Inverterede knuder
Såfremt der er en bristning i vagina, syes denne med en fortløbende sutur, som afsluttes indenfor hymnalranden. De inverterede knuder anvendes til at bygge perinæum op trin for trin. Hvis bristningen er dyb, lægges et par inverterede knuder i dybden af bristningen. M. bulbocavernosus samles fra bristningens bund vinkelret mod det subcutane væv lige under huden (fig. 2). Teknikken tvinger jordemoderen til at koncentrere sig om at lave et præcist indstik i den ene side af bristningen, tage imod nålen med pincet og trække nålen ud af vævet, inden næste sting sættes i modsatte side ”oppefra og ned” i musklens retraherede ende og nålen trækkes herefter ud ved bristningens bund (fig. 3). Knuden bindes således forsænket og de overskydende trådender klippes mellem hvert sting (fig. 4). Samme teknik bruges til at samle m. transversus perinei superficialis. Såfremt det subcutane væv herefter fremstår åbent eller med ujævne sårkanter sættes yderlige inverterede sting i subcutis under perinealhuden. Hudkanterne skal lades usutureret og sårranden omkring huden må gabe op til 0,5 cm., når kvinden ligger i gynækologisk leje.
Teknisk set er den inverterede knude er et almindeligt sting, hvor knuden blot placeres ”usynligt”. Første del af indstikket laves fra dybden/bunden af bristningen op mod sårfladen. Nålen trækkes frem med pincet og sættes igen i nåleholderen. Derefter laves andet indstik i modsatte sårflade, og der stikkes ”oppefra og ned”, så nål og tråd kommer ud ved bunden af bristningen. Når knuden bindes, vil den derfor være ”skjult” i bunden af bristningen15. Den superficielle del af såret kan dermed hele uden generende suturmateriale ved sårkanten. Teknikken er tidligere beskrevet indenfor plastik-kirurgien og blandt andet omtalt i dansk litteratur om bryst-kirurgi.
Mere udførlig beskrivelse af suturteknikkerne og illustrationer samt video-klip af suturteknikkerne findes på www.suturprojekt.dk På hjemmesiden kan du også se eksempler på posters og power point oplæg fra præsentationer af Suturprojektet ved internationale kongresser. Resultaterne fra Suturprojektet er tidligere blevet præsenteret ved Nordisk Jordemoderkongres i Finland 2007 og vil blive præsenteret ved Jordemødrenes Verdenskongres i Glasgow juni 2008. Forskerne bag denne undersøgelse tilbyder kurser i evidensbaseret syning af perineale bristninger i både Danmark og udlandet. De arrangerer desuden tværfaglige symposier om forebyggelse og behandling af perineale bristninger.