Sen afnavling – hvor man afventer nogle minutter efter barnets fødsel eller til ophørt pulsation, før navlestrengen klippes – medfører, at mere føtalt blod fra det placentare kredsløb bliver transfunderet til det nyfødte barn. Dette kan øge blodvolumen med op til 30-40 % (eller 25-30 ml/kg). Tidligere studier har fundet, at sen afnavling er associeret med højere jernniveau ved 4 til 6 måneders alderen. Dette er af sundhedsmæssig betydning, da der i mange dele af verden er jernmangel blandt skolebørn, og som konsekvens heraf har disse børn en dårligere neurologisk udvikling – kognitivt, såvel som motorisk og adfærdsmæssigt. På denne baggrund fremsatte forfatterne til dette studie den arbejdshypotese, at sen afnavling medfører en forbedret neurologisk udvikling.
Studiet var designet som et opfølgningsstudie efter et tidligere gennemført randomiseret studie ved Halland Hospital, Sverige (2008 til 2010). Her randomiserede man 1:1 i grupperne ’sen afnavling’ (≥ 180 sekunder efter fødsel) eller ‘tidlig afnavling’ (≤ 10 sekunder efter fødsel). Inklusionskriterier var fødsel til termin, rask mor, ikke ryger, ukompliceret graviditet og forventet vaginal fødsel. Mor og jordemoder kendte ved fødslen til den allokerede gruppe, mens alle andre involverede parter var blindet.
Opfølgningsstudiet forløb i perioden april til august 2013 (48 til 51 måneders alderen). Her blev børnene vurderet af en psykolog mht. neurologisk udvikling. Det primære effektmål var kognitive evner, hvilket blev målt med testen ’Weschsler Preschool and Primary Scale of Intelligence’ (WPPSI-III). Denne giver en sammensat score, der reflekterer en række kognitive IQ domæner. Barnets finmotorik blev vurderet ud fra ’Movement Battery for Children’ (Movement ABC), der blandt indeholder en cykeltest og måler tiden, det tager at sætte perler på en snor. Ydermere besvarede forældrene to spørgeskemaer: ‘Ages and Stages Questionnaire’ (ASQ) og ‘Strengths and Difficulties Questionnaire’. De statistiske beregninger i forhold til det primære effektmål (WPPSI-III) havde til formål at undersøge forskellen i testscore i middelværdi (Adjusted mean difference: AMD) hos de to grupper.
I alt besvarede 234 børn (63,6 %) alle fire neurologiske tests ved fire-års alderen. Der var ingen signifikant forskel på grupperne. Med hensyn til det primære effektmål sås ingen signifikant forskel på gennemsnitlig IQ score hos børn i gruppen med sen afnavling sammenlignet med tidlig afnavling (AMD 0.6; CI:÷1.8-2.9) (p = 0.65). Der var dog en ikke-signifikant tendens til, at børn i førstnævnte gruppe havde bedre score målt på ASQ og ’Strengths and Difficulties’-spørgeskemaet i forhold til domænet prosociale evner. Derudover fandt forfatterne, at færre børn i gruppen med sen afnavling havde score under cut-off grænsen i ASQ testens domæne ’fin motorik’ (11.0 % vs 3.7 %; P = 0.02) og i ’Movement ABC’-cykeltest (12.9 % vs 3.8 %; P = 0.02). Når resultaterne blev analyseret i henhold til børnenes køn blev forskelle i neurologisk udvikling mellem de to grupper tydeligere; hos drenge var sen afnavling signifikant associeret med højere score på en række af testene.
Forfatterne konkluderer, at sen afnavling generelt set ikke er af betydning for barnets neurologiske udvikling og evner. Men studiet har en række begrænsninger. Da der er tale om et opfølgningsstudie, var styrkeberegningen drevet af at demonstrere forskel i nyfødtes ferritinniveauer, og ikke af at påvise forskelle i neurologisk udvikling flere år senere. Forfatterne pointerer også, at resultaterne skal læses i lyset af gruppen af inkluderede børn, som alle er født i et højindkomstland med lav risiko for jernmangel. Fremtidig forskning kan med fordel inkludere børn i særlig risiko og gerne en større gruppe for at sikre tilstrækkelig statistisk styrke.