Karin Jangaard er jordemoder, cand.scient.san. og lektor ved UCN Karin Jangaard står for tværprofessionelle uddannelsesforløb med fokus på innovation og design på UCN. |
Alle nyuddannede jordemødre, radiografer, ergoog fysioterapeuter samt sygeplejersker, som dimitterer fra Professionshøjskolen UCN i Ålborg, har modtaget undervisning i udviklingsmetoden INNOVATION efter principperne i teorien om Design Thinking (Brown, 2009). Jordemoderstuderende har tværprofessionelt innovationsforløb på tredje semester. Det tværprofessionelle uddannelsesforløb afvikles forår og efterår på UCN i Aalborg for ca. 250 studerende og med deltagelse af undervisere og vejledere fra de involverede professioner. Her gennemgår de studerende et to-ugers innovations- og designforløb, hvor de udvikler nye løsninger på tekniske og/eller metodiske udfordringer stillet af afdelinger fra klinisk praksis. Udfordringerne bearbejdes i tværprofessionelle grupper à 7-8 studerende og fører til udvikling af fx et bord/skab til udstyr til intensiv behandling af nyfødte, et bord som er overskueligt og ikke roder til i kampens hede. Eller de udvikler udstyr til at afhjælpe OP-sygeplejerskers og lægers statiske løft af organer og udstyr under langvarige operationer. Eller et drikkeglas, som automatisk registrerer brugerens væskeindtag, et nødkaldsanlæg eller udstyr til lejring. De nye ideer præsenteres med prototyper ved en konkurrence, og bedømmes af et panel sammensat af de eksterne opgavestillere. Udvalgte ideer kan videreudvikles med henblik på produktion. Alle vores sundhedsstuderende på 1., 3.-4. og for nogles vedkommende på 7. semester arbejder tværprofessionelt med innovation af sundhedsteknologi og service-design, fordi det er et krav i fagenes studieordninger. Sundhedsprofessionelle er ofte de nærmeste til at spotte uhensigtsmæssige arbejdsgange og u-handy redskaber og de nærmeste til at få ideer til alternativer, som kan udvikles med assistance af friske øjne ude fra. Studieordningernes krav om læringsudbytter for tværprofessionelt samarbejde, innovation og design møder det moderne sundhedsvæsens stadige og stigende behov om effektivisering, omstilling og udvikling. Fornyelse og udvikling i den kliniske hverdag kan ikke udelukkende drives af udefra kommende specialister og konsulenter. Kvalitetsudvikling og innovation kan sagtens udspringe af ideer på den enkelte fødeafdeling eller barselstue, for personalet der ved ofte bedst, hvor skoen trykker. De fleste større sygehuse og regionerne har i dag udviklings- og tekniske afdelinger eller organisationer, som gerne bistår de kliniske medarbejdere i udviklingsarbejdet. I Region Midtjylland findes fx Med Tec Innovation Consortium www.MTIC.dk, som var en af samarbejdspartnerne for Gynækologisk Obstetrisk afdeling i Herning under udviklingen af Fremtidens Fødemiljø. I MTIC og lignende institutter kan man hente inspiration, bistand og ekspertise til udviklingsprocessens enkelte etaper. Men afdækning af dagligdagens udfordringer, problemer og ideer til nye dimser og måder at gøre tingene på, dem kan jordemødre selv identificere og tage afsæt i. De nye jordemødre ved i hvert fald, hvordan man kommer i gang. Spørg dem bare.
Men er der tid til det? Er der råd til innovation i et presset sundhedsvæsen? Er der råd til at lade være? Måske er det hurtigere og billigere at få forbedringer, hvis man selv har ideerne og går i gang?
Gør det bare! De nye jordemødre ved, hvordan man arbejder tværprofessionelt med innovation og design. De har allerede været gennem processen en gang før, under uddannelsen, så de ikke helt på bar bund.