Torsdag morgen klokken syv kalder Louise mig. Louise og Michael er 28 og 30 år og venter deres første barn. Louise er 40+3 og planen er, at fødslen skal foregå i parrets hjem.
Jeg kender Louise fra, jeg indskrev hende i hjemmefødselsordningen (Region Sjællands hjemmefødselsordning) i uge 17 og har set hende tre gange siden.
Da jeg ankommer har hun haft veer i et døgn. Veerne kommer med 5-7 minutters mellemrum og er af lidt vekslende længde. I går eftermiddags var min kollega ude i hjemmet for at tilse Louise, der var i begyndende fødsel med orificium på 2-3 cm.
Natten er gået med veer, og Louise har ikke sovet det sidste døgn. Louise spiser dog fint til alle måltiderne.
Jordemoderen bliver
Jeg ankommer til hjemmet klokken 8 og finder et foster på ca. 3.500 gram i hovedstilling. Veerne er korte og aftagende, der er 6-7 minutter mellem dem.
Louise er træt, men psykisk veltilpas. Stemningen i hjemmet er forventningsfuld. Igennem hele forløbet lytter jeg hyppigt en fin hjertelyd med doptone, og Louise lader ofte vandet.
Ved eksploration finder jeg collum trukket op, orificium er 6-7 cm og der er en stor spændt hindeblære. Caput er i en regelmæssig skrådiameter.
For at se, om fødslen kan komme i gang på en relativ enkel måde, får Louise klyx. Men veerne ebber tværtimod helt ud, efter hun har kvitteret det.
Vi snakker, om der er noget, hun er ked af, bange for eller forbeholden over for med hensyn til at føde. Det er der ikke, men hun ønsker, at jeg bliver i hjemmet, så jeg aflyser mine konsultationer.
Sex er godt for meget
Ved to-tiden prøver Louise at sove, men hun kan ikke finde ro. Klokken 11 drikker hun en øl og lægger sig i ske med Michael i deres seng.
Louise vågner klokken 13 og har sovet godt uden veer i to timer.
Mens hun spiser en frokost med rigeligt protein og fedt, lægger vi en plan.
Jeg forklarer dem begge, hvorfor sex kan have en god effekt på veerne, og forlader huset i den halve time, Louise og Michael har angivet, de skal bruge for at have sex. Selvom de gennemfører samleje, giver det ikke veer, og de går en tur. Der er korte veer med 5-7 minutters interval.
Efter gåturen er veerne lidt længere, men de er ikke længere end 45 sekunder.
Klokken 15.30 laver vi rebozo stående x 3. Det giver et par gode veer, men heller ikke mere.
Klokken 16 får Louise akupunktur (Bl 31, bl 32, Bl 60 og bl 67 alle bilateralt) og samtidig har hun ingefærklude på lænd og mave.
Hindepunkturen rykker
Klokken 17 laver vi igen status: Ineffektive veer, orificium 6-7 cm. Der er altså ingen progression siden klokken 8.
Vi beslutter derfor at tage vandet og det sker med udtømmelse af en stor skylle klart fostervand. Caput roterer meget efter hindepunkturen.
Veerne tager med det samme til, og bliver 60 sekunder lange med fem minutters interval.
Kort efter begynder Louise at mærke tryk mod rectum ved nogle veer.
Hun får stadigt varme ingefærklude ved hver ve. Hun skifter mellem at være stående og gående og stå på knæ.
Klokken 18 er pressetrangen tiltagende, og Louise kommer i kar og har god effekt af denne smertelindring. Hun mærker på sig selv og kan mærke caput 5 cm oppe.
Kort efter mærker hun selv caput 3 cm oppe. Anus er påvirket, og der er tre minutter mellem veerne.
Klokken 18.20 er der voldsom tiltagende pressetrang, og jeg eksplorerer, mens Louise er i fødekarret: Orificium er 8 cm med en blød kant fortil. Caput står til spinae. Kanten reponeres under næste ve til orificium 10 cm, caput lige over bækkenbunden. Fødselsbulen er på bækkenbunden. Rotation kan ikke vurderes på grund af hyppige veer og fødselsbule.
Så …
Klokken 18.30 presser Louise aktivt. Veerne er blevet lidt korte, og hun får noget juice.
Klokken 18.41 skimtes caput – også mellem veerne. Louise presser hugsiddende og siden på knæ.
Klokken 19.00 fødes caput i en forissepræsentation som stjernekikker. Der er fine farver, fin mimik. Efter et minut fødes en levende dreng med fuld Apgar score. Louise løfter ham op til overfladen 30 sekunder efter, at hun har født. Placenta fødes efter 20 minutter, Louise kommer op af karret, får sutureret en 2. grads bristning og lægger drengen til. Efter to timer afnavler vi og måler og vejer – 3.500 gram og 53 cm. – inden Louise spiser, lader vandet og til sidst går i seng.
Behovene blev dækket
Jeg er på barselbesøg to dage senere. Louise er meget glad for fødselsoplevelsen og oplevede, at hun både fik sine fysiske og psykiske behov dækket. Hun fik behovene for søvn, hvile og næring imødekommet og ønsket om Michaels nærhed, kendt jordemoder og hjemlige omgivelser blev også indfriet.
Den langtrukne fødsel
Når fødslen – og ikke mindst tiden op til – foregår i hjemmet er der større råderum for både den fødende og for jordemoderen. En erfaren hjemmefødselsjordemoder beretter fra en fødsel, der trak ud.