne. Men udtrykket ”striptease i mørke” har flere gange været anvendt om vores strejkeindsats: ingen ser det. Udover altså vittighedstegnere og journalister. Det kan være sådan, det føles for den enkelte jordemoder i næsten uændret beredskab under konflikten, men det er en sandhed med modifikationer. Skønsmæssigt har en sjettedel af en årgang gravide, fødende og barslende kvinder under denne konflikt mærket til den ringere service, og telefonstormen på fødestederne fra gravide efter tv-behandlingen af vores nødberedskabsudmelding i april talte sit eget sprog om, at vores indsats var savnet.
Sundhedskartellets rolle
Det efterfølgende politiske arbejde fra Sundhedskartellet og dets enkelte organisationer vil rette sig mod at få etableret en lønkommission og lægge pres på politikerne for at sikre, at kommissionen får det rigtige kommissorium og dermed en reel betydning. Og samarbejdet i Sundhedskartellet skal evalueres: Hvordan fungerede Jordemoderforeningens samarbejde med de øvrige organisationer i Sundhedskartellet? Har der været en tæt og solidarisk forståelse af en fælles opgave? Eller har der i det stille været kamp om mediedagsordenen og egne mål i det store fælles mål? Det er oplagt, at et forhandlingsfællesskab som Sundhedskartellet præges af, at der er én stor organisation og mange mindre, hvoraf Jordemoderforeningen er en af de mindste. Et ordsprog siger, at den der betaler musikken, også bestemmer melodien. Men i relation til organisationernes mål for lønforbedring kan vi hurtigt nå frem til en fælles musiksmag. Der har været et tæt samspil, både i det snævre forum i forhandlingsudvalget og på arbejdspladserne i fælles aktioner. Vi har fået øjnene op for hinanden og for de mangesidede opgaver, der ligger i sundhedsvæsenet.
Det er hovedbestyrelsens opfattelse, at dette styrker vores indsats for en god løn til jordemødre. Ligesom vi ser de andre, ser de jordemødrene.
Hovedbestyrelsens rolle
Et vigtigt aspekt af evalueringen ligger på de indre linjer. Har vi i hovedbestyrelsen truffet beslutninger, der var operationelle? Har sekretariatet kunnet føre beslutningerne ud i livet på en måde, der har udnyttet de ressourcer, vi havde, og med den nødvendige inddragelse af TR-netværk og aktivister? Et andet element, der bør evalueres tæt er det store arbejde og den udfordring, det har været for de kredsformænd, der også er tillidsrepræsentanter.
Eftersom Jordemoderforeningen aldrig i sin 106-årige historie har været ude i en konflikt af et tilsvarende omfang, er det begrænset, hvad der lå af forhåndsviden, og vi har i løbet af konflikten samlet en skat af ny viden om det praktisk og politisk mulige og anbefalelsesværdige under en konflikt. Et centralt element i konflikten har været nødberedskaberne. Skal vores nødberedskabsvilkår være anderledes i den centrale nødberedskabsaftale, og hvad er vores muligheder i den forbindelse? Var det rigtigt med bred varsling af konflikt, hvor måske en smallere konflikt havde været lige så effektiv? Bag disse spørgsmål ligger økonomiske overvejelser og dermed konsekvenser for Jordemoderforeningen og det enkelte medlem. Hovedbestyrelsen vil fortsætte disse diskussioner i kredsene i forhold til kommende forhandlinger med henblik på at sætte os i stand til at udnytte Jordemoderforeningens fulde potentiale.