Med denne artikel vil jeg forsøge at belyse, hvad der sker, når de traditionelle jordemoderfaglige dyder sættes under pres af en styrende medicinsk diskurs. Jeg vil ligeledes fokusere på, hvilken konsekvens dette har for jordemødres anseelse som faggruppe og på, så vidt det er muligt, at finde en brugbar strategi, der kan styrke vores faglighed og position uden at kompromittere de jordemoderfaglige værdier.
Det ikke-professionelle fødearbejde
Arbejdet med fødsel og barsel i Danmark er per tradition eksklusivt kvindeområde. Fødestuen eller føderummet fremstår derfor også som noget særlig feminint eller kvindeligt. Dette hænger sammen med at det, der traditionelt har været kvindernes domæner, har udviklet sig til selvstændige erhverv. Kvindelighed og videnskab er traditionelt blevet opfattet som hinandens modsætninger, og dette forhold er en stærkt medvirkende årsag til, at de typiske kvindeerhverv ikke har opnået fuld professionel status, men er blevet til det, der betegnes som semiprofessioner. Traditionelt besidder disse semiprofessioner ikke den samme position i samfundet, hvad angår magt, penge og status som de klassiske professioner.
Historisk set er kvinder således blevet tildelt en identitet, der først og fremmest består af de områder af tilværelsen, som anses som deres, nemlig det hjemlige og det private. Kroppen og moderskabet og dermed fødslen hører derfor til i den private sfære. Således har fødestuen tilsyneladende altid være et privat, feminint rum.
Med dette udgangspunkt kommer jordemoderens arbejde til at fremstå som uofficielt og ikke professionelt, og bliver i stedet betragtet som en selvfølgelig, ikke-videnskabelig viden, som kvinder har om krop og reproduktion. Sideløbende med dette har opfattelsen af jordemoderen som heks eller troldkvinde altid eksisteret og eksisterer stadig. En jordemoderstuderende anno 2006 udtaler sig således netop om jordemoderen som værende omgærdet af mystik: ’men det, det er det som er så fascinerende ved jordemoderfaget, og som mange ser, at vi blev brændt på bålet i gamle dage. Altså det der med, at der er et eller andet man ikke kan beskrive [ ] og jeg kan godt forstå at jordemødre har den der mystik omkring os.’
Jordemoderen og jordemoderfaget bliver altså fortsat betragtet som et erhverv konnoteret til naturkræfter og magi, hvilket synes at bekræfte tanker om videnskab og kvindeviden som hinandens modsætninger.
Fødselshjælpen, der er udsprunget af en traditionsbundet kvindekulturel praksis med fødsler i hjemmet, og hvor kun kvinder havde adgang, er således udgangspunktet for en diskurs, der fortsat er gældende; en diskurs, der baserer sig på opfattelsen af jordemødre som uvidenskabelige ’hekse’ frem for fagfolk med en videnskabelig baggrund.
Det ændrede syn på fødsler
Siden fødslerne fra omkring 1950erne i stadig stigende grad er flyttet fra hjemmene og ind på hospitalerne, synes synet på fødslerne gradvist at have ændret sig således, at der i takt med bevægelsen fra hjemmefødslens private sfære til hospitalets mere offentlige sfære ligeledes er sket en langsom bevægelse mod, at lægerne i stadig større grad har fået indflydelse på fødselshjælpen. En indflydelse, der i den franske samfundsforsker Pierre Bourdieus optik har betydet en maskulinisering af fødselshjælpen.
Sygeplejerskerne har i modsætning til jordemødrene igennem de seneste årtier arbejdet med at professionalisere sig selv gennem en selvstændig teoretisk udvikling. Jordemødrene har ikke tidligere haft behov for denne professionalisering, idet jordemoderfaget altid har været et stærkt specialiseret og afgrænset område med en stor grad af selvstændighed. Jordemødrene har således traditionelt haft monopol på deres fagområde, hvorfor der ikke tidligere har været behov for at manifestere sig som teoretisk profession. Dette monopol synes imidlertid ikke i lige så høj grad at gøre sig gældende, idet man, siden fødslerne flyttede fra hjemmet til hospitalet, netop har set en bevægelse mod, at lægerne og den medicinske diskurs i stigende grad er blevet styrende i forhold til fødslen og jordemødrenes arbejdsområde. Dette synes således at betyde, at føderummet og synet på fødselshjælpen i højere grad er blevet aktivt, videnskabeligt og handlingsorienteret.
