Forbrugeren på fødegangen

Når selvvalgt kejsersnit ikke længere er til at komme uden om, skyldes det et sammenfald af mindst tre udviklingstendenser i samfundet, i sygehusvæsenet og hos den enkelte. Sygeplejerske Karin Holler har skrevet en masterafhandling om fænomenet, hun frygter er kommet for at blive – og kommet for at blive meget større.

Gudskelov har jeg valgt at føde ved kejsersnit’.

Der gik lige et stykke tid, før det sank ind, hvad det egentlig var, Karin Hollers højgravide medstuderende lidt henkastet havde bemærket i en pause under en forelæsning på køn- og kulturstudier på Syddansk Universitet i Odense.

Valgt?!

– Jeg vidste fra morgenkonferencerne på min egen arbejdsplads, at der ind imellem var gravide, der var så skrækslagne for at føde, at de blev indstillet til et kejsersnit. Men pludselig sad jeg her ved siden af en ung, velfungerende kvinde, der helt rolig gav udtryk for, at det da var noget, man bare kunne vælge. Den problemstilling optog mig hurtigt så meget, at jeg i første omgang lavede en semesterprøve om emnet og nu denne masterafhandling, forklarer Karin Holler, der til dagligt arbejder som udviklingssygeplejerske på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Odense Universitetshospital.

Hendes afhandling, ‘Et stk. kejsersnit, tak’, baserer sig bl.a. på interviews med seks læger fra forskellige fødeafdelinger i Danmark. Formålet har været at identificere de samfundsmekanismer, der gør at kejsersnit uden medicinsk indikation – på ‘maternal request’, som det kaldes – i løbet af få år på det nærmeste er blevet en fast hyldevare på fødeafdelingerne.

Frit valg på alle hylder
– Når jeg valgte ikke at bruge fødende som informanter, var det fordi, jeg mener, at det nye er indstillingen hos lægerne. Der har altid været kvinder, der var bange for at føde, og som har tigget om at få foretaget et kejsersnit. Det, der er anderledes i dag, er, at lægerne ikke længere mener, at de kan nægte en kvinde det. Heller ikke selvom loven faktisk siger, at man ikke bør foretage et operativt indgreb uden indikation, siger Karin Holler, der peger på i alt fald tre udviklingstendenser bag fænomenets pludselige frembrusen.

Det er et stærkt træk i den moderne kvindetype at være kompetent, krævende og kontrollerende, vurderer Karin Holler. Opvokset som hun er i et samfund, der hylder individet og dets ret til selvbestemmelse, har hun ingen tilbageholdenhed, når det gælder om at stille krav. Samtidig er hun også produkt af en tid, hvor vi har svært ved at acceptere ikke at have fuldt styr på kroppen og dens funktioner – ja, på hele tilværelsen. Derfor er hun også utryg ved den voldsomme fysiologiske og psykologiske proces, en fødsel er. Hun frygter smerterne, usikkerheden og – måske især – kontroltabet.

Over for hende står lægen. Ja, netop overfor. Hvor lægen tidligere var den øverste og uanfægtede autoritet i medicinske spørgsmål, mener den veludannede og argumenterende patient ofte at være i øjenhøjde med den lægefaglige ekspertise. Og i eventuelle tvivlsspørgsmål kan man jo altid konferere med Internettet…

Ingen fælles faglig holdning
Lægerne har ikke nogen fælles fagligt funderet holdning til selvvalgt kejsersnit at stå imod med, da fænomenet nærmest er kommet snigende ind af bagdøren. Det gør det ifølge Karin Holler lettere for en beslutsom kvinde at argumentere sin vilje igennem. Siger én læge blankt nej, har kvinden nemlig den mulighed, at gå et andet sted hen under kampråbet ‘frit sygehusvalg’. Det medfører udgifter for hendes eget amt, der så skal betale regningen, hvis hun føder på et andet hospital. Nogle læger i Hollers undersøgelse gav udtryk for, at det også spiller ind, at man helst skal holde på så mange patienter som muligt for at sikre afdelingsbudgetterne, der mange steder i dag er takststyrede.

