En fødsel handler ikke kun om det biomedicinske

Christina Prinds, 46 år, ph.d., leder på kandidatuddannelsen i jordemodervidenskab på Syddansk Universitet og lektor på UC Syd:

- Det er forundrende, at vi i Danmark ser så forskelligt på fødsel og død. I de senere år er der kommet meget fokus på vigtigheden af en god død. Det ser vi blandt andet ved, at uhelbredeligt syge bliver tilbudt at komme på hospice. At dø godt, tillægger vi så at sige samfundsmæssig værdi. Det kan undre mig, at der ikke er tilsvarende fokus på vigtigheden af at føde godt.  

I begge tilfælde møder man jo de store livsspørgsmål, og jeg er forundret over, at vi i Danmark, der trods alt har fostret en Søren Kierkegaard, ikke er mere optaget af, hvad det at opleve en fødsel gør ved os. Måske kan det blandt andet skyldes, at de fleste filosoffer er mænd?

Jeg har skrevet en ph.d. om Moderskab, tro og eksistens – eksistentiel meningsdannelse hos førstegangsmødre, og jeg har altid syntes, at arbejdet i livets begyndelsesfelt var stort. Nogle gange har jeg grædt af glæde – eller rørelse - når jeg har været med til en fødsel. Jeg har også siden min egen uddannelse haft mange spørgsmål ind i vores felt og til, hvordan forskningsresultater fortolkes i praksis. Det startede med undren over rutine-CTG, som ikke er hensigtsmæssigt – men man foretog den alligevel… for en sikkerheds skyld.

En vigtig begivenhed ind i min egen rejse mod at forstå fødsel og forældreskab som måske først og fremmest noget eksistentielt var en nøddåb, som jeg overværede, da jeg var studerende i Aalborg. Præsten kom og midt i det meget kliniske miljø sang vi salme 447 Herren strækker ud sin arm. Det var et stort paradoks at opleve et menneskes fødsel og død på samme tid, og jeg blev der bevidst om, at det er det felt, vi som jordemødre skal navigere i. Det er jo essensen af det, vi laver: At stå ved det vindue i et menneskes liv hvor både tanker om livet og døden kan være påtrængende – og mange andre livsspørgsmål bliver stillet.  

Vores opgave er selvfølgelig at minimere risici i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel – men det er også at forsøge at hjælpe forældre til at begribe det at blive forældre og se de nye døre i livet åbne sig. Det indebærer eksistentielt for eksempel både glæde og kærlighed, men også afmagt over alt det, man ikke når og kan, og også frygten for at miste. Jeg kan være bekymret for, at netop helt alment eksistentielle livserfaringer hos gravide eller nye mødre kan blive patologiske og individualiserede i et screeningsregime. Vores fremmeste opgave som jordemødre kan være at forstå det at blive mor i et alment eksistentielt perspektiv, hvor man ikke er alene med for eksempel følelsen af afmagt, men fælles, fordi det er grundeksistentielt. Jeg tror, vi har en vigtig opgave i at understøtte det sundhedsfremmende ved at føde og blive mor og medforælder i Danmark.

Som nævnt lægger vi i samfundet meget vægt på betydningen af den gode død, og som samfund burde vi lægge tilsvarende stor vægt på livets begyndelse, for en god begyndelse rækker mange år frem i tiden for både barnet og dets forældre. I et sundhedsfremmende perspektiv bør man derfor give mere tid, mere omsorg og flere ressourcer til alle fødende – og dermed til de jordemødre, som står bi i denne intense og sundhedspotente livsperiode i menneskers liv.

Fortalt til journalist Ingrid Pedersen

Foto: Dicte Sønnichsen