Jordemoderfagets konflikt
At det tilsyneladende forholder sig sådan, synes at skabe en konflikt for jordemødrene, idet de på den ene side ønsker at imødekomme den styrende maskuline medicinske diskurs ved at skabe et fag og en profession, der gør brug af evidensbaseret praksis og teknologi. Samtidig synes jordemødrene at være underlagt en diskurs, der taler for, at tid, ro, tålmodighed, empati og naturens kræfter er væsentlige ingredienser i forløbet af en fødsel, hvilket således synes at repræsentere den passive, afventende og tilsyneladende uvidenskabelige tilgang til fødslerne.
Konflikten for jordemødrene består derfor i, at den medicinske diskurs, der qua sin stærke position som ’rigtig’ profession, i stadig stigende grad sætter dagsordnen for, hvordan fødselshjælpen skal organiseres. Den medicinske diskurs er, som beskrevet, præget af en aktiv tankegang, der i et forsøg på at tugte naturen fokuserer på teknologi, medikamentel behandling, og hvor begreber som active management of birth fylder stadig mere. Denne bevægelse betyder, at jordemødrene i stigende grad mister netop den selvstændighed, der traditionelt har præget deres fag. Samtidig synes dette at betyde, at tålmodighedsomsorgen, som ofte bliver beskrevet som kernen i jordemoderfaget, risikerer at miste sin mening og værdi, idet denne opfattelse synes at være baseret på en anderledes organiseret svangeromsorg.
Idet en stor del af fagets prestige er knyttet til netop den store grad af selvstændighed, risikerer jordemoderfaget således, i takt med tabet af selvstændighed, at miste prestige, anseelse og indflydelse. Jordemødrenes dilemma består derfor i det forhold, at de, for at kunne bevare indflydelse og selvstændighed i forhold til fødslerne, nødvendigvis må indordne sig den medicinske diskurs, hvorved de samtidig underminerer deres egne jordemoderfaglige argumenter for, hvordan den normalt forløbende fødsel skal forvaltes.
Jordemoderfaget synes gennem sin uddannelse, som andre mellemlange videregående uddannelser, at have udnyttet det samfundsbetingede krav om ændring til en professionsbachelor til at videnskabeliggøre faget netop i et forsøg på at bevare prestige og indflydelse. En videnskabeliggørelse, der dog, som beskrevet, er i konflikt med den traditionelle opfattelse af jordemoderfaget som udsprunget af en kvindelig omsorgspraksis. Det beskrevne dilemma gennemsætter sig i uddannelsens opbygning, idet uddannelsen synes at sætte sig mellem to stole. På den ene side vil man gerne fremstå videnskabelig og uddanne jordemødre, der kan begå sig i en videnskabelig sfære og dermed styrke den jordemoderfaglige position samtidig med, at man på den anden side gerne vil fastholde og videregive de traditionelle jordemoderfaglige dyder.
Kan vi begge dele?
Spørgsmålet synes altså at være: kan vi begge dele? Kan vi styrke vores faglige position inden for en sygehusverden, hvor det i stadig stigende grad handler om risikotænkning og handlekompetencer samtidig med, at vi bevarer en jordemoderfaglighed, der sætter fokus på det ukomplicerede forløb, hvor tid, kontinuerlighed, menneskelig kontakt og kærlige hænder er væsentlige faktorer.
Det mener jeg godt, vi kan, og jeg mener, at en vej til dette kunne være, at vi som jordemødre kommer os over vores teoriforskrækkelse. En klassisk bemærkning synes at være, at man da ikke bliver en god jordemoder af at læse al den teori — nej ikke kun, men man bliver også en god jordemoder af at læse noget teori. Man lærer ikke håndgreb, injektionsgivning og travle nattevagter af teori, men man lærer at reflektere og sætte sin viden i system, således at man i højere grad bliver i stand til at argumentere for sin jordemoderfaglige position.
Teori kan og skal ikke være for alle, men hvis vores dyrebare jordemoderfaglighed skal bevares, må satsningen være et øget fokus på, at der i stadig stigende grad udvikles teorier for og af jordemødre. Teorier, der netop skal være med til at synliggøre og videnskabeliggøre den jordemoderfaglige praksis, teorier der skal være med til at synliggøre, hvad det er, jordemødre går og gør, og hvorfor det virker. Vi må udvikle et begrebsapparat, der kan bruges til at argumentere og diskutere, således at vores viden, færdigheder og kompetencer ikke længere bliver affærdiget med påstanden om hekseri og uvidenskabelighed.
Lad os generobre fødslerne — for vores skyld, for kvindernes, børnenes og mændenes skyld.
Vibeke de Lichtenberg er uddannet jordemoder fra 1997, 4-årig psykoterapeutuddannelse færdig i 2004, kandidatgrad i pædagogisk sociologi i 2007. Har arbejdet som jordemoder på Glostrup, Hvidovre og Frederiksberg hospitaler. Er ansat som adjunkt ved jordemoderuddannelsen i København.