Det har overhovedet ikke været på tale at droppe vandfødslerne, understreger Anette Frederiksen, der er jordemoderleder ved fødeafdelingen på Svendborg Sygehus, som den lokale afdeling af Arbejdstilsynet for et år siden aflagde et såkaldt tilpasset tilsyn, hvor temperaturen på det lokale arbejdsmiljø bliver målt. Besøget resulterede i et påbud om at "virksomheden skal træffe foranstaltninger, så arbejdet kan udføres sikkerhedsog sundhedsmæssigt forsvarligt". Med påbudet fulgte også en beskrivelse af fejl og mangler samt en vejledning i, hvordan problemerne kan løses.
Et af de tunge kritikpunkter handlede om manglende mulighed for at tilpasse arbejdsstillinger til den enkelte kollega på fødestuen – den helt store synder viste sig at være de stationære plastfødekar, som findes på alle fødestuerne. Reaktionen fra jordemødrene spændte fra tilfredshed med, at der bliver sat fokus på jordemødrenes arbejdsmiljø – og ikke kun på kvindernes velbefindende. Til en følelse af at blive påtvunget ændringer væk fra noget, man synes fungerer godt.
– Det har været frustrerende for mange jordemødre, fordi de har følt, at deres faglighed og deres egen vurdering er draget i tvivl, siger Anette Frederiksen, der som leder har brugt meget tid på at komme frem til en løsning, der praktisk og teknisk kan lade sig gøre og som Arbejdstilsynet stiller sig tilfreds med. Løsningen hedder indkøb af udstyr som Sechers borde, fødekar og stole, der kan reguleres i højden. Dertil kommer vejledning i hensigtsmæssige arbejdsgange og retningslinier for håndtering af forskellige kategorier af fødende og fødsler. I første omgang er planen, at der indrettes et vådrum, hvor der skal installeres et ergonomisk rigtigt fødekar, der kan hæves og sænkes.
– Vi har en aftale med Arbejdstilsynet om, at man primært føder i det ergonomisk rigtige kar. Når det ikke kan lade sig gøre, skal vi registrere antallet af fødsler i de faste kar, siger Anette Frederiksen. Det er fortsat i orden at bruge de faste plastkar som smertelindring under veerne, hvor jordemoderen ikke behøver at bukke sig hen over karret, som det kræves, når barnet fødes.
De nye Sechers borde imødekommer blandt andre anæstesiens ønsker om at
kunne komme til bordet fra tre sider, samt at det kan indstilles i højden. Til
gengæld fylder de godt op på fødestuerne, der slet ikke er dimensioneret til det moderne ergonomiske udstyr.
– Det ses tydeligt nu, hvor de nye ting er kommet ind på stuerne, at man ikke før har haft fokus på arbejdsmiljø på sygehuset, siger Anette Frederiksen.
Stærk faglighed
Annette Dalsgaard Vilain var sikkerhedsrepræsentant for personalet på fødegangen da Arbejdstilsynet i sommeren 2003 beordrede sygehuset til at forbedre de fysiske arbejdsforhold på fødeafdelingen. Sikkerhedsrepræsentanten er opmærksom på den konflikt, der kan opstå, når hensynet til kvindernes ønsker og behov skal gå op i en højere enhed med et godt arbejdsmiljø.
– Vi skal indrette os, så vi kan holde til arbejdet – også med vandfødsler – i et helt arbejdsliv og derfor er vi nødt til også at sætte fokus på jordemødrenes velfærd og det er jordemødrene ikke vant til, siger Annette Dalsgaard Vilain.
Den samme oplevelse har Lars Liedsmose fra Arbejdstilsynet, der ser de største arbejdsmiljømæssige risici, når jordemoderen i en akavet stilling skal række ind over et for lavt fødekar.
– Vi støder ind i jordemødrenes faglighed, der er både stærk og vigtig. De vil gerne servicere kvinderne bedst muligt og dialogen har ind imellem båret præg af forskellige opfattelser af, hvad der er godt arbejde, siger Lars Liedsmose.
Hensigtsmæssige arbejdsgange
Den megen fokus på det fysiske arbejdsmiljø har også sat yderligere fokus på hvordan jordemødrene egentlig har det.
– Det er gået op for mig, at mange jordemødre har problemer med blandt andet skuldre og hofter. Men fra at det før var den enkeltes problem, er det nu accepteret, at man siger fra over for særlige arbejdsstillinger – for eksempel når man tager imod barnet, når kvinden står op, siger jordemoderlederen.
Ved siden af de fysiske ændringer har alle jordemødre været på kurser hvor de har lært om hensigtsmæssige arbejdsgange og der er blevet udarbejdet retningslinier om håndtering af fødsler med overvægtige/immobile fødende, fødsler med meget teknik og ved brug af fødekar. Anette Frederiksen fremhæver det undervisningsforløb, der satte fokus på perioden lige efter fødslen og hvor der blev instrueret i brugen af stå-støttestolen, der letter arbejdet under sutureringen efter fødslen.
– Vi satte fokus på hvordan, man bedst ruster sig til syningen, der kan være en belastning for kroppen, hvis man ikke indretter sig rigtigt og lejrer både kvinden og sig selv rigtigt. Selv om det lyder banalt, så er det vigtigt at tage højde for at blodsukkeret ofte er langt nede efter en fødsel og at man skal tisse af og få lidt at drikke, før man sætter sig til at sy, siger Anette Frederiksen.