Står man på fødestuer hver dag, udløser en større blødning handling, men ikke panik. For det er heldigvis et næsten uset fænomen, at en fødende mister livet som følge af post partum blødning i dagens Danmark. Det ved de blødende kvinder og deres partnere bare sjældent.
Blandt andet af den grund er både kvinderne og deres partnere ofte skræmt fra vid og sans, når de på ganske kort tid går fra at være udramatiske fødende til patienter i en mere eller mindre akut situation.
Et nyt danske studie har derfor undersøgt, hvad de implicerede patienter og pårørende har brug for, for at blive trygge i en sådan situation, og hvordan det sundhedsprofessionelle personale kan hjælpe dem bedst.
Er det her farligt?
Det omtalte studie er en del af hoveduddannelseslæge i gynækologi og obstetrik Lena Have Rosvigs ph.d. Hun har interviewet 15 fødende med en post partum blødning på 1000 ml eller derover og deres partnere. Hun fortæller her om sine fund, som blev grupperet i tre hovedtemaer. (Se boks her på siden.)
“Det har overrasket mig, hvor lidt de fødende og deres partnere faktisk forstår af, hvad der foregår, når der opstår en blødning. De kommer ind som sunde og raske for at føde og regner ikke med, at der vil ske noget dramatisk eller farligt. Derfor bliver de virkelig overraskede og meget bange, når der sker en ændring i negativ retning,” fortæller Lena Have Rosvig og fortsætter:
“Den angst gør dem enormt opmærksomme, og de lytter og suger til sig. Med det samme, vi sundhedsprofessionelle er stressede, ser de det. De tolker vores kropssprog og hører alt, hvad vi siger – også til de andre fagpersoner. Når de hører, at vi taler om en 900 ml. blødning, så tænker de: ’Er det meget eller lidt? Er det farligt?’ For de aner det ikke.”
Men det, patienterne kan tolke som noget slemt, er det ikke nødvendigvis. Og det ligger der en vigtig, kommunikationsmæssig opgave i at fortælle dem.
“Overflytning til operationsgangen er et godt eksempel. Det er noget af det værste for dem. For de er så meget i tvivl om, hvad det indebærer. De tænker, om de skal skæres i, og om de skal i narkose.
Mange af dem har aldrig været fuldbedøvede. Og de ved ikke, at vi af og til vil have dem på OP, fordi det kan gøre for ondt på dem på fødestuen. Indikationen kan jo være noget så ufarligt som smerte, og vi kan bedre smertedække dem på OP, hvis det fx drejer sig om at få en moderkage ud. Men det aner de ikke.”
Èn bør stå for kommunikationen
Lena Have Rosvigs forskningsinterviews med kvinderne har altså afdækket et større behov for kommunikation til kvinderne. Men hvordan gør man bedst det i en akut situation?
“Vi skal blive mere opmærksomme på, at kvinderne er virkelig overstimulerede i de her situationer. Der kan pludselig være mange mennesker på en fødestue, og folk taler overalt omkring dem og rører ved dem. De er simpelthen helt fyldt op af indtryk. Så ganske få bør have den primære kommunikation med dem,” forklarer Lena Have Rosvig.
Det er vigtigt for hende at understrege, at forklaringerne selvfølgelig ikke må stå i vejen for hurtig og korrekt behandling.
“Vi skal selvfølgelig ikke give dårlig behandling, fordi vi ikke tør sige ’900 ml. blødning’ højt til en kollega. Men vi kan være opmærksomme på, hvad vi forklarer patienten bagefter.”
Familiedannelse
Udover kommunikationen afdækkede Lena Have Rosvigs interviews et tema, der handler om familiedannelsen, når der opstår post partum blødning.
“De fleste par har forestillet sig, at fødslen vil gå fint, og at det skal være ’os tre og ren idyl’. Det scenarie kan virkelig blive ødelagt af en blødning, og det er en kæmpe sorg for parrene, at deres første møde med barnet bliver forstyrret,” fortæller Lena Have Rosvig og forklarer, at det derfor har en kæmpe værdi for parrene, hvis man kan opretholde bare en snert af det, de havde ønsket sig.
