”Der må være en mening…..” sådan siger mange forældre, som får syge børn, for tidligt fødte børn eller børn, der dør før eller lige efter fødslen.
Andre siger: ”Hvorfor netop os?” eller ”Det er uretfærdigt!”
Alle disse udsagn berører det eksistentieltreligiøse område. Ordet ’Gud’ nævnes ikke, men forældrene er ude i overvejelser om, hvordan verden og deres eget liv hænger sammen, når ulykken rammer. Disse overvejelser handler om mening, forklaring og retfærdighed. Når de søger sammenhæng i det kaos, de står i, når deres barns liv er truet, så kommer de til at inddrage højere magter, skæbnen eller Gud.
Og vi søger efter mening og sammenhæng, når sygdommen rammer os, derfor kommer mange mennesker, der bliver ramt af sygdom, ud i eksistentielle og religiøse overvejelser. Det gælder ikke alle, men mange finder en ro og trøst i tanken om Gud som en medspiller i krisen, og alle er ude og undersøge dette område.
Glæden tager vi på forskud
Til daglig lever de fleste af os med et billede af vores eget liv og verden omkring os, som noget, der er rimeligt trygt og forudsigeligt. Vi lægger planer og vi forbereder os, så vi får gjort det, vi gerne vil.
Det gælder i helt særlig grad, når man venter et barn. Man glæder sig, tager glæden på forskud i de mange forskellige forestillinger om barnet, som er på vej. Jeg tror, de fleste, som venter barn, også har tænkt tanken om sårbarheden og livets skrøbelighed: At der kan ske barnet noget, inden det bliver født. Men af flere gode grunde bliver disse tanker skudt langt om i baghovedet. Dels fordi man ikke kan stille noget op med dem; man kan ikke gøre noget ved angsten for, at ens kommende barn fejler noget. Dels fordi statistikken er på livets side, i og med at risikoen for, at man er blandt dem, der bliver ramt, er meget lille.
Ulykken rammer naboen
Når det så sker, at barnet bliver født for tidligt eller har en medfødt sygdom, så rammes forældrene på det allermest sårbare sted.
Vi plejer at sige, at sygdom og ulykke er noget, der rammer naboen. Det er ofte netop de ord, som forældre til for tidligt fødte og syge børn bruger, når det sker for dem. Nu ser de pludselig sig selv som naboer. Erkendelsen af at sygdom og ulykke findes, er anderledes i tanken, end når det bliver en realitet i ens eget liv. Den tryghed, man før levede med, er nu væk. Det planlagte og forudsigelige liv bliver pludseligt til noget, hvor forudsigelser ikke findes, og hvor det er umuligt at lægge planer.
Afmagten gør os afhængige
Forældrene oplever en voldsom afmagt. De kan ikke selv gøre noget, de er blevet helt afhængige af andres hjælp. Det er vi ikke vant til. Vi kender godt til at bede om hjælp til noget, vi ikke har forstand på, eller noget, vi ikke selv kan nå. Men dette helt grundlæggende behov for hjælp, der hvor man selv er helt afmægtig, det er vi sjældent ude for i vores daglige liv. Vi har det bedst med ikke at være afhængige af andre, vi har det bedst med at kunne klare tingene selv.
Så på mange måder står de nybagte forældre i en ny og ukendt situation, når de får alvorlig sygdom eller ulykke ind på livet. De står på sidelinjen og ser andre tage sig af deres barn. Det, de så gerne selv ville, må de overlade til andre.
Der findes ikke noget værre end at være afmægtig. ”Bare jeg kunne gøre noget!”, sådan tænker, eller siger, de fleste i den situation.
De prøver at gøre, hvad de kan, for at barnet skal klare sig. De tror og håber på, at det lykkes at redde barnets liv. De prøver, at ”gøre noget” ved at bede en bøn. De allerfleste forældre til syge børn har bedt en bøn. De prøver at tro særligt intenst på Gud, og nogle gange prøver de at få ham til at gøre noget ved selv at love noget, så den syge bliver rask eller det for tidligt fødte barn overlever. Det er det eneste, man kan ”gøre”, når man er afmægtig. Det er hårdt, at være derude.