Og endnu et af sundhedssektorens mange mantraer spiller med – ‘det informerede valg’. Selvom der ifølge Karin Holler opfattelse hermed egentlig menes, at lægen ud fra sin faglighed skal fremlægge behandlingsmuligheder, hvis konsekvenser og bivirkninger skal gøres helt klart, så er der opstået en falsk forestilling om, at patienten i alle situationer frit kan vælge til og fra, bemærker hun.

Usikre tal og forskellige definitioner
– Vi har i løbet af nogle få år bevæget os imod en ny form for sundhedspolitik, hvor patienterne i stadig højere grad opfører sig som forbrugere. De ‘vælger’ deres behandlinger. Det er måske ikke så underligt, at det netop er på fødselsområdet, at tendensen ind til videre er slået så markant igennem; der er tale om en stærk gruppe – unge, veluddannede og raske kvinder, der er vant til at få, hvad de vil have. Men uden at lægerne og sundhedsvæsenet spillede med, tror jeg, at det trods alt ville være et marginalt fænomen, vurderer hun.

Af Hollers interviews med fødselslægerne fremgår det, at det først og fremmest er andengangsgravide med en dårlig fødselsoplevelse, der kræver at få kejsersnit. For nogle læger er der derfor ikke tale om ‘ægte’ maternal request-kejsersnit. Det omfatter ifølge nogles begreber nemlig kun de komplet forudsætningsløse fødende, der bare fantaserer ud af den blå luft og som ikke mener, at »det med krop og blod er mig«, som en af Hollers informanter sammenfattede holdningen hos nogle kvinder.

Kvinder, der har haft en dårlig fødselsoplevelse – hvad enten fødslen rent lægefagligt set foregik nogenlunde normalt eller ej – har tilsyneladende lettere ved at appellere til lægernes medfølelse, konkluderer Holler.

Derfor mener hun også, at Sundhedsstyrelsens tal fra den første opgørelse fra 2003 over 443 kejsersnit på maternel request sandsynligvis er noget højere – og det gør i øvrigt også Sundhedsstyrelsen selv. Dels er der tale om en ny registreringsform, der kan have forvirret nogle. Dels er der i lægecirkler netop forskel på, hvordan man definerer begrebet ‘på indikation’.

– De læger, jeg interviewede, skønnede da også at antallet af kejsersnit på moderens ønske kunne ligge helt oppe på 12-1300 ud af de ca. 12.000 kejsersnit, der samlet blev foretaget sidste år, siger hun.

Der er stadig fortrinsvis tale om et storbyfænomen, men også ude på de mindre provinssygehuse er man ved at komme godt med på vognen, konstaterer Karin Holler.

Den enkeltes ansvar?
Den nyslåede master i køn- og kulturstudier efterlyser en Medicinsk Teknologi Vurdering af området; der er masser af medicinske, økonomiske og ikke mindst etiske spørgsmål, der kunne trænge til at blive grundigere belyst. Og der er også plads til mindst et par ph.d.-afhandlinger, der yderligere kunne undersøge, hvad der er ved at ske med vores holdning til fødslen som kulturfænomen.

– Der er tale om et vigtigt pejlemærke i tiden, som vi bør holde os til. For jeg tror desværre ikke, at der er tale om et modefænomen i lighed med Leboyer, vandfødsler eller levende lys på fødestuen, sådan som jeg har hørt, at nogle læger ser det. Tværtimod er jeg overbevist om, at tendensen til at betragte sygehusvæsenet fra et forbrugersynspunkt vil blive noget meget stort. Helt i tråd med samme udvikling er fx også kravet om øget scannings-kontrol i graviditeten. Her på afdelingen kommer gravide, der forsøger at overtale os til at blive scannet hver 14. dag for at sikre sig at alt er vel. De får afslag, men presset er stort. Her kommer kravene ved livets begyndelse. Debatten om aktiv dødshjælp viser, at vi også vil have lov til selv at vælge ved livets afslutning. Jeg mener, at det i det hele taget er betænkeligt, at lægerne så villigt går med til at lægge deres faglige ansvar fra sig og over på den enkelte, siger Karin Holler.