“Hvis det ikke forringer behandlingen, beskriver de værdi i at have barnet liggende på brystet. De oplever det som, at det ville de nok ikke få lov til, hvis det der foregik, var helt så farligt – og derudover er babyen jo en opmærksomhedssluger, som gør at de bedre kan lukke smerte ude.”
Den lille trekant for mor, partner og barn, man kan være medskaber på, kan altså give dem en lille del af det nærvær, de havde drømt op. Men typisk er partneren så bange for at stå i vejen, at han eller hun trækker sig.
“De står helt mast op ad væggen eller gemmer sig sågar ude på toilettet. Så vi skal sige ’Kom, du må gerne være her!’ og med en hånd i ryggen hjælpe dem til, hvor de må stå. Få dem guidet op til hovedgærdet og tæt på mor og barn. Der er de ikke i vejen, og de kan se kvinden smile og tale til den nyfødte, så de bliver mindre bekymrede, fordi de ser, at hun har det godt. Og de får samme information somkvinden, i stedet for at den går til hende først og så til partneren.”
Rystede partnere efterlades alene
Ved de store blødninger flyttes cirka halvdelen af kvinderne til en operationsstue. Et andet studie, Lena Have Rosvig har været med til at lave, har afdækket, at hver anden gang bliver faderen efterladt alene tilbage med barnet uden yderligere forklaringer eller hjælp.
“De her nybagte fædre aner ikke, hvad de skal gøre. De får nærmest kastet et barn i armene, der er blod på gulvet, moderen hastes ud, og så står de der. De er helt rundt på gulvet over, hvad det var, der lige skete, og de er bange. Vi kan simpelthen ikke tillade os at efterlade dem alene på den måde. En fagperson bør være der til at besvare de spørgsmål, der rumsterer i dem. Sige ting som ’Det her sker ofte, det er rutine for os’ og sikre en normalisering. Og de bør have en hjælpende hånd med barnet, så de ikke skal være i det rum helt alene med deres store følelser. Det, tror jeg, kan prioriteres i de fleste tilfælde, når bare man ved, hvor vigtigt det er.”
Og så bør vi ifølge Lena Have Rosvig se på vores rutiner omkring, hvor længe parrene er adskilt.
“Det tager lang tid, når en kvinde først er kommet på OP med bedøvelse, opvågning osv. Der går nemt halvanden time – så partner og barn er alene længe. Kan vi gøre noget for at bringe dem sammen lidt tidligere? Kan han være der, når hun skal syes, og når der er ro på? Det skal vi til at se på nu i Horsens, for det burde kunne lade sig gøre,” siger hun og afslutter:
“Jeg er blevet overrasket over, hvor hårdt ramte fædrene har været, når jeg har interviewet dem. Det har virkelig været en skræmmende oplevelse for nogle af dem. Når jeg har spurgt dem, om de var bange for, at barnet skulle begynde at græde, eller at det skulle blive sulten, mens de var alene med det, så kunne de ikke svare på det. De har været så rystede, bange og ved at krakelere, at de slet ikke kan sætte ord på, hvad det var, de var bange for. De er faktisk traumatiserede i en eller anden grad.”M
Metode
Studiet blev udført som semi-strukturerede interviews med 15 kvinder, som havde oplevet post partum blødning (≥ 1000 ml) og deres partnere. Interviewene blev udført inden for en måned efter fødslen. Interviewene blev transskriberet og analyseret ved hjælp af tematisk analyse, hvor meningsgivende temaer og undertemaer blev dannet ud fra citaterne.
Temaer i studiet
Studiet identificerede tre hovedtemaer og en række undertemaer:
1.
’Fra fødsel til akut situation’ (’From birth to emergency’) Undertemaer:
• Tiltagende bekymring
• Nødt til at forlade fødestuen
2.
‘Tryg trods en akut situation’ (’Feeling safe during an emergency’)
• Observerer de sundhedsprofessionelle
• Vigtigheden af information
• Overgive sig til de professionelle
3.