Guds rolle
At blive ”mere religiøs” er for mig at se, at man begynder at henvende sig til Gud, idet man vender sig mod himlen med en bøn om hjælp, eller retter sin frustration og vrede samme sted hen. Derfor siger de fleste, at de ikke er ”meget religiøse”, for de ikke tidligere har haft brug for denne direkte henvendelse til Gud i en bøn om hjælp eller i et udbrud af vrede over, at sådan noget kunne ske. I situationen kommer det imidlertid rimeligt spontant.
Man kunne godt forestille sig, at nogle forældre bad en bøn for at være på den sikre side, for at have prøvet alt. Jeg tror imidlertid, at mange af dem faktisk får en kontakt og et forhold til Gud i denne bøn, og samtidig er der mange, der har brug for, at denne religiøse praksis bliver fulgt op af samtaler om, hvem Gud er, og hvor Gud er.
Bønnen kan risikere at blive til en skuffet bøn uden kontakt. Nogle forældre mener, at hvis Gud virkelig er Gud, så må han gribe ind og gøre barnet rask eller sikre, at det for tidligt fødte barn overlever. Det er svært med disse bønner om, at Gud skal gøre noget bestemt. I bønnen er vi frie til at sige lige det, vi vil, og samtidig må vi være åbne overfor det ’svar’ vi får; det er ikke alle børn, der bliver raske. Og hvor var Gud så?
Gud må tage ansvaret
Bønnen om Guds indgriben handler selvfølgelig om, at forældrene ønsker, at barnet overlever og bliver rask. Men den handler også helt grundlæggende om en kontakt til Gud: At vide, at han er der, og at han tager ansvar for dette barns liv. Den kan handle om at placere et ansvar for, at sådan noget sker; at der fødes syge børn, at børn bliver født for tidligt, at børn kan dø, inden de bliver født.
Nogle forældre finder en form for ro i at være vrede eller fortvivlede over, at Gud lader sådan noget ske, og at kunne sige det til ham. Der er noget, der er Guds ansvar, og vi må fortælle ham det. Gud må tage ansvaret for alt det, som vi ikke kan få til at hænge sammen.
Afmagten bliver mindre slidsom, når man kan lægge noget af ansvaret fra sig.
For mig at se har man nærmet sig det mere religiøse, når man kommer i kontakt med Gud som én, man kan give ansvar, én man kan bede om hjælp, og én man må blive vred på.
Denne bøn bliver som regel fuld af kontakt, og skuffelsen er mindre, end når bønnen bliver et krav til Gud om at gøre noget bestemt.
Ved at give Gud ansvar for barnets liv siger man ikke noget om, at der er en mening med at ulykke eller sygdom ramte barnet. Når det rammer, er det lige så meningsløst, som det føles. Hvis forældrene kan give Gud ansvar i den meningsløse hændelse, så har de opleoplevet noget religiøst i krisen, selvom de ikke er ”meget religiøse”.
Alle liv har en mening
Senere dukker spørgsmålet om mening op i den prøvende formulering ”der må være en mening…”. Det kan betyde flere ting. Det kan være, at man overvejer, om det nu på en eller anden måde var det bedste, at barnet ikke overlevede. Det kan være, at man mærker, at det også har bragt noget godt med sig at være ude i dette område, hvor livet ikke er en selvfølgelighed. Det kan også handle om, at man er på vej til at komme til at leve med det, der er sket, som en del af ens liv. ”Der må være en mening…”, det må være noget, der kan finde en plads i mit liv, så jeg kan leve videre med det.
Ingen forældre vil mene, at barnets liv var meningsløst. At der ikke var nogen mening med, at barnet blev sygt eller døde, betyder ikke, at barnets liv var uden mening. Jeg har ikke oplevet nogen forældre, som siger, at det var bedre, at barnet ikke var blevet født. Det føles nemlig, trods uretfærdighed og meningsløshed, meningsfuldt, at barnet har været her.
De finder en mening. Den kommer ikke i kraft af forklaringer på, hvorfor det skete. Den kommer i kraft af kærligheden. Barnet er et elsket barn.
Denne kærlighed giver mening – og denne kærlighed giver dem et liv videre frem sammen med et sygt eller dødt barn. At kærligheden er så stærk, at den lever videre efter døden, og man kunne næsten sige, at den overvinder døden – det opleves også som religiøst.