’Familieenheden er udfordret’ (’Family unity challenged’)
• Det første møde som familie er forstyrret
• Overflytning betyder adskillelse
• Forsinket familieforening
Lenas fem gode råd
1
Overlad kommunikationen til én person
“Det tager meget overstimuli væk, hvis den fødende ved, at alt information kommer fra én. Det forvirrer dem, når én taler til dem fra højre og en anden fra venstre. Når det fungerer godt med kun én talsperson, beskriver kvinderne det som, at der var en, der var deres anker midt i kaosset. En fødende havde haft en oplevelse af, at den pågældende fagperson kun var der for hende. Det var faktisk ret smukt. Den fødende beskrev, hvordan hun kiggede på den her ansatte, når hun blev bekymret, og så kunne hun mærke, at ’hun har mig!’”
2
Udvælg talspersonen fra gang til gang
“Du kan ikke lave en fast guide for, hvem der står for kommunikationen. Det vil dog ofte være naturligt, at det er jordemoderen fra fødslen. Men aftalen skal laves hver gang i den konkrete situation, og det kan være noget så simpelt som, at en siger: ’Jeg stiller mig lige her, så det er mig, der informerer mor.’
Jeg siger det selvfølgelig til kvinden, hvis jeg fx skal stikke hende, men ellers skal jeg lade talspersonen kommunikere med hende.”
3
Kommuniker kort og klart
“Indøv nogle faste vendinger, som er korte og tydelige. Det kan fx være: ’Nu bløder du, så vi giver dig medicin.’ eller ’Vi arbejder helt vildt hurtigt lige nu, så vi kan stoppe blødningen hurtigere.’
Hold beskederne korte, men giv dem løbende. Når kvinden bliver bekymret for noget nyt, så forklar med en ny kort og informerende sætning.
Hav hele tiden i baghovedet, at du ved, at man ikke dør af en post partum blødning i Danmark – men det ved de fødende ikke. Vi glemmer, at tingene ikke er indlysende for dem, fordi vi står i det hver dag.
Hvis du fx siger: “Det her sker helt vildt tit, og vi ved præcis, hvad vi skal gøre,” så normaliserer det situationen, når de er bange.”
4
Advar i god tid
“Alarmkaldet skræmmer dem virkelig. Sørg for at varsle, hvad der sker ved fx at sige: ’Jeg trykker på en alarmklokke nu, så der kommer en masse mennesker ind på stuen lige om lidt for at hjælpe mig.’
Hvis du fortæller om det, der skal ske om lidt, bliver de også betryggede i, at I har styr på situationen, fordi du kan fortælle dem allerede nu, hvad næste skridt vil være.”
5
Afdramatiser
“Fortæl, hvad det betyder, hvis de skal flyttes til en operationsstue. Sig fx ’Du skal ikke skæres i. Vi skal gøre det samme derovre, og vi kunne godt gøre det her, det ville bare gøre for ondt. Derovre kan du blive bedre bedøvet.’ Få gjort det klart for dem, at OP ikke er det værste, der kan ske.
Og pas på med at lægge over på dem at udholde smerte – direkte eller implicit. Hvis vi bruger formuleringer som ’Hvis ikke vi kan klare det her, skal vi have dig over på en operationsstue,’ så bidrager kvinderne til at forsøge at blive – også selvom de har kraftige smerter, og uden at forstå, at de ikke nødvendigvis skal i fuld narkose for at undgå de smerter”
Resten af ph.d.’en
Hele Lena Have Rosvigs ph.d handler om post partum blødning. Et andet delstudie fokuserer på et forsøg med videoassisteret debriefing. Her er alle gravide på Regionshospitalet Horsens og Aarhus Universitetshospital gennem to år blevet bedt om informeret samtykke til, at man ved akutblødning filmer teamet, men ikke kvindens underliv. Optagelserne er blevet brugt til debriefing, hvor teamet har gennemgået behandlingen bagefter med fokus på, hvad der fungerede, og hvad der kunne have været gjort anderledes. Videoerne har på den måde været en objektiv synliggørelse af ting, teamet ikke vidste, at de gjorde eller ikke gjorde.
Den artikel er endnu ikke publiceret.